Ditte Okman er bange for mænd efter kl. 23: »Jeg får så mange tæsk og knytnæveslag i ansigtet, at jeg pisser i bukserne«

Angsten for mænd efter et grusomt overfald, bevidstheden om sin egen dødelighed og ensomheden, der fylder hovedet med kaos i en midtvejskrise. Vi har talt med den 44-årige radiovært Ditte Okman om hendes indre dæmoner og mørke tanker.

Ditte Okman kæmper med flere former for indre dæmoner. Thomas Lekfeldt

Har du nogle indre dæmoner?

»Da jeg passerede de 40, blev jeg meget bevidst om min egen dødelighed. Min bror døde meget pludseligt forrige år. Han blev fundet i sin lejlighed en mandag aften. Han var ikke kommet på arbejde, og så tog en kollega ud til ham og ringede til hans telefon. Hun hørte den gennem brevsprækken. Hun kontaktede politiet, der brød ind i hans lejlighed og fandt ham liggende på stuegulvet. Hans hovedpulsåre var bristet – ud af det blå. Vi havde også fire dødsfald på Radio24syv. Mads Holger begik selvmord, Louise Hart og Master Fatman døde, og Nedim Yasar blev skudt. Det har været meget voldsomt, og det har gjort mig ubehageligt bevidst om min egen dødelighed.«