Det kan vi lære af Ibsens Nora: »Nogle gange kan man blive nødt til at gå fra sig selv«

Da Henrik Ibsens drama »Et dukkehjem« havde premiere i 1879 på Det Kongelige Teater, var skandalesuccesen til at tage og føle på. Pludselig fik en kvinde i et borgerligt, konventionelt ægteskab, der lignede noget, de fleste nede i parkettet kendte, en egen stemme.

»Jeg elsker dig ikke mere,« sagde hun til sin mand. Han var ikke den mand, hun i blindhed og barnlighed havde bildt sig selv ind, at han var. Hun fulgte forfatterens radikale fordring og forlod mand og børn ved tæppefald. Skrap kost i datidens victorianske og stramt korsetterede København, hvor kvinder stort set blev betragtet som mandens ejendom.

Vist kan den klassiske Ibsen-stue og samfundskritiske naturalisme virke forældet – klunketidens lukkede rum, som både den ældre Ibsen selv og mange af hans iscenesættere har søgt at frigøre sig fra. Ægteskabets uligheder er heller ikke de samme. Men »Et dukkehjem« har alligevel fået et liv på teatret, som generation på generation har kunnet spejle sig i.

»Jeg kan ikke komme i tanker om andre klassikere før »Et dukkehjem«, der skildrer ægteskabet,« siger instruktøren Katrine Wiedemann. Hun prøvede selv kræfter med stykket, da hun i 2005 lod Marie-Louise Wille spille rollen som Nora på Betty Nansen Teatret.

»Det er stadig tæt på os. Vi går ikke så meget op i, om vi får mad på bordet, lever eller dør. Vi er grundlæggende bjærgede. Men vi har stadig brug for at få noget viden om ægteskabet. Man er nemlig aldrig alene i et ægteskab. Man er to mennesker. Og man er altid en del af et samfund, af en kontekst,« siger hun.

Netop det sidstnævnte faktum bliver man mindet om, når man ser en klassiker, for vi kan ikke rigtigt overskue vores egen tid, siger hun.

»Vi kan ikke se, at vi faktisk er del af en historisk periode. Vi tror, vi er frie, men vi er bundet af vores generation og af økonomiske vilkår. Afstanden til klassikeren gør, at man kan få øje på nogle grundmekanismer,« forklarer hun.

En stabil platform

Det er Anna Balslev enig i. Hun har bearbejdet og iscenesat den version af Ibsens klassiker, som året ud kan ses på Det Kongelige Teater.

»Når et stykke er så gammelt og har overlevet, er det, som om tematikken i det er større end mig. Når vi har arbejdet med »Et dukkehjem«, har jeg haft den følelse, at Ibsen har lavet en ualmindeligt stærk og stabil platform for diskussionen af temaet kærlighed mellem to mennesker og hvor svært, det er at være sig selv i det. Man kan stille sig op på den platform og vælge den brøkdel, der passer til vores tid nu,« siger hun.

Stykket blev i 1970erne ofte spillet som et stykke kvindepolitisk frigørelseshistorie. Men der er andet og mere på spil, mener forfatteren Merete Pryds Helle, som sidste år udgav romanen »Nora«, hvor hun digtede videre på fortællingen om verdensdramatikkens mest berømte kvindeskikkelse.

»Ibsen viser ganske vist, hvordan samfundsystemet er styret af mænd, og at kvinder bliver holdt uvidende og fastlåst i nogle roller i hans samtid. Det er naturligvis sandt og relevant historisk, men mange af de kønsproblematikker, der er i stykket, det strukturelle patriarkat, har vi ikke i dag. Men stykket hæver sig op over det, fordi det handler om, at Nora forblænder sig selv. Og vi kan stadig sagtens leve i en livsløgn eller i en illusion. Både mænd og kvinder,« siger hun.

»Hvis man en dag opdager, at alt det, man har forestillet sig om sit liv, og som man har indrettet sine bestræbelser på, er en illusion, bliver man nødt til at gå. Ikke nødvendigvis gå fra den person, man lever med, men gå fra sig selv. Det er så ydmygende at opdage, at man har bildt sig selv noget ind, og at man har levet i en livsdrøm, at man bliver nødt til at forlade den, man var. Man kan blive tvunget til at flytte sig for at blive sig selv. Det er derfor, Nora bliver ved med at være vedkommende,« synes Merete Pryds Helle.

Ingen Jeanne d'Arc

Anna Balslev er inde på noget af det samme.

»Nora er ingen feministisk Jeanne d’Arc, der rejser sig. Hun er ingen heltinde. Hun er tværtimod sindssygt fejlbarlig. Hun roder rundt i ikke at kunne træffe sine beslutninger, ligesom hendes mand faktisk gør det. For mig handler hendes dilemma om, hvorvidt hun skal vælge det udadtil lykkelige liv eller det sande liv, der eksisterer inde i hendes egen kerne. Stykket peger på, hvor umuligt det er at vælge rigtigt. Hvor umulig en opgave, vi mennesker har. Dilemmaet føles faktisk ekstra stærkt i dag, fordi vi er så optagede af, hvordan andre mennesker ser os. Det har vi til alle tider været, men i vores tid er det jo forstærket gennem sociale medier og total bevidsthed om, hvilken persona, vi hele tiden udsender.«

Da Anna Balslev læste teksten første gang, var hun fascineret af den selvfremstilling, Nora og Torvald Helmer hele tiden foretager.

»Der er noget, der afholder dem fra at have en reel samtale, fordi de bliver ved med at lege en leg. De er likeable – de er sjove, sensuelle og tiltrækkende, så man lægger ikke mærke til, at de faktisk er dybt materialistiske. Man bliver faktisk vildledt et langt stykke ad vejen til at tro, at Nora rent faktisk er lykkelig; det tror hun jo også selv. Det er et dilemma, der er så sindssygt spændende og frygteligt genkendeligt. Også for mig som ung, moderne kvinde.«

Også Katrine Wiedemann, der i øvrigt godt mener, man i dag kunne forestille sig Nora spillet som en mand, er interesseret i stykkets skildring af individet over for resten af verden.

»Stykket handler også om den borgerlige verdens krav på den ene side og kærligheden mellem to mennesker på den anden. Om kultur over for natur.«

Sådan er det næsten i alle klassikere, mener hun.

»Der er en ydre verden, der spiller ind i nogle ting mellem mennesker og deres instinkter. Nora har jo egentlig indgået et hemmeligt lån for at redde sin mand, der er syg  – hun er muligvis en lille lærkefugl, som hun kaldes i stykket, men det demonstrerer jo en dyb og moden omsorg for et andet menneske, hun elsker. En helt klassisk kærlighedsgerning, ikke mindst fordi den er hemmelig. Den lille havfrue ofrer sig jo også for prinsen i eventyret, men han ved det ikke. Kameliadamen ofrer sig hemmeligt for sin Armand. Der er ikke nogen klapsalver for det store offer.«

Men Nora møder realiteterne, forklarer Katrine Wiedemann: En borgerlig konstruktion, hvor det handler om social opstigning, penge og magt.

»Andre værdier end kærligheden styrer. Det store format i den gerning, hun har begået, bliver misforstået,« siger hun og refererer til, at Torvald først og fremmest tænker på at redde sig selv, da han finder ud af, at Nora har begået noget kriminelt for hans skyld, og at Nora derfor bliver skuffet i sine forventninger om at blive mødt med samme kærlighed, som hun selv har lagt for dagen.

»Og så kan hun ikke længere blive i ægteskabet,« siger Katrine Wiedemann.

Noget, der ikke findes

Merete Pryds Helle ser også Noras skuffede forventninger som helt afgørende, når vi skal forstå, hvorfor Nora går sin vej, selv om hun i princippet har alt. Hvis hun skulle blive, måtte »det vidunderlige ske«, en formulering, Ibsen-kendere ofte diskuterer, hvad betyder.

»For mig at se betyder det, at hun har en kærlighedsillusion, som hendes mand skal indfri. Han skal sige: Jeg ser dig, som du virkelig er, jeg ser dit offer, og jeg ofrer mig også for dig. Hun drømmer om en ligeværdighed, men ikke kun en ligeværdighed mellem kønnene – også en kærlighedsligeværdighed: Jeg gør alt for dig, du gør alt for mig. Hun drømmer om den vidunderlige harmoni, der ville bestå i, at hendes kærlighed mødes og modsvares, når hendes hemmelige offer kommer for en dag. Men når den vidunderlighed ikke indtræffer, forstår hun, at hele hendes liv er en illusion. Hun forstår, at det er hendes egen skyld. Hun har skabt noget, der ikke findes.«

Hvis Anna Balslev kunne spørge Nora om noget, ville spørgsmålene stå i kø.

»Det er en gåde for mig, hvad der sker i mennesket i dets store opgør med sig selv. Hvad er det, der sker, når vi pludselig kan finde på at lave en vending i vores egne liv? Og jeg vil gerne vide, hvad »det vidunderlige« er? I forhold til Nora, men da også i forhold til mit eget liv. Hvor kan jeg købe det? Hvad er det for en eliksir? Hvad er svaret? Jeg tror desværre ikke, Nora vil kunne forklare det. Det, at vi sidder i dag så mange år efter og stadig leder efter, hvad lykken er, er jo fascinerende. Det er en gåde, som er så mørk og dyb, at man ikke kan læse sig til den.«