Hos Ibsen bevæger alt det uudsagte sig som en strøm under det, figurerne siger til hinanden. Replikkerne er kun toppen af det isbjerg, der ligger neden under overfladen.
Men i Katrine Wiedemanns iscenesættelse af klassikeren »Et dukkehjem«, her kaldet »Nora« efter hovedfiguren, hives underteksterne frem i fuldt dagslys. Her spilles de som karikerende overtoner. På hele det ironiske klaviatur. Eksempel: Når Nora skal flirte med husvennen Dr. Rank sker det i en tavs forståelse mellem dem. Forbindelsen er uudtalt. Men her sætter Marie Louise Willes Nora sig på skødet af Tom Jensens fint og følsomt givne doktormand og begynder at gokke den frenetisk af på ham, mens dagligstuekonversationen fortsætter ufortrødent. Katrine Wiedemanns iscenesættelse er fuld af vidunderlige teaterpåhit, der tager gamle Henrik på ordet og alle mulige andre steder. Replikker som »Bring lampen ind« fører til inkvisitorisk afhøring af Dr. Rank med en standerlampe smækket lige i hovedet. Når Lars Brygmanns Krogstad betegner sig selv og Puk Scharbaus brunmelerede fru Linde som »skibbrudne«, der forsøger at nå hinanden, gynger og svajer hele scenografien, som om vi befandt os på åbent hav. Og Noras indre, pendulerende mareridt sættes i det hele taget på scenen med en sådan fantasi og billedrigdom, så det er en fryd.
Fur på kakkelovnen
I Thomas Bjørnagers fremragende kabinet, kan døre gå op og i, hammershøiske vægge flyve op og ned, så det hele gynger, perspektiver forskubbe sig i faretruende febersyner. Opfindsomheden kender ingen grænser i denne vildt karikerede, ekspressionistiske Ibsen, der sætter ordentlig fut på kakkelovnen med farceagtigt tempo, fuldfed underlægningsmusik og visuel overlegenhed. Hold kæft, hvor kan hun meget, hende Katrine Wiedemann. Og hun har den perfekte Nora til sit forehavende: Marie Louise Wille entrer scenen som en hårdtsminket påklædningsdukke fra 1950erne med svingende indkøbsposer. Sexet som bare pokker. En fnisende, lækker babydoll med indstuderede mannequinattituder og viftende øjenbryn, der grådigt propper sig med makroner, så det står ud af munden, mens hun egocentrisk plaprer løs. Uansvarlig til det infantile. Inden længe en lille, frysende pige på vild flugt på de høje hæle, når Noras falskskriveri - gjort af kærlighed til sin mand - er i overhængende fare for at blive afsløret. Marie Louise Wille ruller knalddygtigt med øjnene, river sig i håret og kryber desperat langs panelerne, mens Lars Brygmanns gustenblege sagfører Krogstad med fedtet hår og rødrandede øjne dukker ud af mørket som en anden gyserfigur i skrækfilmen for at plage livet af hende. Med Troels Lybys Helmer, machomand i skjorteærmer, som overbærende og belærende trofæejer med høj cigarføring bag de lukkede døre.
Men Ibsen, hvad med ham? Stærkt beskåret er han, med vrangen vendt ud. »Nora« er flot og begavet realiseret, morsomt afleveret. Men omslaget fra vild hittepåsomhed med store armbevægelser til reel alvor uden stilmæssige svinkeærinder, når Nora tager forklædningen af og sig selv sammen til opgøret med sit uansvarlige ægteskab, er som hentet ud af en anden forestilling. Turen fra neurotisk farcefigur til klassens dygtige pige hænger ikke sammen. Vi kender overhovedet ikke denne Nora. Og det er synd: for i den afsluttende scene ser man, hvor fremragende Troels Lybys brutale og uforstående Helmer og Marie Louise Willes følsomme og modige dukkebarn også kunne have været i en forestilling, der turde tro på Ibsen som andet end et forlæg for en hæsblæsende, afsindigt underholdende og - undskyld udtrykket - umoden teaterleg.
