En kvinde har alt, hvad hun har brug for her i tilværelsen. Ovenikøbet også en mand, der tilbeder hende. Alligevel ender det med, at hun skrider fra det hele. Hvorfor? En ung fyr vender hjem fra universitetet i udlandet, men finder ud af, at hans far er død, og at hans mor har giftet sig med faderens morder. Hvorfor nøler han sådan med at gøre noget ved det?
Hvem kan kende klassikerne? Rigtigt gættet: Nora i »Et dukkehjem« og »Hamlet« hører til de skikkelser, vi gerne ser på teaterscenerne igen og igen.
Ikke så meget, fordi vi sidder dernede i åndeløs spænding for at se, hvad der sker. De fleste, der forvilder sig ind til teatrets klassikere, må trods alt stadig formodes nogenlunde at have en idé om, hvor det hele ender henne. Det, der er det spændende, er, hvordan den historie, vi kender, fortælles og forvaltes. Hvilket lys, der kastes ind over den lige nu. Begge de nævnte stykker kommer op på Det Kongelige Teater i efterårssæsonen. Og det interessante bliver jo at se, hvordan Esben Smed, en af sin generations mest begavede skuespillere, vælger at tolke Hamlets psykiske problemer. Det spændende bliver at opleve, hvordan Sicilia Gadborg Høegh og hendes instruktør vil sandsynliggøre Noras pludselige forvandling fra kvidrende trofækone til selvstændigt væsen, der lukker døren til ægteskabet udefra.
Det er jo sådan, det er med de der klassikere, de er en slags grundfortællinger i vores civilisation: De har måske nok et evigt bud, der er til at få øje på, deraf deres appel, men samtidig er der også noget i dem, vi har svært ved at forstå. Der er sprækker i dem, der henligger i et evigt mørke. De er en ligning, der aldrig går op. Som Katrine Wiedemann nogenlunde har sagt det, så oplever hun, at hun som instruktør må »stå og hoppe for at nå op til klassikeren.«
Det er deres uudgrundelighed, der bliver ved med at pirre og interessere os. Hvorfor går Nora? Hvorfor tøver Hamlet? Vi kan blive ved med at spørge os selv om.
Det er deres uudgrundelighed, der bliver ved med at pirre og interessere os. Hvorfor går Nora? Hvorfor tøver Hamlet? Det kan vi blive ved med at spørge os selv om. Og komme med forskellige svar på, der afhænger af, hvem vi lige nu er som mennesker.
Et spejl fra fortiden
Det Kongelige Teater er abslout ikke det eneste teater, der spiller klassikere – flere af landets teatre har i dette efterår valgt at have en af de udødelige historier på repertoiret. Fra Molière til Ibsen. Fra Holberg til Beckett. Hvad skyldes det? Verdens usikkerhed? Ønsket om at forsøge at forstå alt det, der overgår os nu, ved at spejle os i fortiden? Er det følelsen af, at vi bare er små brikker i noget meget større, der trænger sig på? Eller handler det om, at teaterdirektørerne også vender sig mod gammelkendte titler, fordi coronaen presser teatrenes økonomi? I parentes bemærket er både »Hamlet«, »Et dukkehjem« og »Mutter Courage« storsælgere på Det Kongelige Teater, hvis største problem lige nu handler om at på plads til alle, der gerne vil se forestillingerne. Danskerne har ikke mistet deres lyst til teater under corona – nu hvor en stor del af sæderne er spærret af.
Personligt er jeg ligeglad, bare teatret spiller sine klassikere. De giver os allesammen en fornemmelse af, at det at være menneske med tanker, følelser, længsler og karakterbrister trods alt er noget, vi har til fælles på tværs af tid og rum. Der er nogle, der har prøvet det før. Vi er ikke så enestående i universets historie, som vi selv tror. Der er et før og et efter os. Det er nok meget sundt engang imellem at huske sig selv på.
Velkommen tilbage i teatret.
