Det er vejr til en tur i biffen. Denne filmperle er et møde mellem »The Commitments« og »A Star Is Born«

Filmanmeldelse: Tag en pause fra det danske sommervejr og nyd den drøncharmerende skotske perle »Wild Rose« - filmen, hvor »The Commitments« møder »A Star is Born«.

»Wild Rose« er fra 2018, men har først nu fundet vej til de danske biografer. Den er ventetiden værd. Foto: Scanbox Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanbox

Musikfilm er det helt store for tiden. Det seneste års tid har vi foruden en håndfuld musikdokumentarer kunnet hygge os med biografier som »Bohemian Rhapsody« og »Rocketman«, den prisvindende »A Star Is Born« og feel good-komedier som »Yesterday« og »Blinded by the Light«.

I dette lys kan »Wild Rose« virke som endnu en af slagsen, men den kan noget særligt. Filmen foregår i Glasgow, hvor Rose-Lynn drømmer om at rejse til Nashville i USA og blive countrystjerne.

Den drøm virker endog temmelig langt væk, idet Rose-Lynns liv ikke ligefrem er en linedance på roser: Hun er netop blevet løsladt fra fængslet, men har stadig fodlænke på, hun kender ikke rigtigt sine to børn efter ikke at have set dem i et år, og forholdet til moren er ikke just hjerteligt.

Her kan du se filmens trailer:

Samtidig er Rose-Lynn noget af en outsider i det grå Glasgow med sin frynselæderjakke, hvide cowboystøvler og jeg-er-født-til-noget-større-end-det-her-attitude. En historie om en datter af en rengøringskone, der drømmer om en musikkarriere, kunne hurtigt blive formularisk og være noget, vi alle sammen har set mange gange før, men »Wild Rose« er ligesom sin hovedperson helt sin egen.

Man siger, at en god countrysang består af »Three chords and the truth«, og på samme måde er »Wild Rose« ikke nogen kompliceret film, men får utrolig meget ud af en simpel fortælling. Blandt andet fordi den behændigt undgår genrens klichéer og elegant styrer uden om lette løsninger.

Det vil være synd at afsløre for meget, men især i den sidste halve time tager historien en uventet drejning. Og fnyser i øvrigt lydeligt af ideen om, at måden at komme frem i musikbranchen er via talentshow som »X Factor«.

Samtidig er det ikke bare en film om musik, men i lige så høj grad en film om ikke at passe ind, om drømme vs. virkelighedens barske realiteter og om at nægte at acceptere sin sociale arv.

Det er således en film, som alle, der nogensinde har drømt om noget andet end det, de har, kan identificere sig med. Også selv om man ikke specifikt bor i Skotland og har ambitioner om at blive countrysanger.

»Wild Rose« bliver markedsført som en feel good-film, og det er den da også langt hen ad vejen – blandt andet i en hjertevarm lille scene, hvor Rose-Lynn endelig slipper af med sin fodlænke og fejrer det ved at tage på Glasgows eneste countrybar, indtage scenen, lægge hele lokalet ned og afslutte med at rive sin stivnakkede advokat rundt i en dans, han slet ikke er tryg ved. Også selv om hun faktisk er sur på ham, fordi han i retten kom til at kalde country for country & western.

Som en god countrysang gør filmen til tider ondt helt ind i hjertekulen, især når Rose-Lynn bliver nødt til at foretage nogle barske valg, når hun skal vælge mellem sine børn og sin musikkarriere.

Det er enormt medrivende – ikke mindst på grund af to fremragende skuespillerpræstationer. Veteranen Julie Walters er glimrende som Rose- Lynns mor, hvis arme ganske vist er permanent korslagte, men som alligevel har hjertet på rette sted.

Jessie Buckley blev nomineret til en BAFTA for sin rolle som Rose-Lynn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanbox.

Det er dog Jessie Buckley – senest set i HBO-serien »Chernobyl« – der for alvor lyser op som den dødcharmerende, men også utroligt fejlbarlige Rose-Lynn, som man skiftevis har lyst til at give en krammer og et nakkedrag. Og så hjælper det sandelig også på filmen som helhed, at Buckley synger mageløst godt.

Hvilket bringer os til soundtracket, der i sagens natur er temmelig vigtigt i en film som denne: Det er ganske forrygende med covers af blandt andre Chris Stapleton og Emmylou Harris, en fræk version af Primal Screams »Country Girl« og den originale sang »Glasgow (No Place Like Home)«, der strengt taget fortjener at blive et lige så stort hit som »Shallow« fra »A Star Is Born«.

Og får du dig ikke en lille tudetur, når den sang bliver fremført til sidst i filmen, er du saftsuseme en hård hund. Country-aficionadoer kan for resten more sig med at spotte countrystjernerne Ashley McBryde og Kacey Musgraves i to små cameos.

»Wild Rose«
Spilletid:
100 min. Genre: Drama. Instruktion: Tom Harper. Manus: Nicole Taylor. Med: Jessie Buckley, Julie Walters, Sophie Okonedo m.fl. Premiere: 23. juli landet over.