Det er en sand historie, der bliver fortalt i Netflix’ »Hillbilly Elegy«, der handler om forfatteren og storinvestoren J.D. Vances problemfyldte barndom i en fattig landfamilie i Ohio og hans vej ud af samme miljø. Stærke skuespillere som Amy Adams, der spiller J.D.s stofafhængige mor, Bev, og Glenn Close, der spiller hans hårdtprøvede mormor, Mamaw, gør en stor indsats i filmens gråmelerede miljø, men lykkes ikke med at gøre filmen helt så følelsesmæssigt sønderrivende, som historien lægger op til.
J.D.s familie stammer fra en ludfattig del af Kentucky, hvilket slås fast, da der bliver taget et familiefoto foran dens nedslidte bungalow, og billedet skifter til tidligere generationers sort-hvide familiebilleder af husmænd og minearbejdere. Den sociale arv er etableret i kulstøv, snavs og elendighed, og J.D.s egen mor fører arven videre, da hun mister sit job som sygeplejerske på grund af pillemisbrug.
»Det var, som om der manglede noget,« siger J.D.s fortællerstemme, »måske var det håb.«
Med den biografiske films efterhånden velkendte fortællegreb skiftes der mellem J.D.s nutid og fortid. Som voksen, stipendiestøttet jurastuderende på det prestigiøse Yale University skal han forsøge at begå sig i et mahognimiljø blandt elever, der kun har kendt rigdom og privilegier. Han ringer i panik til sin kæreste under en meet-and-greet-middag, hvor han skal imponere kommende arbejdsgivere fra distingverede advokatfirmaer: Han ved ikke, hvordan han skal benytte de tre forskellige slags sølvgafler, der ligger ved hans tallerken.
Det er ikke så tit, at klasseforskelle er et anliggende i amerikanske film. Her er det oprigtigt hjerteskærende, da J.D. under middagen forsøger at gøre sin beskedne herkomst fra generationer af bondeknolde til noget særligt ved at fortælle, at han er efterkommer af en af de stridende parter i Kentuckys berygtede slægtsfejde mellem to indavlede familier, the Hatfields og the McCoys.
Den scene er et af de alt for få morsomme momenter i »Hillbilly Elegy«, der er tæt på at blive drænet for enhver farve af sit eget trøstesløse miljø. Hans bedsteforældres ægteskab er præget af alkohol og vold – bedstemor Mamaw (Glenn Close) sætter ild til sin mand for at straffe ham for drukkenskab! – mens deres datter og J.D.s mor, Bev, bliver gravid som 15-årig og flygter til Ohio.
Amy Adams spillede misbruger i sydstatsdramaet »Sharp Objects« (2018) og sætter et menneskeligt ansigt på afhængigheden. Hun er overbevisende som en person, der ikke føler sig hjemme nogen steder, og som betragter både sine forældre og sine børn som fjender.
Hun tæsker løs på sin søn for de mindste forseelser, og da han som pengeløs studerende vil betale for hendes narkoafvænning, afviser hun ham. Hun vil ikke give ham en chance for »at føle sig overlegen«, som hun siger.
Men moren er dog også indirekte årsag til hans redning. Da mormor Mamaw indser, at J.D. er på vej til at gentage sin mors fejltagelser, henter hun ham hjem til sig selv, hvor han må finde sig i hendes nultolerancepolitik, hvad alkohol og stoffer angår. Det går ikke stille af, men Mamaw vinder til sidst. Hun er ikke ligefrem en elskelig bedstemor. Da J.D. grædefærdigt spørger hende: »Hvorfor vil du overhovedet have mig?« skodder hun cerutten, og snerrer »Hvem siger, at jeg vil have dig?«
Familien forpligter, og i Kentucky kommer familien altid først, uanset om familien er årsag til derouten, eller om den er halmstrået, der bringer handlingen til sin forudsigeligt håbefulde konklusion. Det kan godt være, at »Hillbilly Elegy« er en autentisk historie, men man gør næsten ironisk honnør for dens ærkeamerikanske morale, da den bliver pindet ud af fortællerstemmen: »Vores baggrund bestemmer, hvem vi er, men vi vælger selv, hvem vi kan blive«. I den henseende bliver filmen næsten en ubehagelig påmindelse om, at grimme ællinger sjældent bliver til svaner.
Hillbilly Elegy. Instruktion: Ron Howard. Medvirkende: Amy Adams og Glenn Close. I biografen nu og på Netflix den 24. november.
