Denne film er mere optaget af Los Angeles end af de kvinder, der bor i den

En smuk kvinde forsvinder sporløst, en mand beslutter sig for at finde hende. Men desværre er instruktøren bag »Under The Silver Lake« mere optaget af den mytiske filmby Los Angeles, end han er af sine kvindelige hovedpersoner.

Yndige Sarah, spillet af Riley Keough, gør et dybt indtryk på slackeren Sam (Andrew Garfield) i noir-pastichen »Under The Silver Lake«. Hendes forsvinden fører ham ind i Los Angeles’ betændte underbevidsthed. Fold sammen
Læs mere

Byen med stjerner drager. Men filmbyen Los Angeles er også et mystisk sted, hvor drømme skabes, knuses og males forvrænget og kalejdoskopisk op på en himmel, der altid er uskyldigt blå over falske løfter, fordærv og forløjet plastic, der forvitrer i solen.

En smuk kvinde forsvinder sporløst, en mand beslutter sig for at finde hende og bliver suget ind i en underverden af urbane myter, hundedrab, sexede starletter og ondskab. En odysse af særhed, hemmeligheder, pink drømme og undergang følger.

Instruktør David Robert Mitchell har med »Under The Silver Lake« føjet sin version af L.A. til de mange, der kom før ham. Filmen er en buffet af elementer, som på sin vis føles gammelkendte, men som er sat sammen så tilpas nyt og sært, at man må holde fast til den bittersøde ende. Med træk fra slackerfilm, detektivfilm som klassisk noir, thrillere og meget andet låner filmen med arme og ben, ryster sammen til en cocktail, der måske ikke altid er lige smagfuld, men dog interessant.

En film om vores hede drømme
Andrew Garfield er så utroligt stenet som antihelten Sam, at man kan undre sig over, at han har haft drivkraft nok til at flytte hjemmefra og forsøge sig i en by, der i den grad æder sjæle op. Med en doven, men vedholdende ildhu begiver han sig ud i at opklare mysteriet om den underskønne og uudgrundelige nabo Sarah, der spilles af Riley Keough.

Som en paranoid søvngænger i et tømmermandsramt syretrip leder Sam efter de mindste tegn på, hvor hun er, og hvad der egentligt foregår omkring ham. Er der hemmelige koder omkring ham, kun for de særligt indviede? De smukke, rige og succesfulde, der holder den californiske drøm i et jerngreb bag deres palæers gated communities? Selvfølgelig er der det.

Performance-starletten Baloon Girl (Grace van Patten) leder antihelt Sam dybere ned i krypten og kaninhullet i »Under The Silver Lake« Fold sammen
Læs mere

»Under The Silver Lake« har et underspillet drive og et tårnhøjt teknisk ambitionsniveau, der gør filmen både underholdende, irriterende og stærkt seværdig. Den vil, antager jeg, gerne fortælle os noget om de hede celluloid-drømme, der både fodrer vores underbevidsthed og det altædende monster, der er Los Angeles. En by, hvor alle er ramt af arvesynd og ambition.

David Robert Mitchell har en stor kærlighed til byen og den måde, hvor den i film efter film løftes op til en prisme eller et troldspejl. Derfor har han nok også en tendens til at ville have det hele med, at være både horror og Hitchcock. Man kan smage den store bund af »En kvinde skygges«, »Skjulte Øjne«, »L.A. Confidential«, »Inherent Vice«  og meget andet godt. Selv »La La Land« - dog uden musical-elementer.

Kvinder interesserer os ikke
Selv var jeg fornøjet af nyere og beske drys, der mindede mig om »The Neon Demon«, hvor de sære og skønne starletter dog havde langt mere handlekraft og personlighed. Her reduceres kvinderne til tragiske og papirstynde bifigurer, der kun igangsætter og fastholder handlingen, når de skubber Sam ud af nye tangenter.

Måske er det en subtil hentydning til kvindens tradtionelle rolle i noir-genren, hvor hun er enten femme fatale eller den efterstræbte uskyldighed? Det er på hendes baggrund eller initiativ, at (anti)helten finder modet til at stræbe og udfolde sig. Eller også interesserer filmen sig bare ikke for kvinder, når det kommer til stykket. Fordi Andrew Garfield fylder så meget og minder om Shaggy fra Scooby Doo, mens han tumler ind i det ene spor efter det andet, kan man nemt tro det sidste.

»»Under The Silver Lake« bliver hængende. Som billig parfume i lagnerne efter en nat, hvor underlige ting dukker op i krop og sind, længe efter sengetøjet er vasket«


Hvis billedsiden er smuk og sælsom, er musikken et kapitel for sig, der mere end supplerer hver eneste scene. Her løfter tonerne historien (eller manglen på samme) og trækker os længere ind. Pop, rock og ikke mindst instrumentale stykker, der lyder og føles som gamle, glemte stykker filmmusik fra klassiske film får »Under The Silver Lake« til at føles mere vægtig, end den måske er. Det er også musikken, der bærer en af de bedste og sjoveste sidehistorier om kultbandet »Jesus and the Brides of Dracula«, der dukker pletvist op undervejs i filmen.

Øjeblikke af skønhed
Filmen kunne snildt være skåret skarpere og nogle af vildsporene fører ikke så interessante steder hen, at det gør noget. Men selv når filmen farer vild, opstår øjeblikke af skønhed, der må have været for svære at kvæle, når først de var født.

Måske er filmen bedst, når man har en snert af tømmermænd. Se den for billederne og musikken alene, og se, om du kan skabe mening i alle de tegn, der drysses over den. »Under The Silver Lake« bliver hængende. Som billig parfume i lagnerne efter en nat, hvor alt gik formidabelt i hegnet, og hvor underlige ting dukker op i krop og sind, længe efter sengetøjet er vasket.

»Under The Silver Lake«. Instruktør: David Robert Mitchell. Medvirkende:Andrew Garfield, Riley Keough,Topher Grace