Det er kun otte år siden, at Ridley Scott slap Russell Crowe løs i Sherwood-skoven, men tiden er åbenbart moden til en nyere og mere hip Hood. Ræsonnementet må være, at teenagere ikke kender de »gamle« film og skal have deres egen udgave. Eller noget.
Robin er en ung livsglad og rig knøs, der helst vil snave sin kæreste Marian i bund dagen lang på sit gods, men må afsted, da han bliver tvangsudskrevet til korstogstjeneste af sheriffen. I Jerusalem kæmpes mod ninja-agtige assasiner, der sender en pileregn over Robins deling ved hjælp af »maskin-armbrøster«. Skulle en historisk interesseret læser hér indvende i sit stille sind, at det lyder søgt, så har vedkommende helt ret.
Er man helt med på, at filmen i ét og alt består af en tredjedel historisk korrekte detaljer, en tredjedel nutidighed og en tredjedel futurisme, ofte i en lidt uskøn blanding, så er man muligvis relativt godt underholdt.
Det er tyndt og larmende, til gengæld varer filmen alt for længe.
Historien er spidsvinklet og fortælles i et så opkørt tempo, at den flade fornemmelse, der undervejs kan indfinde sig, hurtigt jages på flugt. Tæer krummes sammen i skoene, mens latteren (både den frivillige og ufrivillige) presser sig på.
Selvfølgelig er Lille John maurer, selvom det er et greb, der blev skabt til 80er-serien »Robin af Sherwood«, men nu er det sådan. Her reduceres John (Jamie Foxx) til en slags kick-ass Jesper Fårekylling, der konstant fortæller Robin (Taron Egerton), hvordan han skal vinde revolutionen. Loxley er nuttet og retskaffen, men åbenbart dummere end snot. Gudskelov er han også lærenem, ellers var de stakkels beboere i Nottingham ilde stedt. Og de har det slemt nok i forvejen; skyhøje skatter skrives ud for at finansiere krig i fjerne lande, fjenden står klar til at oversvømme England og så videre.
Det er tyndt og larmende, til gengæld varer filmen alt for længe.
Skurkene går i jakkesæt, naturligvis, og sheriffen af Nottingham er lige så ond, som han er kold. Ben Mendelsohn er som altid eminent som grå, glat og grisk mellemledertype, der her udstyres med en ansats til baggrundshistorie. At han ligner den britiske politiker Nigel Farage og udråber sig selv til folkets stemme, er næppe tilfældigt. Men selve figuren er simpelthen for uhyrlig og bliver derved latterlig. Hvor Alan Rickman ville skære hjerter ud med en ske, vil denne sherif koge »The Hood« i hans eget pis. Citat slut. Da den egentlige skurk træder frem, er der endelig noget til de voksne. Ikke i figuren, men det er en casting, der giver mening. Mere skal ikke afsløres her.
Rollerne er såmænd udmærket besat og spillet, men alle ser ud, som om de ville ønske, at de var med i en bedre film. En film, der enten gik dybere, var mere steam-punk eller bare skruede helt op for charmen og det respektløse.
»Robin Hood« fungerer i glimt, men heller ikke ret meget mere.
»Robin Hood«. Instruktør: Otto Bathurst Skuespillere: Taron Egerton, Jamie Foxx, Ben Mendelsohn, Eve Hewson, Jamie Dornan, Tim Minchin m.fl.
Premiere over hele landet
