Sabrina har en »drama-king« af en hest med dårlig stedsans. Nu skal de på Hubertusjagt sammen

»Vi plejede at kalde ham »drama-king«, for han stejlede, bare han så en vandpyt,« siger Sabrina Solis om Albert. Som egentlig hedder PS Conto 4 Real, og når nogen hedder noget så fjollet, ved man godt, at der er en lang stamtavle bag.

Sabrina Solis er 26 år, Albert er syv, og de red deres første hubertusjagt sammen sidste år.

Vi er til den sidste jagt i Dyrehaven inden hubertusjagten, og den del, der hedder Jægersborg Hegn, er spækket med ryttere i tætsiddende hvide ridebukser og røde jakker … nå ja, og heste og ponyer i alle højder og drøjder. I morgen, søndag den 4. november, rider ca. 150 ryttere den traditionsrige hubertusjagt, men i dag er det uden publikum, og det er ret skønt at være så heldig at være på pletten sådan en søndag morgen, hvor heste og ryttere smiler over hele fjæset. (Godt nok mest menneskene, men dyrene ser også ud til at være begejstrede).

Det gungrer i den våde muld, når et af felterne nærmer sig springene, og med mere eller mindre elegance hoppes der over bomme og buske.

Solen kaster lange efterårsskygger, der er dug i græsset, og på Tuemosesletten står heste og ryttere og pruster af efter den 14 kilometer lange jagt. Sabrina Solis har redet jagt, siden hun var ponyrytter.

I dag er det Albert, der står under hende og puster ud. Egentlig tilhører hesten Henrik Friis, som er formand for Sportsrideklubben, og som kommer til at ride forrest i feltet under hubertusjagten, men Sabrina træner Albert tre gange om ugen. For han var ikke klar til jagt, da han blev købt.

»Han havde en dårlig balance og løb uden om springene. Han kunne heller ikke dreje, når han gik ned ad bakke. Desuden skal man øve signalerne til hesten, for jagtheste er nødt til at være meget lydige,« forklarer hun. Og så var der det med vandpytterne …

»Han kan jo ikke vide af sig selv, at de ikke er farlige. Så i en måned gik jeg bare ved siden af ham og pjaskede i vandpytter. Det kostede et par sko, men nu er han ikke bange for dem længere.«

Hvordan læser man en hest?

Sabrina Solis har tilredet ponyer og heste, siden hun var 12 år og første gang fik en hest, som aldrig havde haft en rytter på sin ryg.

»Så blev det hurtigt sådan, at folk sagde, at »det kan du da gøre«, hvis de havde en hest, som skulle tilrides eller trænes. Og da jeg var 21, rejste jeg til New York, hvor jeg i en periode trænede ponyer og heste og lærte mere om, hvordan man gør.«

Hvis det lyder lidt »hestehvisker-agtigt«, må man spørge ind til, hvordan man overhovedet aflæser en hest ...

»Det kræver, at man er rolig og har tålmodighed. Man skal se på, om hesten er nervøs eller laver ballade og har brug for, at man siger: »Så hører du lige efter«. Man skal skabe rammer, hvor den forstår, hvad den skal. Nogle gange kan dens nervøsitet også betyde, at den spørger: »Hvad skal jeg her?« Så skal rytteren give svar. Jeg bliver ikke bange for en hest, der er lidt vild, men man kan være spændt. Og jeg har da taget mine fald.«

En herre i rød jakke kan ikke dy sig for at blande sig i samtalen og kommer over og siger, at »tilsammen er vi 95 år«, mens han peger på sin hest. Det viser sig, at John Randskov, som herren hedder, er 72 år, og hans hest er 23.

»Jeg har altid redet, og da jeg var seks år, kørte jeg tospand, men nu har jeg lagt mig fast på jagt, for det kan man sagtens ride langt oppe i alderen. Og det gælder også min hest,« siger han om Hamlet, som ser lige så frisk og rørig ud som sin ejer.

Og spørger man Sabrina Solis, hvad man skal se efter, når man som tilskuer vil vide, hvornår en ekvipage fungerer, svarer hun: »Man skal holde øje med, om rytteren smiler, om der er en form for enighed eller harmoni mellem hest og rytter. Og hesten skal bue ryggen, når den springer.«

Så ved vi det.

I gamle dage lod man hunde støve ræven op, og feltet fulgte hunde og ræv. I dag er der ingen jagthunde, og ræven er erstattet af »forlorne« ræve i form af to erfarne ryttere, som rider forrest med rævehaler på deres røde jakker. Ser man en person iført høj hat, er det feltets master, som styrer tempoet. Til sidst rider en bagmaster, som sørger for, at alle er med.

En billig hest

Sabrina Solis ved godt, at nogle mennesker opfatter jagtridning som en overklassesport. Selv fremviser hun jakke, nål og feston, som alle er 12 år gamle, og fortæller, at det kun koster 150 kroner at deltage i en jagt – og det dobbelte, når det er hubertusjagt.

»I sådan et jagtfelt er der blandt andet folk, som har store stillinger højt oppe i dansk erhvervsliv eller er meget ældre end mig, men det hele blender sammen, når vi får den røde jakke på. Så er vi alle ens og har et kæmpe fællesskab,« fortæller hun.

Til daglig læser hun på Copenhagen Business School, hvor hun er ved at tage kandidatuddannelsen cand.merc.(kom.).

»Jeg er nødt til at få et godt job, så jeg har råd til at få min egen hest. Og ja, det kræver vilje og prioritering at dyrke hestesport, mens man læser. Jeg bruger mine penge på stævner og jagter i stedet for cafébesøg, og så har jeg et studiejob, hvor jeg står op ved femtiden syv dage om ugen og tager fra Vanløse. Så er jeg i sadlen på Klampenborg Galopbane klokken seks, og klokken 12 tager jeg hjem og skifter og går til forelæsninger. Tre gange om ugen træner jeg Albert om aftenen. Jeg er så heldig, at jeg har sparet sammen til en bil, for før havde jeg en times transport hver vej,« fortæller Sabrina Solis og understreger, at man ikke behøver en hest med lang stamtavle for at ride jagt.

»Man kan godt finde en god hest til 30.000 kroner, men så skal man måske selv lægge lidt arbejde i at få den gjort klar til jagt,« siger hun.

Uro i benene

For jagtrytterne er hubertusjagten afslutningen på en sæson, som er startet i begyndelsen af april med jagter i Dyrehaven, i de sjællandske skove og ved godser samt tre jagter på Gutshaus Stolpe i Tyskland – i alt 24 jagter.

»Hubertus er specielt, fordi der er så meget historie bag, og man kender området. Det er en unik oplevelse, og det giver mere nerve, at der er så mange publikummer. Det er klart, at man er lidt mere på stikkerne, og det går fra rytteren ned i benene. De fleste heste glæder sig, og man kan mærke, at de spænder op. De kender efterhånden området i Dyrehaven, og de bliver ofte ret friske, når de ser opløbsstrækningen, hvor de er vant til at galoppere. Så er man nødt til at holde dem tilbage – altså undtagen Albert. Han har ikke meget stedsans. Nu har han redet en del jagter, og når en hest har redet 20, begynder den at falde til ro i det, for så har den prøvet lidt af hvert, så jeg glæder mig til at ride hubertusjagt på søndag,« siger Sabrina Solis.

Jagten er slut, og der blæses i horn. De jagtansvarlige takkes, og den unge pige, som vandt rævehalen i ponyløbet, bliver hyldet. Det foregår ved, at der klappes, og alle ryttere råber tre gange hurra og så et »HYP, HYP, HURRAAA.«