Dar Salim: »Jeg har været dårlig til at gå ind i forhold – og lige så dårlig til at komme ud af dem igen«

Han fløj højt og hurtigt. Men blev på et tidspunkt klar over, at han var i gang med at blive indhentet af sit eget vanvittige tempo. Overhalet indenom – af sig selv.

Det år, han fyldte 40 år, havde han pludselig følelsen af, at alting var gået alt for stærkt.

Opvæksten i en ghetto på Amager, der lukkede sig om sig selv med alle sine »fucked up« problemer, havde udløst en massiv længsel efter at komme væk. Det lykkedes. Med katapultfart blev han sendt en tur henover mønsterbryder-land og videre til et andet liv. Her skulle ingen længere fortælle ham, hvor han hørte til. Han kunne bestemme over sin egne tilværelse. Over sin egen fremtid, hvem han ville være og hvorfor.

Det var dengang, alting gik stærkt. Men det har skuespilleren Dar Salim i dag lagt bag sig.

»Det er snart 20 år siden, jeg foretog den rejse, og derfor er historien »fra ghetto til succes« slut for mig. Jeg har siden truffet en række afgørende valg, uafhængig af min fortid, og jeg har ikke mindst arbejdet med at udvikle mig som skuespiller for at nå hertil, hvor jeg er i dag.«

Fra på torsdag er Dar Salim premiere-aktuel i filmen »Til vi falder«, hvor han for sin mandlige hovedrolle fik prisen som »Best Actor« ved verdenspremieren på Tallinn Black Nights Film Festival. Han har spillet med i TV-serier som »Borgen« og »Dicte«, været med i dramafilmen »Kapringen«, og for sin hovedrolle i actionbraget »Underverden« modtaget prisen som »Årets danske skuespiller«. På sit CV kan han skrive indtil flere Robert- og Bodil-nomineringer.

»I hele mit liv har jeg kørt med en abnormt hurtig hastighed. Folk omkring mig har altid sagt, at de syntes, det er gået stærkt, men jeg har ikke selv mærket tempoet. Det har føltes naturligt for mig lige indtil for omkring halvandet år siden.«

Svært med kvinder

Derfor gik 2018 på flere måder hen og blev et vigtigt vendepunkt og en nødvendig pause, der kom til at strække sig over det meste af et år. For også privat har der været fuld fart på. Indtil 2014 dannede den irakiskfødte skuespiller par med en filmproducent og blev far til en lille dreng. Brød med sin samlever og søns mor, gik senere ind i flere nye forhold, som han vidste, han ikke skulle være i. Alligevel kunne han ikke finde ud af at komme ud af dem.

»Jeg har været dårlig til at gå ind i forhold, og lige så dårlig til at komme ud af dem igen,« konstaterer han.

Lejligheden i Istedgade, som han købte efter bruddet med sønnens mor, var i begyndelsen for stor og for dyr. Af en eller anden grund var det lykkedes at overbevise banken om at låne ham pengene. Han har altid haft dyb tillid til, at han nok skal klare sig.

»Jeg syntes jo ikke selv, jeg havde haft så meget drøn på, ikke mere end så mange andre, jeg kender. Men jeg begyndte alligevel at tænke over det. Jo mere jeg tænkte, desto mere gik det op for mig, at der var flere ting, jeg burde tage fat på, og som i bund og grund handlede om mig selv og ikke kun om at have for travlt.

Det var ikke stress eller alverdens diagnoser. Heller ikke for meget vin eller kvinder for at dulme. Eller jo, der har også været meget af dét, men det kommer an på, hvem det er, der måler det, alt er jo relativt. Helt grundlæggende kunne jeg bare mærke, at det her liv, det bliver usundt, hvis jeg fortsætter som hidtil,« siger han.

Det selvvalgte sabbatår er ikke blevet brugt til at sidde derhjemme og dyrke yoga eller pille sig selv i navlen, som han siger. Han er ikke typen.

»Jeg har jo altid gang i noget på den en eller den anden måde, jeg er også med i et streetfood-projekt lidt på sidelinjen, men jeg fik alligevel luft til at tænke og prøve at få nogle personlige ting på plads. I dag kan jeg sige, at jeg sjældent har haft det bedre.«

Muskler og udseende betyder ikke noget længere

Fysisk har Dar Salim til gengæld sjældent været i så elendig form og trænet så lidt.

»I de seneste tre roller, jeg har spillet, har jeg ikke måttet være for veltrænet, tværtimod. Jeg har det bedre mentalt, når jeg træner, det er en vigtig del af mig. Men det ydre, udseendet og musklerne betyder ikke længere noget. Jeg har det godt i min krop i dag, meget bedre end da jeg var 25 år og helt skarp.«

Dar Salim har inviteret inden for hjemme på den mondæne del af Islands Brygge. For to år siden flyttede han fra Vesterbro til »Bryggen«. Gennem lejlighedens store vinduer er der direkte udsigt til en lille ny, kunstigt anlagt sandstrand, hvorfra han om sommeren bader med sin søn. Han er stærkt begejstret for kvarteret, hvor børnene løber ind og ud hos hinanden. Et godt sted at vokse op for sønnen, siger han.

I  begyndelsen af sidste år skulle Dar Salim have været il Indien, for at indspille børnefilmen »Iqbal & Den Indiske Juvel«. Det lykkedes ham at blive skrevet ud af manuskriptet for at realisere beslutningen om at tage en pause fra det hele og i stedet klare optagelserne på en enkelt dag i København.

»Jeg gav mig selv et år til at holde mig fri af optagelser. Det er den bedste beslutning, jeg har truffet i meget lang tid. Ikke fordi jeg på nogen måde tror, det er en usædvanlig beslutning. Måske mere at få den realiseret i praksis, også økonomisk og så ellers – og det kan lyde virkelig banalt – tage en så tilstrækkelig lang time-out, at man for alvor kan mærke sig selv. Også dér, hvor man måske ikke synes, man er det mest charmerende menneske i verden.«

Professionelt var Dar Salim desuden nået til et tidspunkt i sin karriere, hvor det var oplagt at stoppe op og foretage en slags status.

»Jeg har altid sagt til nej til den slags roller, som jeg på forhånd har vidst, ville låse mig fast i en ganske bestemt type. Også før jeg overhovedet havde råd til at sige nej rent økonomisk og velvidende, at der ikke var tilbud om andre roller. Men for mig handler det i dag om at være et sted, hvor selve projektet virkelig kan trække, enten på grund af manuskriptet, folkene bag eller en kombination. Det skal være en sjov komedie, hvis det altså er en komedie, ellers vil jeg hellere lade være. For når nu man arbejder med noget, som fylder alt, så skal det virkelig også være det værd. Det er min tid og mit liv, jeg bruger på det.«

Han mener, at filmbranchen altid vil vælge det sikre kort og forsøge at sætte skuespilleren i en kasse, uanset om den kasse er en formodning om, hvad det er publikum vil have, en latterlig fordom, som nogen kan have i forhold til, hvem man er som skuespiler. Eller et forsøg på at gentage en succes, som skuespilleren allerede har haft.

»Det er op til dig selv som skuespiller at træffe dine egne valg og selv definere, hvem du er, og hvad du kan på det store lærred. Det kræver, at du først og fremmest er i stand til at sige nej!«

»Nu har du endelig opnået det, du ville«

Med hovedroller i den anmelderroste film »Underverden« og TV 2-serien »Kriger« har Dar Salim med sine egne ord fået sat sig der, hvor han endelig har kunnet sige højt til sig selv:

»Nu er du her. Nu har du opnået det, du gerne ville.« Men stadig med ambitionerne lige intakte og lysten til nye roller.

Med anerkendelsen har fulgt nogle af de muligheder, Dar Salim har stræbt så hårdt efter, og som er blevet så vigtig for ham: At spille en karakter, alene baseret på sin faglige kunnen og talent.

I den aktuelle »Til vi falder« har Dar Salim den mandlige hovedrolle og er den ene i et ægtepar, der nogle år efter, at deres søn er forsvundet på en lille spansk ferieø, tager tilbage for at afslutte politisagen. Det bliver et trist og overvældende gensyn med det sted, hvor de engang var lykkelige.

Mens Louise (spillet af den svenske skuespiller Lisa Carlehed) prøver at se fremad, kan Adam (Dar Salim) ikke slippe tanken om at finde ud af, hvad der skete med deres søn. På forskellig vis forsøger parret at finde en vej ud af sorgen og genopdage glæden, kærligheden og troen på et nyt liv.

Ifølge Dar Salim et kammerspils-drama, hvor maskulinitet er noget helt andet end i mange af de andre film, han ellers har medvirket i.

»For mig var det en kærlighedshistorie, som blev nøglen til min karakter. Hvis nu man er sammen med den rigtige kvinde, men møder den største og mest grufulde forhindring overhovedet – at miste et barn – kan kærligheden så overleve? Så bliver det i stedet en film om en mand, der hele tiden er i sorg, splittet mellem på den ene side kærligheden til sin kone og på den anden side sorgen sammen med en søgen efter det rette svar: Hvor er min søn, og kan det passe, at jeg skal leve uden ham?

Adam ved godt, at forløsningen ligger i kærligheden, men han kæmper nærmest mod tyngdekraften, som er tabet af sønnen. På den måde bliver det hans kamp mellem tyngdekraften og kærligheden,« forklarer Dar Salim.

Banede vejen for andre

Rollen som Adam kunne være spillet af en skuespiller med en hvilken som helst nationalitet. Og ikke som i Dar Salims gennembrud tilbage i 2008 i det prisbelønnede drama »Gå med fred, Jamil«, som er et opgør mellem indvandrere. Dermed var Dar Salim den første herhjemme til at bryde med et tabu og en tradition: At danskere med en anden etnisk baggrund også kan fylde en hovedrolle ud og være stjerne i en danskproduceret film i Danmark med skuespillere, der ikke er pæredanske.

Filmen blev siden genstand for debat, ikke mindst på grund af sin voldsomhed, men anmelderne var begejstrede og mente, at den var »med til at tegne et nuanceret billede af både forskellighed og racisme, af æreskrænkelse og af opdragelse«, som det hed i en anmeldelse.

Hvad beyder det for dig, at du med Jamil gik forrest for en ny generation og måske banede en vej?

»Jeg banede ikke en vej med Jamil. Branchen var ikke klar. Selv om vi vandt priser i både Rotterdam og Göteborg det år var vi ikke så meget som inviteret med til for eksempel Robert-festen, heller ikke selv om det klart var en af årets film. De efterfølgende to år fik jeg tilbudt en rolle som terrorist og en som taxachauffør, og det var selv om jeg havde båret en hovedrolle, en debut til fem stjerner i samtlige anmeldelser herhjemme og internationalt. Det var en joke.«

Efter Jamil blev det for Dar Salim et langt sejt træk over ti år.

»Formlen var »at negle« den ene casting jeg fik, når andre fik ti, og gøre det på så overbevisende en måde, at de måtte tage chancen med mig. Jeg er meget stolt af resultatet, af at være den første til at smadre det glasloft, bane vejen og lukke kæften på den diskusison. Danskerne var klar lang tid før filmbranchen, som snorksov. I dag kan alle komme til, hvis de har evnerne, og det er alt, hvad man kan bede om.«

I dag føles det som længe siden, at han spillede Jamil, og meget er sket siden. Noget af det, som Dar Salim gerne har villet bruge sit friår til, har været at blive et mere nærværende menneske i sit privatliv.

»Jeg har savnet noget nærvær fra mig selv i min relation til nogle mennesker omkring mig,« siger han.

Et af de elementer, der gør ham til den skuespiller, han er, er netop, at han kan finde ud af at være ethundrede procent til stede, når der på filmsettet bliver sagt: Værsgo.

»Så er jeg ingen andre steder i mit hoved eller i kroppen, det er lige nu og her, det sker med fuld koncentration og tilstedeværelse. Det samme har bare ikke været tilfældet i mit privatliv. Her har jeg alt for ofte været for fraværende rent mentalt. Eller også er det mit job, som har været en ventil for en masse følelser og oplevelser, som jeg ikke har villet give mig selv i den virkelige verden,« siger han.

Ifølge Dar Salim er det ikke et 8-16 job, når han for eksempel arbejder med en karakter som Adam.

»Jeg finder et udgangspunkt, og det kan være i enten en relation eller i et brændende ønske. Hele tiden ligger det, jeg arbejder med, og marinerer i krop og sjæl, og resten opdager jeg måske midt om natten, eller mens jeg går alene på gaden og pludselig bryder højt ud i en replik til folks store forundring.

De følelser, som en karakter gennemlever, tages fra min egen private kasse med følelser. Hvis ikke det sker på den måde, vil det ikke blive troværdigt, og så længe jeg prøver at fastholde den troværdighed, vil det dræne mig og mine private følelser. Derfor bliver pauserne så nødvendige og vel nærmest en forudsætning for mit arbejde. Alternativt begynder man at springe over, hvor gærdet er lavest, og så kunne jeg lige så godt kunne finde på noget andet at lave.«

Lidt plat at køre i Porsche

På lørdag får han sin sejlbåd hjem, den har overvintret og kommer til at ligge lige nede i bådhuset få meter fra den lejlighed, hvor han bor sammen med sønnen Zidane på otte år. Lidt længere væk holder Dar Salims Porsche parkeret i en aflåst garage, og et andet sted har han sin motorcykel.

»For mig er det ikke statusdelen, der er det vigtige i de her ting. Jeg vil nærmere kalde det for bagsiden af medaljen. I virkeligheden synes jeg, det er en lille smule plat at køre rundt i en Porsche. Men det gør mig glad at køre i bil og at bo et sted, jeg kan lide. Det er ikke lykken i sig selv, men et sted og en frihed, hvor lykken kan trives rigtig godt. Jeg kan gå lige ned til stranden og bade med min søn. Jeg kan sejle med mine venner og min søns venner eller tage ud på havet og fiske for mig selv.«

Han afviser, at han skal bevise noget, for han har ikke brug for at lægge afstand til sin opvækst i en ghetto gennem statussymboler: »Det er for længst forbi,« siger han.

Til gengæld ved han præcis på hvilket barometer, han skal måle sin lykke, og om han indtil videre selv synes, han har gjort det hele godt nok. Og det er hverken gennem sit job som skuespiller eller den stak penge, det koster at købe en Porsche, en sejlbåd, en lejlighed og en motorcykel.

»Når jeg kigger på min søn i dag og ser, hvordan han stortrives, tænker jeg, at jeg har gjort det godt nok. Han er en lykkelig lille dreng, der stråler og spiller fodbold sammen med sine venner, og jeg nyder at se hans ubekymrethed, som jeg ikke selv havde, da jeg var på hans alder. Det giver al mening for mig.«

For sit eget vedkommende har Dar Salim indset, at det var de små glæder i sin egen barndom, der kunne gør en forskel.

»Når du kommer fra ingenting med et fravær af både materielle ting og tryghed, så smager en pizza bare bedre, end hvis du ikke kommer med den baggrund. Jeg har tit tænkt på det i relation til min søn, hvor jeg næsten har fået det helt omvendt. En omvendt bekymring, hvis man kan sige sådan.
Når jeg siger til ham: »Hvad har du lyst til, at vi skal spise i aften?« og han så siger sushi, tænker jeg, at jeg ikke anede, hvad sushi var, før jeg var fyldt 30. Mit håb er, og nu må vi se, hvordan det kommer til at gå, men at min søn også kan værdsætte små glæder og påskønne dem. Zidane og hans venner har i hele deres opvækst som noget naturligt fået en helt masse af både det ene og det andet. Vil jeg være i stand til at give ham tilstrækkeligt med modstandskraft til at møde en verden, der ikke altid er lige let? Det tænker jeg over, og jeg er bevidst om det i den måde, jeg opdrager ham på.«

For Dar Salim er overskriften, at Zidane ikke må give op. Og at han selv må prøve at finde sine egne ting og hjælpe med at bære posen, når de har handlet. Tømme opvaskemanskinen og tale ordentligt til andre.

»Det virker banalt på skrift, men forældre i dag har glemt meget af det basale og behandler de små som små voksne. Det kan børnene ikke håndtere. Og ellers – så er der bare masser af kys, kram og kærlighed.«

I de senere år har Dar Salim oplevet en ny form for bekymring, når det gælder fremtiden.

»Der kommer en grundangst i ens liv, når man får børn. Tidligere kunne du sige til mig: »Zombierne kommer,« og jeg ville svare: »Jamen, så slås vi vel bare med zombier. Vi finder ud af det.« Nu vil jeg gerne have, at det er en ordentlig verden, min søn vokser op i.«