Denne skuespiller må blive Danmarks næste store stjerne

Dar Salim er god, men »Til vi falder« bliver aldrig rigtig gribende trods det alvorlige emne

Så sidder de der. To voksne og et barn, der er til stede, selvom han ikke længere er der. Lisa Carlehed og Dar Salim er begge gode i "Til vi falder"
Så sidder de der. To voksne og et barn, der er til stede, selvom han ikke længere er der. Lisa Carlehed og Dar Salim er begge gode i "Til vi falder" Fold sammen
Læs mere

Enhver, der selv har børn, kender angsten for at miste dem. At der sker dem noget uforklarligt og uigenkaldeligt. Det er den angst, der sidder i bevægelsen, når man går ind på soveværelset, for at tjekke om alt er godt. At der er et åndedrag. Om barnet stadig ligger i sin seng.

I »Til vi falder« er det værste mareridt sket for Adam (Dar Salim) og Louise (Lisa Carlehed), der under en ferie i Spanien mister deres søn .Ingen ved, hvad der er sket, politiet gætter på en drukneulykke og ønsker at lukke sagen.

Nu skal de voksne forsøge at komme videre. Mest præcist formuleret af Louise, der påpeger, at de to 40-årige blot sidder og frygter, at de aldrig mere bliver lykkelige sammen.

»Til vi falder« er lavet af Samanou Acheche Sahlstrøm, der også stod bag den alvorlige »I dine hænder« om aktiv dødshjælp. Det er tunge sager, og det kunne være blevet meget gribende.

Desværre bliver filmen på overfladen som en køligt, registrerende undersøgelse af to mennesker, der går i stykker. Adam ønsker stadig at finde sin søn, Louise vil videre. Han går amok og opsøger konfrontationer. Hun gemmer sig - blandt andet i en affære med en meget ung nabo. Men intet af det bliver rigtigt rammende.

Det er ikke skuespillernes skyld. Svenske Lisa Carlehed er sart og sårbar som moderen, der ikke længere kan udholde lugten af solcreme, mens Dar Salim - endelig - får ordentlig plads til at vise, at han kan blive landets næste store stjerne.

»Endelig får Dar Salim ordentlig plads til at vise, at han kan blive landets næste store stjerne.«


Problemet er, at filmen ikke rigtigt er interesseret i sine karakterer. Eller også er den bare mere optaget af alt muligt andet. At udfordre publikum med håndholdt kamera for eksempel. At lege med at lade Louise tale direkte til publikum i en enkelt scene. Ordene er gribende, men også lidt overraskende. Hvorfor nu det? Endelig er der forholdet til nabodrengen, der opstår med et fingerknips.

Der kan selvfølgelig være en pointe i at sprænge historien og vise, hvor kaotisk verden føles, når det umistelige alligevel forsvinder. Men når nu historien er så stærk og skuespillerne er så gode, kunne man også bare have fortalt det, som den var. Det havde formentlig virket meget stærkere.