Kurvemagerstien 50. 110 kvadratmeter fordelt på to etager, støbt i beton og klemt inde i rækken af huse, der ligger skulder ved skulder. En facade, hvor betonen er blevet skjult af nogle knapt så grå plader, og et sort træhegn danner en ringmur mod stien udenfor.

På lågen til den lille gård står der »First class only«. Lidt længere henne ad stien er en låge blevet udstyret med både dørspion og dørhammer i messing. Nedenunder er et stort skilt til skræk og advarsel: »Fritgående hund, ved møde med hunden, læg Dem på jorden og afvent hjælp. Hvis ingen hjælp kommer: Held og lykke!!!«

»Det er dejlig Amagerhumor, ik’« konstaterer Morten Pape, og den 29-årige forfatter begynder at fortælle om den socialdemokratiske drøm, han er vokset op i:

»Rækkehusene har gård og have, og der er fritidshjem og skole, kirke, vuggestue og plejehjem her, så det er et vugge til grav-koncept. Man kunne leve et helt liv her. Det var da også nærmest kun, når min mor skulle købe julegaver, at hun tog i Amager Centret eller ind til byen.«

Vi er i Urbanplanen, et socialt boligbyggeri fra 1960erne på Vestamager, opkaldt efter den tidligere socialdemokratiske borgmester Urban Hansen. En del af et løfte om 25.000 nye boliger, ordentlige hjem til den voksende befolkning, der kom i takt med opsvinget, kun tre kilometer fra Rådhuspladsen.

Fejlslået socialt eksperiment

Men det, der var tænkt som en drøm, minder mere om et mareridt, når man læser Morten Papes litterære debut, »Planen«, hvor han med sig selv som jeg-fortæller har gjort de første 20 år af sit liv, der fandt sted her, til en erindringsroman.

»Her kan man bo, men man kan fandeme ikke leve her, vel?« som Morten Pape lader sin mor sige et sted i bogen.

»Det er et socialt eksperiment, som slog fejl,« siger han.

»Da jeg voksede op, var det et sted, hvor vi allesammen kom fra nogle halv- og helkvæstede familier. De hvide danskeres hjem var skilsmisseramte hele bundtet, der var jo for helvede ingen fædre i Urbanplanen.«

Hans eget hjem var ingen undtagelse. En dag forsvandt hans far bare, og siden boede Morten alene med sin mor og de to yngre søskende.

Bedre stod det ikke til for den store del af beboerne, der var indvandrere. Tværtimod.

»Deres hjem var præget af en anden form for dysfunktionalitet, hvor de havde nogle traumatiserede forældre, som tæskede dem og ikke kunne hjælpe dem med lektierne. Det var ikke rare steder at være, derfor dinglede de jo rundt på gaden. Det udmøntede sig i en masse alfahan-mentalitet, vrede og fuldstændig afstumpet adfærd.

Det var med andre ord ikke uden grund, at folk uden for kvarteret kaldte det Ballademagerstien og Turbanplanen.

»Jeg var i forvejen en lidt skræmt, stille og forsigtig dreng, så jeg var enormt bange hele tiden. Især da jeg var lille. Det tror jeg, alle var. Hvad enten det var for skolen, lærerne, islam, kommunen eller hvad fanden folk kunne være bange for. Det var først, da jeg kom ud derfra, at jeg opdagede, at jeg havde spændt i kroppen af frygt i alle de år. Det handler min bog også om; hvad frygt gør ved os.«

Overjeg som et majskorn

Forleden modtog Morten Pape den prestigefulde BogForums Debutantpris for »Planen«. Den er røget direkte ind på bestsellerlisten i selskab med bøger af etablerede forfattere som Carsten Jensen og Jesper Stein. Altsammen helt uventet og ret uvirkeligt for Morten Pape, der har svært ved at finde sig til rette inden for de gængse rammer i samfundet.

»Jeg har et overjeg på størrelse med et majskorn. Jeg har været sammen med kartoffelracister i Kastrup, flirtet med islam nede i kælderen med bedetæpper, faste og ramadan og hele tiden prøvet at finde den her gruppering, en identitet, jeg kunne klynge mig fast til.«

»Den søger jeg et eller andet sted stadigvæk. Nu har jeg så lige pludselig penetreret det her lidt finkulturelle litterære parnas, hvor folk er smaddersøde, men jeg kan også godt se, at jeg ikke hører til der.«

Da han modtog prisen, fortalte han da også, at hans mor, der er rengøringsassistent, skurrede toiletterne i Bella Centret, mens han samme sted stod og modtog en litteraturpris.

»Planen« er en kleppert på 563 sider, men romanen udsprang af en tekst på blot 2.000 ord i en avis. Politiken kørte en føljeton med autofiktive tekster i kroniklængde, hvor de opfordrede unge forfattere til at skrive med udgangspunkt i deres eget liv. Morten Pape skrev på to-tre dage en tekst om sin opvækst i Urbanplanen og sendte den ind. Den blev godtaget og fik overvældende god respons.

»Hele Amager reagerede nærmest, både på de sociale medier og på skoler, og inden for ti dage blev jeg kontaktet af flere store forlag, der ville have mig ind til kaffe.«

Polariseret samfund

Siden er det hele gået meget stærkt for Morten Pape, der ellers er ved at etablere sig inden for filmverdenen. Han har læst film- og medievidenskab og går nu på filmskolen Super16s manuskriptlinje. »Planen« skrev han på fire måneder. I de første to lånte han en lejlighed i Urbanplanen.

»Jeg følte mig meget hurtigt hjemme her og kom direkte ind i en tidsbobbel, og det gjorde enormt meget for min skrivning,« fortæller han.

Men selvom det autofiktive – det at gøre sit eget liv til romanstof – var udgangspunktet, vil Morten Pape mere end pille i sin egen navle.

»De problematikker, vi har i dag i Danmark med et multikulturelt og polariseret samfund, har vi også haft længe før terrorangrebet 11. september 2001. Det er den tid, jeg og min generation er vokset op i, og et sted, man oplever det, er Urbanplanen. Så selvom jeg nok ikke har haft nok selvtillid til at erkende det, har jeg altid håbet på at kunne give et lidt bredere udsyn til verden. At bogen på den måde ikke bare handler om min egen navle. I hvert fald er det en navle, der har alle kontinenter på sig.«

Dermed nærmer Morten Pape sig den debat, der rasede i det danske litterære miljø tidligere i år. En diskussion om hvorvidt forfattere er for selvoptagede og vender sig for lidt mod samfundet. Men han vil nødigt vælge ringhjørne i den kamp.

»Det synes jeg slet ikke, jeg kan tillade mig, for jeg har ikke læst de bøger, der blev svinet til, jeg er faktisk ikke noget særligt belæst menneske. Jeg kan knapt nok tage mig sammen til at komme igennem klassikerne,« siger Morten Pape og tilføjer med et smil: »Men jeg har da fulgt lidt med, og jeg ved godt, at autofiktion er det mest fortærskede litterære begreb, der lige nu findes. Alle er pissehamrende trætte af det, og det er jeg også, så når jeg skal præsentere min bog, siger jeg, at det er en erindringsroman om en opvækst i et kvarter og en tid, som du ikke har hørt om før.«

Ud af fordærvet

Meget har ændret sig i Urbanplanen, siden Morten Pape voksede op her. En masse kommunale midler er blevet kastet ind i området, og det er ikke længere på listen over ghettoer herhjemme. Gravkøerne er da også i fuld gang med at fjerne murbrokker, da vi besøger stedet. En stor del af området er ved at blive jævnet med jorden.

»Her lå Centret,« fortæller Morten Pape, da vi går rundt i mudderet blandt nedrivningsmaskiner og containere.

»Det var her, der var kiosk, bager, beboerhus, bank, indkøbscenter, apotek, Fakta, bodega, socialcenter og posthus. Alt det, man skulle bruge i en almindelig tilforladelig tilværelse. Men gradvis gennem årene er den ene biks efter den anden lukket. Posthuset og banken gad ikke være der mere, fordi de blev røvet hele tiden.«

»Fakta blev sat i flammer, og der gik rygter om beskyttelsespenge i forbindelse med værtshuset. Der var skodder for vinduerne og grafitti. Det var fordærv og en øjebæ uden lige. Men nu river man den mest rådne tand i hele munden op med rode og bygger noget nyt. Jeg fornemmer, at man tror meget på det her område nu, på at det kan løfte sig, og det har det jo også allerede gjort.«

Åndssvagt debatklima

Berlingskes anmelder Anne Sophia Hermansen gav »Planen« den sjældne topkarakter seks stjerner og kaldte den for den vildeste og mest velskrevne bog i år. Samtidig noterede hun, at den er politisk pligtlæsning og burde sendes til samtlige integrationsordførere. Selv vil Morten Pape nu nødig spændes for nogen politisk vogn.

»Jeg håber, at romanen kan tale for sig selv, jeg er jo hverken folkevalgt politiker eller noget, jeg er forfatter, og min opgave er som sådan ikke at gøre verden til et bedre sted, min opgave er at fortælle verden, hvorfor den er så åndssvag. Sådan ser jeg på det. Jeg har ikke nogle intensioner om at deltage i debatten, for debatklimaet er simpelthen så åndssvagt, at det ikke fortjener mig.«

»Folk deltager i debatten på samme måde, som når man sætter sig ind i radiobilerne i Tivoli. Det handler om at køre hurtigt og direkte ind i hinanden uden at komme nogle vegne eller løse nogle problemer. Man tænker bare på at beholde sit mandat, sit sæde, sin løn og sin status som en eller anden vigtig stemme. Jeg skriver romaner, det er sådan set det, jeg vil.«

Morten Pape har ingen planer om at vende tilbage til Urbanplanen.

»Det kunne selvfølgelig være spændende at se, hvad der sker med det her område, men jeg er ikke så romantisk, at jeg tænker, jeg vil flytte tilbage hertil og bo her, indtil jeg dør. Jeg savner dog Amager, men ikke nødvendigvis lige det her sted. Nu har jeg også skrevet en kæmpe roman om det, så nu må det snart være på tide at komme videre i livet, også fysisk.«

Amager bliver han ikke færdig med. Her kommer den bog, Morten Pape nu vil i gang med at skrive også til at foregå. For når man er vokset op på Amager, er der en skattekiste af fortællinger der, som han siger.

»Der er en klanstemning herude, en øboermentalitet. Hvis det var op til os, kunne de fandeme brænde Langebro og Knippelsbro, rend mig i røven, pas jeres lort selv derinde i hovedstaden, så klarer vi skærene herude på Lorteøen,« siger han og griner.

»Amager er det fedeste sted i hele Danmark, simpelthen. Det sjoveste, skøreste, det mest vanvittige, smukkeste og mest hårdkogte sted.«