Danskere rocker London

Med en gigantisk pladekontrakt i hånden er den danske rockduo The Raveonettes flyttet til London. Uden at have udgivet så meget som en single spiller de for fulde huse i byen og figurerer i de vigtigste engelske medier. Berlingske mødte dem efter bandets seneste koncert på Barfly.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON »London er stadig så meget rock'n'roll, at kun New York er i samme liga.«

Sharin Foo ved, hvad hun taler om. I to måneder har den danske sangerinde og bassist haft base i London sammen med bandkollegaen Sune Wagner fra The Raveonettes. Duoen, der for blot tre måneder siden scorede den mest lukrative amerikanske pladekontrakt et dansk band nogensinde har opnået i USA, har valgt London som afsæt for deres forsøg på at erobre Europa. Og meget tyder på, at de er godt på vej. Uden endnu at have udgivet så meget som en single i England, har de spillet syv næsten udsolgte koncerter på forskellige spillesteder i London, lige som toneangivende medier som Sunday Times, Q Magazine og The Face har stillet skarpt på de to danskere og deres tresserinspirerede, rå og direkte rockmusik.

»Vi ville gerne prøve noget nyt, og man har jo altid hørt så meget om London som den der musikby fuld af vitalitet og inspiration. Det har hurtigt vist sig at være sandt. Der er en lidenskab hos de unge musikere herovre, og modsat hjemme i Danmark er der store armbevægelser hos både musikerne og branchefolkene. Har man valgt musikken herovre, vil man ikke andet, så satser man 100 procent,« siger Sharin Foo og tilføjer, »man skal også huske på, at det var herovre, at tidens store rocknavne som for eksempel amerikanske The Strokes, svenske The Hives først slog igennem.«

På scenen

The Raveonettes har netop afsluttet deres koncert på det lille spillested Barfly i udkanten af Camden. Med sine kulsorte vægge, det sorte gulv, sparsomme barudvalg og meget slidte fremtoning, ligner spillestedet det københavnske Stengade 30 til forveksling. Uge efter uge præsenterer Barfly tre unge fremadstormende bands per aften. Det ved stampublikummet - det er derfor, de kommer her - og denne aften er her omkring 200 tilhørere. Med ørene åbne og foden vippende er det et forholdvist reserveret og uden tvivl kræsent publikum, der møder The Raveonettes. Salen koger på intet tidspunkt under den 45 minutter korte koncert, og folk vender om på hælen og søger ned i caféen under koncertarenaen i samme sekund, som Sune Wagner skødesløst lægger sin guitar på gulvet, tænder en smøg og træder ned af den halv meter lave scene.

Det er ikke mere end tre år siden, at Sune sad mere eller mindre blanket af i Los Angeles uden nogen musikalsk livline. Efter aften på aften at have set det ene uduelige, efter hans smag forstås, band efter det andet, fik han idéen til The Raveonettes. På det tidspunkt var der endnu ingen tegn på, at verden igen var klar til en revitalisering af den beskidte garagerock fra tresserne. Men netop den stil har igennem det sidste år været varmere end en kogeplade hos de musikalske trendspottere og pladekøbere. Og det er ikke mindst derfor, at Sune og Sharin i dag arbejder på musikkens førsteklasse og tæller nullerne seks gange på deres bankbøger.

Den virkelige drengedrøm

Straks efter koncerten banker aftenens eneste lokale superstar på døren ind til det forpustede band i det lille backstagerum. Det er Danny Goffey, han er trommeslager i Supergrass, et af Englands bedste, mest vedholdende og underholdende guitarpopbands. Han er mangemillionær og tilflytter fra Oxford, men som resten af gæsterne denne aften ligner han en bums med sine beskidte cowboybukser, hærgede hvide gummisko med knækkede snører, en to størrelser for lille læderjakke og i hvert fald tre dage uden hårvask. Jeg skylder at fortælle, at dét var britpopstilen i halvfemserne, hvor hele Englands ungdom så sådan ud.

Til januar skal The Raveonettes spille for 15.-18.000 tilskuere sammen med Supergrass på Wembley Arena. »Han ville lige sige hej inden da, flink fyr,« smiler Sune Wagner og spørger om ild til en ny cigaret.

Han er træt. De sidste tre måneder har han udlevet sin drengedrøm. På Barfly hilser de allerede på ham, som var han en af deres egne. Columbias engelske boss er kommet for at kikke på sin nye topprioritet og i de kommende måneder vil han konkurrere med sine amerikanske kolleger om at blive den første, der breaker The Raveonettes i et stort og vigtigt musikterritorium.

Sune har allerde skrevet og indspillet duoens nye plade, som udkommer til marts næste år. Det har han gjort samtidig med, at The Raveonettes er flyttet til London og har spillet koncerter med tidens hotte navne som The Yeah Yeah Yeahs og The Datsuns i amerikanske storbyer som San Francisco, Philadelphia, Los Angeles, Washington og fem gange New York, hvor der er specielt meget hype omkring danskerne. De amerikanske college-radiostationer har voldspillet The Raveonettes første single så meget, at den nu ligger som nummer to på de vigtige stationers fælles airplayliste.

»Det er næsten ikke til at fatte, men det har også været hårdt arbejde. Den eneste fritid, jeg har haft i de sidste tre måneder, er faktisk i flyveren mellem USA og London,« siger Sune og tilføjer, »men jeg ville ikke bytte for noget i verden, det her er simpelthen fantastisk. Og folk i London har virkelig også vist sig at være klar til rock'n'roll«

Den 9. december udsender Raveonettes deres første single i England.