Teaterinstruktøren Anna Malzer var taget til den lille by Kånna i svenske Småland. En flække med få hundrede indbyggere. Hun var på jagt efter en historie. Hendes interesse var blevet vakt af en kortfattet avisartikel, der efterlod hende med flere spørgsmål, end hun fik svar. Politikere i den nærliggende, lidt større by, Ljungby, havde besluttet, at småbyens gamle skolebygning skulle være et flygtningehjem. Kort tid efter blev bygningen sat i brand. Ilden begyndte 17. oktober 2015 klokken et om natten.
»Alt dokumentarisk inspireret teater, jeg laver, starter med spørgsmålene »Hvad skete der egentlig?« og »Hvad kunne der ske?« Det baserer sig ikke på en i forvejen eksisterende fortælling. Plottet er ikke givet,« siger Anna Malzer, som fra 1. juli sætter sig i chefstolen på teatret Mungo Park i Allerød – i en alder af blot 27 år og efter blot ni måneder som færdiguddannet instruktør fra Den Danske Scenekunstskole.
»Anna Malzer er fremtiden i dansk teater,« hed det i pressemeddelelsen fra det succesrige nordsjællandske teaters bestyrelse, da hun blev udnævnt i sidste måned.
Vi møder hende på en café i Heimdalsgade på Ydre Nørrebro, lige op ad Den Røde Plads, hvor hun sidder med sin laptop slået op. Med andre ord: ude i virkeligheden. Det er sådan set meget passende. For selv om det som regel har været journalistik, der har fanget hendes interesse, når hun har fundet inspiration til sine teaterforestillinger, er det ude blandt helt almindelige, levende mennesker af alle mulige slags, hun skal finde de historier, der skal spille sammen på scenen. Det er i mødet mellem alle de tanker og følelser, der findes ude i verden, den kompleksitet, Anna Malzer leder efter, eksisterer.
»Noget, jeg fandt i Sverige var så mærkværdigt, så jeg aldrig ville kunne have digtet mig til det,« fortæller hun.
»På det tidspunkt var 50 asylcentre blevet brændt ned i et relativt lille land. Det måtte være et klart symptom på, at noget var galt. Men jeg kunne ikke læse ret meget om det. Det var åbenlyst meget tabuiseret, ligesom der tilsyneladende herskede en slags presseetiske regler for, at man ikke måtte skrive om asylbrandene, for så fik man bare ilden til at brede sig.«
Virkelig mange nynazister
Anna Malzer ville ikke lave en forestilling om nynazister, selv om hun måske nok kunne forestille sig, at de stod bag. I stedet rejste hun til det lille samfund for at tale med forskellige mennesker. Sosu-assistenter, arbejdsløse, den lokale politimand. Og hun fik 15 forskellige svar fra 15 forskellige mennesker.
Hun drog af sted sammen med dramatikeren Aleksa Okanovic. De indlogerede sig på det lokale vandrehjem og startede med at opsøge lokalavisen på stedet. Her bad de avisen om at skrive, at de danske teaterfolk var i den lille by for at lede efter inspiration til en forestilling, der skulle handle om brandattentatet på det lokale asylcenter. Og bagefter satte de løbesedler op: »Säpo kunne ikke opklare branden. Vi prøver at opklare den. Er du også utilfreds med den svenske asylpolitik, så kontakt os,« stod der.
»Vi fik alle mulige henvendelser gennem Facebook. Der var virkelig mange nynazister imellem, hvilket var spændende, men også farligt, for Aleksa er serber, og serberne hader de,« forklarer Anna Malzer.
Men efterhånden vandt de danske teaterfolk en ung nynazists tillid og tilbragte tid med ham.
»Han påstod, han kendte dem, der havde gjort det, men at han ikke ville sige, hvem det var,« forklarer Anna Malzer.
»Han havde nogle tydelige begrundelser for handlingen – pludselig kom der 82 nye mennesker til et lille samfund med 52 indbyggere, regeringen lyttede ikke til de oprindelige beboere, der ikke måtte sige, hvad de mente. Klare tilkendegivelser, man godt havde kunnet gætte sig til, men også forudsigeligt. Vi var ved at prøve at forlade ham for så at finde nogle andre mennesker, da han spurgte, om vi ville med ham ind og spille Counter-Strike. Vi kedede os lidt og gik med ind på hans internetcafe. Og der sagde han så meget hjerteligt hej til en pige med tørklæde. Det syntes vi, var meget underligt. Men de to spillede computerspil sammen og var virkelig gode venner inde i den fiktive verden. Til gengæld hadede de hinanden uden for fiktionen.«
Det møde var naturligvis et dilemma, Anna Malzer kunne bruge i den forestilling, hun siden skabte.
»De var ligesom Romeo og Julie, der elskede hinanden, men ikke måtte få hinanden for deres familie. Det er på en måde udramatisk, men også superdramatisk. Jeg prøver hele tiden at finde det meget dramatiske punkt i det udramatiske menneskes liv,« forklarer instruktøren, der bruger den aparte kærlighedshistorie på den type af mangetydighed, virkeligheden rummer, og som hun derfor også drages mod på teaterscenen.
»Den historie blev til en af flere plotlinjer i vores forestilling og er et udtryk for en ekstremt kompleks verdensorden. Og det er det udtryk, jeg hele tiden leder efter, når jeg tager ud og researcher. Udtryk, der fremkalder billeder på det meget komplicerede og mangefacetterede system, vi er i lige nu. Med uigennemskuelige regler. Vi er alle sammen i identitetskrise – ikke mindst i min generation. Jeg har en fornemmelse af, at der ikke rigtigt er nogen af os, der ved, på hvilken baggrund, vi gør det, vi gør. Det prøver jeg på at søge efter og fortælle om,« siger Anna Malzer, der mener, at teatret kan gå ind og overtage den mulighed for at fortælle dybdeborende historier om virkeligheden, som hun synes, at en presset journalistik må give afkald på i disse år.
Hvem der satte ild til asylcentret i Småland, kunne Anna Malzer ikke opklare.
»Men det, at vi tog af sted, førte til en fiktion, som blev en krimi, der handlede om en politimand af svensk-somalisk afstamning, som ikke kunne opklare branden. Og de figurer, vi havde med, findes i den by.«
Fælleseuropæiske problemstillinger
Forestillingen om asylbranden blev sat op på det lille teater Momentum i Odense, hvor Anna Malzer netop har været kunstnerisk chef gennem en sæson. Også forestillinger om overgreb mod kvinder nytårsnat i Köln og et livestreamet selvmord 60 km uden for Paris har inspireret Anna Malzer til omfattende researchture og efterfølgende forestillinger. Historier om fælleseuropæiske problemstillinger, vi kan spejle os i på tværs af landegrænserne.
Anna Malzer vil ikke bare have almindelige mennesker på scenen. Hun brænder også for at skabe teater for sin egen generation og for publikumsgrupper, som ikke normalt vil indfinde sig i et teater. I Allerød skal publikum også kunne spejle sig i det, der foregår på scenen. »Ekstremister er uinteressante og deres historier har vi hørt. Det er til gengæld interessant, hvordan almindelige menneskers overlever i en ekstrem verden,« siger Anna Malzer. Hun vil gerne kombinere det samfundskritiske teater med den type teater, der byder på humor og den klassisk gode historie, hvor man som tilskuer lader sig rive med følelsesmæssigt og ikke kun med intellektet.
»Jeg kalder det dokufiktion, men det kunne godt hedde noget mere sexet – det arbejder jeg på lige nu. Hver gang, jeg laver en ny fortælling med den metode, jeg arbejder med, siger jeg til mig selv, at denne bliver den sidste,« siger hun om den type teater, der er blevet hendes signatur, og som hun i starten måtte kæmpe for at få lov at lave på teaterskolen, hvor man ikke kunne forstå hendes modvilje mod genrer.
Teater skal først og fremmest være til at forstå. Fatter publikum ikke, hvad der foregår, er hun ikke bleg for at lave tingene om, selv efter premieren. Hun vil gerne gøre teatret folkeligt igen. Ikke mindst for de unge, og hun tror, den uforudsigelighed, der præger hendes forestillinger, passer godt til de unges følelse af at leve i en uoverskuelig verden.
»Hvis ikke min generation er repræsenteret blandt publikum, svarer det til en tom sal. Det betyder ikke, at et ældre publikum ikke gerne må fylde den anden halvdel af salen. Vi står over for så mange dilemmaer og ubesvarede spørgsmål også generationerne imellem. Alle snakker om, hvor svært det er at leve i verden. Alle er bange, så hvorfor ikke forsøge at få folk til at tale om det i teatret?«
Hun lægger ikke skjul på, at ønsket om at udvide teatrets traditionelle publikum af veluddannede midaldrende kvinder- også i Allerød – handler om, hvem hun er, og hvor hun kommer fra.
»Helt kort laver jeg ikke forestillinger om min baggrund, jeg laver forestillinger til i min baggrund.«
Hun er vokset op med en enlig mor på Amager, »tæt på Telemarksgaden, urbanplanen og det show«, som hun formulerer det. Som barn var hun indadvendt og skrøbelig.
»Jeg var en lille loner. Meget tænksom, men sat i larmende, ofte voldelige omgivelser. Jeg havde en fornemmelse af, at alle stod i brændpunkter, og det kan børn jo ikke administrere. 12-årige børn uden en lærer, 30 i en klasse, det går jo galt. Jeg trak mig helt ud af det.«
De mennesker, jeg hang ud med, da jeg var ung, er stadig nogle af mine bedste venner. Jeg har ikke en oplevelse af det miljø, jeg er vokset op i, som bedre eller dårligere end andre.
Hun var hverken mobbeoffer eller venneløs, men holdt sig meget for sig selv derhjemme. Til gengæld udviklede hun en sans for fiktion og lavede sammen med sin mor, der var pædagog, lange føljetoner med de bondegårdsheste, hun legede med, og som betød alt for hende.
»Men da jeg så blev 12, fandt jeg til min egen overraskelse ud af, at jeg var køn. Elite Models ville have mig til at være model. Helt konkret sad jeg en eftermiddag og sagde til mig selv, at det var nu, jeg havde valget, om jeg ville være populær, få nogle venner og en kæreste. Jeg var jo begyndt at tænke på de ting, og min krop skulle pludselig alt muligt.«
En dag efter sommerferien mødte hun op helt forandret.
»Med makeup, hvide bukser og en nedringet, lyserød T-shirt. Alle drengene syntes bare, jeg var flot. Og så kom jeg ind i en flok af mennesker, der festede,« forklarer hun om det ungdomsliv, hvor der blev prøvet grænser af med fester, kriminalitet og stoffer.
»De mennesker, jeg hang ud med, da jeg var ung, er stadig nogle af mine bedste venner. Jeg har ikke en oplevelse af det miljø, jeg er vokset op i, som bedre eller dårligere end andre. Nu har jeg jo efterhånden også oplevet at færdes i andre miljøer. Der er lige så meget svigt, udenforskab og følelsesmæssigt misbrug, misforståelser og ensomhed i andre grupper. For mig er det ikke en sørgelig historie, hvor jeg er vokset op. Det er bare et miljø, jeg tilfældigvis ved mere om end andre,« siger hun.
Teater om Britta
Hun håber på at kunne udvikle en rigtig god relation til det traditionelle Allerød-publikum, men også udvide med en anden type mennesker.
»På den anden side af hovedbanegården går Linje A mod Brøndby Strand og Hundige. De steder, hvor jeg har været til fester i alle mulige højhuse, da jeg var 15 år, og hvor jeg stadig har nogle netværk. Jeg ved godt, hvem der er derude i bokseklubberne og på danseskolerne. Jeg drømmer om at få folk til forstå, at det er supernemt at få et kulturtilbud ved at sætte sig i S-toget. Man behøver ikke engang bevæge sig ind til København,« siger hun.
Blandt de forestillinger, man vil kunne opleve på Mungo Park i den nye sæson, er en forestilling om den svindelanklagede Britta Nielsen.
»Vi har fået meget kritik for det på nettet. Folk mener ikke, Britta skal have mere opmærksomhed.«
Men Britta er endt med slet ikke at optræde. Hun er sendt uden for øvelokalet. I stedet er det alle de følelser, Britta og hendes svindel vækker i folk, der er blevet interessant for Anna Malzer at undersøge.
»Der er så mange historier, der står på startlinjen og venter på at blive fortalt.«
