Brügger og Bertelsen siger farvel til landets politikere: »Pas på provinspopulisterne«
Radio24syv lukker og slukker torsdag, når klokken slår 12 midnat. Programcheferne, Mikael Bertelsen og Mads Brügger, siger farvel med en opsang til politikerne, der »med åbne øjne smadrer en radiostation, som mod alle odds blev en succes«.
Mikael Bertelsen og Mads Brügger ved den spæde begyndelse på Radio24syv, der gik i luften klokken 24.05 natten til tirsdag 1. november 2011. I 2019 lukkede samme radio klokken 23.59 31. oktober. Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix
Men tvivl om hvorvidt Radio24syvs signal slukker, er der ikke.
De to programchefer, Mikael Bertelsen og Mads Brügger, siger i en kronik i dagens Berlingske farvel med en opsang til landets politikere:
»Der er ikke liv på spil, og livet går videre, når Radio24syv om lidt forsvinder fra æteren. Men det, man skal spørge sig selv om som borger i dette land, er: Når politikerne med åbne øjne smadrer en radiostation, som mod alle odds blev en succes, hvad gør de samme politikere så med vores sygehuse, vores militær, vores politi, vores togbaner, vores plejehjem, vores skoler, for ikke at tale om vores omfartsveje? Det er det, vi skal interessere os for,« skriver de.
Vi har sat en standard inden for satire på radio, som bliver svær at matche.
Mads Brügger og Mikael Bertelsen
Samtidig langer de to programchefer nok engang ud efter dem, der har ønsket Radio24syv afløst af en radiostation i provinsen.
»Du kan modtage fanbreve fra landmænd på Mors, der hører programmer om finere fransk kogekunst, mens de pløjer mark. Og du kan kigge på målinger over den geografiske spredning af lytterne, som viser, at over halvdelen af dine lyttere befinder sig i Jylland. Lige meget hjælper det: Før eller siden, hvis du bor og arbejder i landets hovedstad og er chef for et landsdækkende public service-medie, kommer provinspopulisterne efter dig,« skriver Brügger og Bertelsen og fortsætter:
»De spiller en plade, som de har spillet i årtier: Nemlig at det er særlig synd for Jylland. At Jylland er blevet ladt i stikken af hovedstaden og vansmægter i en nyhedsørken, hvor der ikke længere findes medier og journalister, der interesserer sig for dem, de mest ægte og autentiske danskere. Alt dette er løgn. Jylland er nærmest marineret i lokale, statsstøttede medier, foruden alle de private aktører, og der kan ikke smides et kanonslag i en postkasse i Hobro, uden at det endevendes og diskuteres i et hav af lokale medier.«
De to programchefer lægger ikke skjul på, at de mener, at Radio24syv har været en kæmpe succes.
»Vi har sendt dokumentarprogrammer, som har ryddet avisforsider, vi har gravet os frem til den ene opsigtsvækkende nyhedshistorie efter den anden, og vi har sat en standard inden for satire på radio, som bliver svær at matche. Sidst, men ikke mindst, har vi skaffet et helt nyt publikum til taleradio. Flere danskere hører i dag taleradio end for otte år siden, og det er takket være Radio24syv,« skriver de i kronikken.