Den nye miljødokumentarfilm »Planet of the Humans« har fået stor opmærksomhed. Filmen, der præsenteres af den evigt underholdende ballademager Michael Moore, kritiserer overraskende nok miljøbevægelsen og filosofien om, at grøn energi er løsningen på global opvarmning.

Filmens grundlag er klassisk miljømæssig pessimisme: Vi er alt for mange mennesker på en planet af begrænset størrelse, der har alt for stort forbrug, og med mindre vi lover bod og bedring, er vi alle fortabt. Men påstanden bliver aldrig rigtig underbygget. Faktisk er vores liv blevet meget bedre, siden globale data tydeligt viser, at folk i dag lever længere, med meget mere mad, bedre uddannelse, mindre fattigdom – og efterhånden som vi bliver rigere, viser vigtige miljømæssige indikatorer som luft- og vandforurening utrolige fremskridt.

»Filmens grundlag er klassisk miljømæssig pessimisme, men dens påstande bliver aldrig rigtig underbygget. «

---

Filmen forsømmer også at udrede, hvordan man implementerer den underforståede løsning, nemlig en dramatisk reduktion i antallet af mennesker på planeten. Hvilke milliarder af mennesker skal vi af med? Den går ikke i dybden med den egentlige løsning til stabilisering af verdens befolkning, som består i at uddanne kvinder, give dem lov til at generere deres egne indkomster og reducere presset til konstant at få børn, hvilket alt sammen vil føre til mindre befolkningsniveauer sidst i århundredet.

Men denne ubegrundede pessimisme tjener mest som baggrund for filmens virkelige budskab: At vi ikke kan overkomme klimaændringer med vedvarende energi. Mange miljøforkæmpere er dybt forargede over, at filmen overhovedet vover at udfordre vedvarende energikilder, og de har ret i, at dens kritik ofte er tomhjernet og uden dokumentation.

For eksempel påpeger filmen korrekt nok, at de fleste solpaneler og vindturbiner produceres af fossile brændstoffer, men den antyder fejlagtigt, at de rent faktisk opbruger større mængder fossile brændstoffer end den energi, de ender med at producere. Vindturbiner producerer den mængde energi, der er indgået i deres produktion, i løbet af cirka et halvt års drift, og for solpaneler tager det tre til 13 år.

Men filmen gør ret i at fremhæve, at sol og vind kun producerer en lille smule af verdens energi – Det Internationale Energiagentur anslår mængden til lidt over en procent. Filmen nævner også sandt nok, at sol og vind er sporadiske, og at de kun er realistiske løsninger, fordi andre energikilder som fossile brænderstoffer dækker afbrydelserne, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.

En utroværdig debatskaber

I det store og hele har filmen ret i, at mens alle taler om sol og vind, er de småtterier, selv blandt vedvarende energikilder. På verdensplan leverer biobrændsel og affald syv gange mere energi. Selv i klima-entusiastiske EU er disse over dobbelt så vigtige. Og de er ikke klima- eller miljøvenlige. Afbrænding af træ udleder mere CO₂ end kul. Det tæller kun som nul CO₂ på grund af vores ynkelige håb om, at udslettede skove genplantes, og at CO₂ før eller siden opsuges af de nye træer. Selv da vil det tage fra årtier til over et århundrede at suge den op. Det er helt klart ikke det, der kommer til at tackle klimaændringerne.

Jeg ville ønske, at filmen havde skrottet sin uberettigede miljømæssige pessimisme og dovne kapitalismekritik for i stedet at fokusere på de områder, hvor den har ret. I stedet for blot at vise, at nutidens vedvarende energikilder ikke kommer tæt på at rette op på klimaændringerne, burde den have fremhævet det, der rent faktisk ville virke: Mere betragtelige investeringer i grøn forskning for at udvikle billigere og mere effektiv sol- og vindkraft, batterier til opbevaring af energien og andre mulige, men stadig ikke konkurrencedygtige, teknologier. Hvis vi kan innovere prisen på grøn energi ned under fossile brændstoffer, vil alle skifte, og CO₂-udledninger vil falde brat.

Som anmelder vil jeg give filmen to stjerner for troværdigheden og fem for at begynde en god debat. Det må lande på en blød treer, for hvis en nogenlunde underholdende og til tider nøjagtig dokumentarfilm kan få flere mennesker til at stille spørgsmålstegn ved vores nuværende fejlslagne klimapolitikker, vil den have været god for noget.

»Planet of the Humans« kunne indtil for nylig ses på YouTube, men er pt. utilgængelig på grund af en verserende sag om brud på ophavsretten.