Uanset hvor man befinder sig på den politiske akse, bør man se Michael Moores seneste dokumentar, »Fahrenheit 11/9« og berige sin forståelse af det amerikanske sind og det ultraomskiftelige politiske totalteater: Et politisk menageri, der i løbet af de seneste år er sprunget op i ansigtet på verdens samlede stand af politiske kommentatorer som en midaldrende hvid arbejderklassemand af en skimlet æske.
Moore var selv en af de meget få, der forudså Donald Trumps valgsejr - og han har en næsten profetisk forståelse for den amerikanske psyke, men er også selv en rævesnu manipulator.
Skal man udlede de væsentligste pointer af »Fahrenheit 11/9«, skal man være varsom med at lade sig forføre af Moore, på samme måde som mange af Donald Trumps vælgere blev på den skæbnesvange dag i amerikansk politisk historie: 9. november (skrives 11/9 i USA), hvor Donald Trumps sejr officielt blev annonceret. »Fahrenheit 11/9« s titel refererer naturligvis også til terrorangrebet 11. september 2001, Moores tidligere dokumentar »Fahrenheit 9/11« samt Ray Bradbury’s dystopiske genreroman »Fahrenheit 451«. Det skal dog understreges, at filmen er et uafhængigt værk.
Insinueret incest
Ligesom titlen er filmen også fyldt med mange lag, der umiddelbart leder tankerne hen på klassisk konspirationsteori. Men Moore er usædvanlig dygtig til at følge sine væsentligste argumenter til dørs og holder sig generelt fri af de allermest obskure påstande. Dog holder han sig ikke tilbage fra at anvende flere af de greb, som netop Trump-kampagnen havde stor succes med. Erkendelsen må være, at sådan et greb får folk til at lytte - og propaganda behøver jo ikke være løgn.
Instruktøren gør alligevel grundigt i nælderne et par gange, bl.a. når han ret tidligt i filmen - uden skyggen af håndgribelige beviser - insinuerer, at Donald Trump skulle have et incestuøst forhold til sin datter, Ivanka.
Og når Moore senere fremhæver Trumps krav om dødstraf i den uhyggelige voldtægtssag, kendt som »The Central Park jogger case« (fra 1989), er kritikken underlødig, da Trump ligesom alle andre på det tidspunkt troede, at de seks sorte mænd, der blev anholdt, alle var skyldige. Det viste sig ikke at være tilfældet, og de blev senere frikendt i en af New Yorks mest skandaløse retssager.
Det er underlødigt, og det undergraver til dels troværdigheden af den langt mere interessante og komplekse fortælling, som følger.
Satans fødsel
Iscenesættelsen af valgaftenen, hvor Hillary Clinton, til stort set alles overvældende chok, taber valget til Donald Trump, er eminent skruet sammen. Krydsklipningen og musikken får scenerne fra den skæbnesvangre valgaften i november 2017 til at minde om Satans fødsel i gyserklassikeren »The Omen« - og det er næppe et tilfælde, da underlægningsmusikken er præcis den samme.
Vi kender resten af historien. Trump triumferer, og kaos residerer nu i det Hvide Hus og i international politik. Tilbage står det veluddannede, elitære USA med kønsidentitetspolitikken og arrogancen nede om anklerne.
Som Moore rystet udbryder: »How the fuck did this happen?« … scenen er sat, og han sætter sig for at spole tilbage og forstå, hvordan kaosmennesket, sexkrænkeren og den fallente byggematador med napoleonkomplekset Trump, kunne erobre positionen som verdens mest magtfulde menneske.
Popstjerne vækkede Trump
Det er en utrolig fortælling, der rækker mange årtier tilbage, men Moore vælger et overraskende udgangspunkt som skæringspunktet for Trumps tørst efter magtens zenith. Det starter med en banal tilfældighed: Trump er simpelthen misundelig på sangerinden Gwen Stefani, fordi hun får mere end ham i honorar for at optræde på tv! Jeg skal ikke afsløre mere, men det er stærkt underholdende.
Det er dog særligt, når Moore ser indad på pressens glubende appetit efter sensationen Trump, og særligt på Demokraternes interne magtkorruption, at det bliver rigtigt interessant. Ikke mindst det demokratiske establishments løgnagtig afvisning af Bernie Sanders og partiets destruktive og elitære topstyring får berettiget med Moores baseballbat.
Ikke engang den af demokraterne selv helgenkårede Barack Obama går fri. Særligt Obamas ageren i sagen om storkapitalens kyniske blyforurening af drikkevandet i Flint, Michigan (Moores egen fødeby), og hans ukritiske modtagelse af kolossale summer fra finansfyrsterne i Goldmann Sachs får den tidligere modtager af Nobels Fredspris til at tage sig uklædeligt kynisk ud.
Resignation eller revolution
Men det lykkes Moore, på trods af, at han flere gange falder for fristelsen til at lave billige point, troværdigt at eksponere et USA, der ikke i moderne tid har været tættere på et despoti og en totalt splittet befolkning på enten kogepunktet eller i dyb resignation.
Men Moore aner et lille håb. De massive demonstrationer blandt skoleelever mod våbenlovgivningen i februar i år skabte på forbløffende kort tid en ny ungdomsbevægelse, der revitaliserede den tidligere så stærke amerikanske aktivistkultur. Men det er et spinkelt håb - og fredelig løsninger virker efterhånden som det mest utopiske i Trumps eget land.
Det er svært at holde humøret højt efter at have set »Fahrenheit 11/9« - meget svært. Men bevarer man sin kritiske sans, bliver man klogere.
Fahrenheit 11/9
Instruktion: Michael Moore.
Premiere over hele landet