For godt et år siden tog Anne Sofie Espersens liv en uventet drejning. Det startede med føleforstyrrelser i tæerne og få andre steder på kroppen, og i april fik hun stillet diagnosen multipel sklerose. En sygdom, som betyder, at hun har lagt sin livsstil grundlæggende om.
»Jeg lever i et nærmest fundamentalistisk kost- og træningsregime for at holde min sygdom i ave, så der er generelt mange afsavn. Samtidig oplever jeg, at det er svært for andre at forstå, hvordan det er at leve med en kronisk sygdom,« siger den 46-årige skuespiller, som de fleste kender fra en lang række teaterforestillinger og fra film og TV-serier som »Borgen« og »Forbrydelsen«.