Søren Frank: Nomas mugburger er verdens bedste og alle pengene værd

Nomas burgere ser helt almindelige ud, men når man smager dem, bliver man taget med et andet og dybere sted hen.

Det er klart, at det vækker en vis opsigt, når en restaurant, der fire gange har været nummer ét i verden (og p.t. er nummer to) genåbner som burgerbar. Faktisk er nyheden om den nye burgerbar på Refshalevej nået helt ud til den amerikanske vestkyst og Los Angeles Times. Det er jo også ret vildt at forestille sig, at 17 granvokse Nomakokke fra kl. 7 om morgen står i restaurantens state of art-køkken og laver 1.300 burgere dagligt.

Køen havde antaget mere overskuelige dimensioner, da vi ankom. Linda Kastrup

Rygter om en uendelig kø

Ikke desto mindre er det næsten lige før, at rygterne om køen foran Nomas nye burger-outlet på åbningsdagen, en solbeskinnet Kristi himmelfartsdag overgår hypen omkring selve burgeren. Historierne melder, at de to første i køen ankom allerede klokken 5 om morgenen, og at ventetiden op ad dagen var oppe på et par timer. Nomachefen, René Redzepi, bekræfter over for Berlingske, at hans kone, Nadine, som solgte ventebajere fra en trillebør, og sommelier Mads Kleppes søster, som havde læsset et æsel med vin, solgte for 40.000 kroner drikkevarer i selve køen i torsdags.