Bjarne Reuter: »Jeg vidste bare med mig selv, at jeg ikke ville bindes. Det var rædselsfuldt!«

Bjarne lystrer hver eneste befaling. Han er en lille soldat, der underkaster sig autoriteterne og udfører de ritualer, han bliver bedt om. For det her er ingen hyggelig spejderlejr med bålsange, banjo, bløde soveposer og brændte snobrød.

Fanget i et vådt mørke og opfyldt af en dødsangst, han aldrig skal komme til at glemme, kæmper han sig fremad.

Han kan ikke komme op til vandoverfladen og hive den befriende luft ned i lungerne. Men han kan heller ikke vende om og svømme tilbage.

De voksne har tvunget ham ned i slusen med en befaling om at svømme tyve meter under den bælgravende mørke presenning og over på den anden side. Han kan ikke orientere sig – han er en knægt på ti år og ikke en fuldvoksen mand på frivillig overlevelsestur med Jægerkorpset.

Navnet er Reuter, ikke Bjarne. På opdragelseslejren ved Næstved, hvor al form for leg er forbudt, bliver selv de yngste på otte år tiltalt med deres efternavn. Fornavn og dermed identitet er midlertidigt udslettet.

»Reuter!«

Truslen om at blive bagbundet og trukket gennem slusevandet af de voksne, hvis han nægter, har fået Bjarne til at overgive sig og selv hoppe i. Han har lige set de yngste drenge, som endnu ikke kan svømme, blive bundet og trukket gennem slusen under presenningen, mens de skriger og græder.

»Jeg vidste bare med mig selv, at jeg ikke ville bindes. Det var rædselsfuldt!«

Siden fik han en mistillid til voksne og til autoriteter og til alt, hvad der havde med uniformer at gøre.

»Sådan har jeg det stadig. Tillid er jo noget helt fundamentalt mellem mennesker, og tilliden til ens forældre – det var mine forældre, der havde sendt mig af sted – skal da som minimum være i orden. Men jeg mistede tilliden hele vejen rundt,« siger Bjarne Reuter.

»Det er hulens svært at vokse op uden tillid.«

Forandret for altid

Det er første gang, at en af Danmarks mest læste, mest elskede og bedst sælgende børne- og ungdomsforfattere i en biografi, der udkommer på onsdag, åbner døren ind til et mørkt kapitel af sit eget barndomsliv.

Efter de »tre ugers stroppetur i helvede«, som han kalder det, var han ikke længere den samme dreng, som før han blev sendt af sted. Lejren blev et »point of no return« på et tidligt tidspunkt i Bjarne Reuters liv og har efterfølgende været med til at definere ham som menneske, og dermed også haft en afgørende indflydelse på hans forfatterskab.

»Den sommer skete der noget inde i mit hoved, som siden ændrede alting,« siger han.

Med de efterhånden velkendte to-tre meters afstand, har Bjarne Reuter inviteret Berlingske inden for hjemme i villaen i Lyngby. Her fortæller han også om den legendariske scene med Mulle, der skal spise en skovsnegl i den prisbelønnede film »Zappa« fra 1983, baseret på hans egen roman og med Bille August som instruktør.

Scenen med skovsneglen har Bjarne Reuter hentet fra et af opdragelseslejrens mange ritualer:

»Du vil jo gerne være med i hulen, ikke Mulle?,« siger drengen Sten, spillet af den dengang 15-årige Peter Reichhardt.

Var det Bjarne Reuter selv, der blev tvunget til at spise en skovsnegl?

»Måske,« lyder svaret, efterfulgt af en stilhed hjemme i stuen, hvor han sidder ved det store spisebord.

»Måske.«

Nærmere har han ikke lyst til at komme det. Men han konstaterer, at dét at miste barndommen er et vilkår, vi alle har til fælles, og som enten kan ske meget nænsomt og langsomt – eller tidligt og brutalt.

»Jeg ved nøjagtig, hvornår det sorte kom ind i mit liv,« siger han.

Det værste i de uger var at miste sin fornemmelse af tid. Derfor vidste han heller ikke, hvornår han skulle hjem igen, for han havde ingen idé om, hvorvidt det var i morgen eller i overmorgen eller ugen efter.

»Jeg anede det ikke. Uvisheden var kvælende.«

Brugte ti år på at overveje biografi

Tid har han til gengæld en god fornemmelse af mange år senere hjemme i Lyngby, hvor han har skabt et asyl, som består i friheden til at skrive, hvad han vil, uden hensyn til andet end den historie, han gerne vil fortælle.

»Jeg forsøger at lukke så meget ude som overhovedet muligt for kun at koncentrere mig om mine bøger. Så jeg bevæger mig i virkeligheden mere væk fra virkeligheden, når jeg skriver,« har han tidligere fortalt i et interview med Berlingske.

Men nu er virkeligheden her. Lige midt i stuen. Bjarne Reuters egen virkelighed. Denne gang ikke med ham selv ved tasterne, men med journalisten Helle Retbøll Carl, som står bag biografien. I mere end ti år har han overvejet, om han skulle sige ja.

»Jeg har været meget i tvivl, for jeg har altid syntes, at det var mine bøger, der var vigtige, og ikke mig selv. Så hvorfor overhovedet en biografi? Men jeg læner mig meget op ad mine fire voksne børn, og da de sagde: »Det skal du da gøre, far!« tænkte jeg, at så måtte det være nu.«

Og nuet er også et tilbageblik på det, som psykologer i dag formentlig vil betegne som tre traumatiske uger med underkastelse og ritualer, som var dybt skadelige for sjælen.

Børnene samledes i det sydlige Sjælland på en stor landejendom, som var ombygget til en form for lejrskole. Der var indkvarteret omkring 50 drenge i alderen 8-14 år. De cirka ti voksne, der styrede tropperne, var formentlig unge, der for nylig havde aftjent deres værnepligt, og som havde hentet barsk inspiration i militæret.

Har aldrig tilgivet forældrene

»»Vil du være en stor dreng eller hvad?« Det var sådan, lederne sagde til os.  (...) Da jeg kom op fra vandet igen, græd jeg ikke længere. Jeg havde klaret det. Bagefter lå jeg og græd af skræk i min sovepose,« fortæller Bjarne Reuter i biografien: »Én som Bjarne Reuter.«

Hans forældre kom selv og hentede ham i Næstved, da han skulle hjem.

»Det så jo pænt ud på overfladen, solen skinnede, og jeg tror, de havde opfattet det som en spejderlejr. Jeg har aldrig nogensinde tilgivet dem, at de overhovedet ikke undersøgte, hvad det var for et sted, de havde besluttet at sende deres søn til.«

Det var lidt af et tilfælde, at Bjarne Reuter i 1960 overhovedet kom med på lejren. Han var ikke en dreng, der ellers havde brug for at blive genopdraget, fordi han ikke opførte sig ordentligt efter tidens forskrifter. Men en dreng, hvis mor Bjarne Reuters egen mor var gode venner med, skulle afsted. Bjarne Reuter kendste stort set ikke den anden dreng,

»Min mor og hans mor var blevet enige om, at det var synd, at han skulle alene, og at jeg lige så godt kunne tage med. Så kendte han da i hvert fald én bare en lille smule. Efter lejren talte drengen og jeg aldrig sammen igen, jeg tror ikke, at nogen af os kunne udholde at blive konfronteret med alt det, der var sket.«

Bjarne Reuters forældre spurgte ikke om noget, han fortalte heller ikke selv noget.

»Jeg tror, vi talte lidt om det en enkelt gang. Det lå i tiden, at man ikke snakkede så meget med sine forældre om det ene og det andet. Sådan var det i hvert fald hjemme hos os.«

Tavs i to måneder

De slag, man får, går i arv, mener Bjarne Reuter. De forandrer én i en bestemt retning og er altafgørende for ens adfærd sidenhen. Mens han hidtil havde haft det syn på voksne, at de var nogen, han kunne stole på, så han dem fra nu af i et andet lys.

Forældrene fortalte senere, at han ikke talte til nogen i to måneder, efter at han var kommet hjem fra lejren.

»Jeg tror, de tænkte: »Sikke en velopdragen søn, vi har fået«. Men jeg husker også, at jeg var bange for, at jeg skulle derned igen. Det var… altså, jeg gjorde præcis, hvad de sagde, jeg skulle gøre i de tre uger, jeg var på den opdragelseslejr. Sådan,« siger Bjarne Reuter og knipser højt med fingrene, mens han bider læberne stramt sammen som for at vise, at man ikke modsagde nogen.

»Jeg tror, at børn ville have reageret på samme i dag. Det handlede jo om en overmagt med en kæmpe angst, man lå under for. Man turde ikke andet end at gøre, hvad der blev sagt.«

Det var i årene umiddelbart efter, at Bjarne Reuter begyndte at skrive.

»Jeg havde mere lyst til fiktionen end til virkeligheden. Virkeligheden, troede jeg ikke rigtigt på, var noget for mig. Jeg magtede den ikke ikke rigtigt længere.«

Ud over den forbandede sommer får læseren af biografien også et indblik i Bjarne Reuters komplicerede forhold til sin far, som han aldrig lærte at kende, heller ikke selvom faren var meget fysisk til stede under hele sønnens opvækst.

»Jeg havde ikke nogen klar oplevelse af, hvem min far var, og så måtte jeg jo selv opfinde ham. Han er med i flere af mine bøger. I »Zappa«, i »Når snerlen blomstrer« og flere andre, men som forskellige brudstykker. Om det er min far i virkeligheden, det kan jeg være meget i tvivl om.«

Fik aldrig åbnet sin far

Hvad Bjarne Reuter til gengæld ikke er i tvivl om er, at han gennem sit eget liv har holdt noget af virkeligheden tre skridt fra livet. Det skyldtes ikke kun opdragelseslejren, men også opvæksten med den far, han aldrig lærte at kende.

»Jeg kan ikke erindre, at jeg nogensinde har rørt ved ham, eller at han har rørt ved mig. Det kan være svært at forstå i dag, hvor man krammer sine børn og derigennem også viser dem sin kærlighed. Der gik nok noget tid, inden jeg selv krammede mine børn. Jeg har tre sønner og en datter, men da jeg så fandt ud af, hvilken betydning det havde, skal jeg lige love for, at det føltes helt vidunderligt.«

Efter forældrenes skilsmisse og i takt med farens alderdom, tog Bjarne Reuter sig af ham i det omfang, faren selv ville. Nogle år forinden havde Bjarne Reuter fundet sin fars dagbøger sammen med bunker af klassisk litteratur – det hele skjult oppe på loftet. Det var ikke en side af sin far, han på noget tidspunkt havde kendt til, og det var derfor med stor forbløffelse, han opdagede, at faren kunne lide at skrive.

»Min far skrev ikke om følelser, men der var en fornem detaljerigdom og nogle meget fine registreringer i det, han skrev: »Bjarne havde sin nye frakke på i Rørvig, den var han meget glad for, men den tredje knap manglede.« Det var sådan noget, han skrev.«

Sammen med sin far spiste Bjarne Reuter frokost en gang om ugen, men relationen ændrede sig aldrig.

»Jeg tog tilløb til og prøvede at finde dåseåbneren frem og åbne ham, men det lykkedes aldrig. Jeg vidste, at han havde en fortid som frihedskæmper under Anden Verdenskrig, men den tid fortalte han aldrig om.

Hvem ved, måske havde min far oplevelser fra dengang, som senere fik betydning for hans måde at tackle livet på, og for hans relation til sine to sønner. Vi har hver vores historie, som indimellem også viser sig meget konkret:

Jeg kan ikke lide vand, jeg har decideret vandskræk, og jeg bryder mig ikke om at svømme.«