Cecilie Beck har været døden nær to gange: »Da jeg bliver lagt op på et bord og bundet fast med læderstropper, er jeg for alvor desperat«

Cecilie Becks liv har været fyldt med faser, forandringer og en fuld-fart-fremad karriere. I dag er hun Danmarks mest markante kvindelige TV-vært, som senest har styret nationen igennem endnu et Folketingsvalg. Men mest af alt er hun et menneske med en enorm respekt for livet, døden og den kærlighed, som hun finder mange andre steder end hos en mand.

»Det har været utroligt hårdt at blive skilt, lad os bare slå det helt fast. Men jeg er også sådan én, der altid vil rejse mig igen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Der er noget symbolsk ved udsigten fra Cecilie Becks tagterrasse. De store vidder, det brede kig over Vesterbro fra femte sal, det højtelskede København, der ligger dernede. Overblikket over byen og over tilværelsen.

Da hun købte lejligheden sidste år var det en slags manifestation. Hun var på den anden side af skilsmissen fra eksmanden Rasmus Tantholdt, og hun var klar til en permanent base i en tilværelse, der ikke har været nærig med omvæltninger.

Så her sidder vi, mens Cecilie Beck med sin karakteristiske hæse stemme fortæller om tiden, der gik – og den, der kommer. 

»Jeg er lige præcis nået til en fase, hvor jeg har fundet en god ro i mig selv. Altså, der er jo nogle omstillinger her i livet og den seneste, som jeg har befundet mig i det sidste halvandet års tid, efter min skilsmisse, har bare været én af dem. Min erfaring er, at store omstillinger tager mellem halvandet og to år, før man er faldet helt på plads med sig selv. For første gang i mit 48-årige liv, kan jeg nu fuldstændigt selv styre min livsrytme, min døgnrytme, min morgenrytme, uden at skulle koordinere med nogen. Det er en kæmpe frihed.

Cecilie beck

»Når jeg går i byen med mine døtre, møder jeg to reaktioner: Der er dem, der synes det er ret sejt, og dem, hvor jeg kan se, de tænker: »Hvor er det sølle«.«


Jeg har stadig mine to piger hjemme, Frida på 17 og Astrid på 22. Astrid bor kun lige hjemme for en kort bemærkning, efter at hun har været ude at rejse, så det er en stakket frist. Inden længe bliver der igen en ny overgang, når de flytter. En ny fase, hvor jeg skal finde ud af, hvor jeg så skal gøre af al den omsorg, jeg har i mig. Det går jeg og arbejder en del med, for den omsorg skal forvandles til en anden energi. Overgangen til fasen som mor med udeboende børn bliver ikke nødvendigvis let.

Jeg har jo altid vidst, at jeg kun har pigerne på lånt tid. Men nu er det virkelig gået op for mig. Vi har det sindssygt sjovt, vi fester sammen og vi bor i det her tøsekollektiv. Der er ingen tvivl om, at jeg er moren med det her kæmpestore omsorgsgen, men vi er også veninder, og det er en god blanding. Når jeg går i byen med mine døtre, møder jeg to reaktioner: Der er dem, der synes det er ret sejt, og dem, hvor jeg kan se, de tænker: »Hvor er det sølle«. Men jeg er fløjtende ligeglad, hvad folk tænker, så længe de bare nøjes med at tænke det. Tænk løs, tænk for helvede!

»For første gang i mit 48-årige liv, kan jeg nu fuldstændigt selv styre min livsrytme, min døgnrytme, min morgenrytme, uden at skulle koordinere med nogen. Det er en kæmpe frihed.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Det har været utroligt hårdt at blive skilt, lad os bare slå det helt fast. Men jeg er også sådan én, der altid vil rejse mig igen. Det er jo ikke fordi, jeg ikke sørger eller lider efter en skilsmisse. Indimellem har jeg tænkt: Nu lægger jeg mig lidt på sofaen, for jeg kan godt mærke, jeg er rigtig ked af det. Men så går der cirka tre minutter, og pludselig får jeg øje på en nullermand, farer op og griber en støvsuger, og inden jeg ser mig om, er jeg i gang med noget andet. Jeg handler mig ud af sorg. Og jeg fester mig ud af sorg. Der har været meget action.

»I mange år fik jeg koldsved«

Men det har langt fra altid været festligt. Cecilie Beck har været døden nær, både af en sorg, der ændrede hende fundamentalt, og af en blindtarmsinfektion, der nær havde kostet hende livet i de mørkeste egne af Afrika. Da Cecilie Beck slap barndommen, hvor hun boede på Horsens-egnen sammen med sin familie, og med stor appetit kastede sig ud i voksenlivet, mødte det hende med en mavepumper. Et af de momenter, der kom til at definere både nuet og fremtiden.

»Jeg mistede min lillebror, da jeg var 23 år og gik på Journalisthøjskolen. Han døde i en trafikulykke og blev kun 17 år. Det er en tidlig alder at opleve så stor en sorg, og det påvirkede hele familien og mine forældre. Det går op for én, hvor skrøbeligt livet er. Vi tror, vi ved det. Det gør vi ikke! I flere år efter at min bror døde, kunne jeg få koldsved, hvis telefonen ringede efter klokken 20 om aftenen. Nu er det mange år siden, jeg mistede ham, men jeg har altid haft noget med telefonen og mine børn. Min brors død har påvirket hele min indstilling og mit forhold til livet, det er klart. Jeg savner ham stadig, og det er skelsættende at finde ud af, at det hele kan være slut på et splitsekund.

Men jeg har jo også oplevet, at nye liv kan begynde. At få børn har betydet, at jeg har mærket, at der findes noget større og væsentligere end mig selv. Det er så stærk en følelse af kærlighed, at det næsten er en religiøs oplevelse. Men jeg er ikke religiøs, jeg er ateist, for jeg har svært ved at se religion som andet end et magtmiddel på godt og ondt. Der er ingen tvivl om, at religion har været med til at regulere menneskers adfærd i perioder, hvor vi har opført os uhensigtsmæssigt. Her kan religion være en rettesnor til at trække samfund og mennesker i en anden retning, så på den måde anerkender jeg religion. Men helt grundlæggende har jeg svært ved at se religion som andet end et magtinstrument.

»Jeg elsker at gå og nusse rundt for mig selv og være alene, især når jeg kommer hjem fra arbejdet. Så nej. Jeg savner ikke en mand, men jeg kan da godt savne, at der er nogen, der gør noget for mig. Det er mine veninder dog virkelig gode til.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Jeg har prøvet at være i en situation, hvor jeg var helt ude på kanten af min smertegrænse, og hvor jeg måske ikke ligefrem bad til en højere magt, men i hvert fald håbede meget stærkt på et mirakel. Jeg havde læst fysik og kemi på Københavns Universitet, var 19 år og skulle til Congo, dels for at undervise, og dels for i en periode at bo hos min stedfar. Han var inspektør på en stor skole, hvor man underviste namibiske flygtninge. Det var før, Namibia blev selvstændigt.

Jeg har kun været i Congo ganske få dage, da jeg får uudholdelige smerter i maven, bliver lagt ind i et køretøj og bumlet hen over savannen uden veje i fire timer ombord i et smertehelvede, før vi når frem til nogle barakker. Her tager en gråhåret fransk læge på mindst 80 år i mod mig. Det viser sig, han har været kirurg under Korea-krigen. Jeg får det eneste værelse, mens alle andre syge ligger på madrasser på gulvet, og jeg er sikker på, de har smidt en anden ud fra værelset for at give den lille hvide kvinde den bedste plads. På et tidspunkt stikker jeg min hånd ned i skuffen ved siden af sengen og får fat i en gammel nål med størknet blod. Året er 1989, og jeg tror omgående, at jeg er lige ved at få AIDS i udbrud. 20 procent af befolkningen i området var på det tidspunkt hiv-smittede.

Jeg har så stærke smerter og er så urolig over det sted, jeg befinder mig, at hvis der var kommet nogen og havde sagt: »Det her varer et kvarter mere«, ville jeg have råbt: »Jeg vil dø, og det skal være nu!«

Det bliver morgen, den gamle franske kirurg kommer ind, jeg skal opereres for blindtarmsbetændelse med det samme. Jeg når at tænke, om de overhovedet har engangsudstyr, da jeg bliver kørt ind i sådan en slags hal, hvor en sygeplejerske beder mig om at tage alt mit tøj af, så jeg er nøgen. Der er andre i rummet, jeg har infektionshysteri og føler mig sendt til helvede, da sygeplejersken kommer hen til mig med et barberblad og begynder at glatbarbere mig. Rusten siver ned ad fliserne, der er ingen vinduer, og da jeg bliver lagt op på et bord og bundet fast med læderstropper, er jeg for alvor desperat. Det er ikke meget fransk, jeg kan, men jeg husker, at jeg siger: »Pas du sang, pas du sang« – »jeg skal ikke have blod, jeg skal ikke have blod.«

Inden jeg bliver knockoutet af narkose, når jeg at tænke: »Mon jeg har alle mine organer, når jeg vågner?« Da jeg vågner, er smerten helt forsvundet. Det er fantastisk, næsten som et mirakel. I dag har jeg verdens pæneste ar, den gamle franske krigskirurg kunne virkelig sit håndværk. Den på alle måder ret vilde oplevelse har siden fået mig til at påskønne min almindelige grundtilstand. Det er da et kæmpe privilegium, når man ikke har ondt nogen steder i kroppen overhovedet.

»Jeg savner virkelig ikke en mand«

Cecilie Beck har testet kærligheden i flere former. Den altopslugende og evige er den til døtrene, mens den til mændene har været stærk og intens, men altid er kollideret med de bump på vejen, som er en del af livet. Som helt ung blev hun gift med Carsten, som hun fik døtrene med, og senere dannede hun par med TV 2-kollegaen Rasmus Tantholdt. De og deres sammenbragte familie holdt sammen i godt 10 år, men siden de blev skilt, har noget ændret sig. Cecilie Beck er mere forelsket i sit eget selskab end nogensinde. 

Jeg elsker at gå og nusse rundt for mig selv og være alene, især når jeg kommer hjem fra arbejdet. Så nej. Jeg savner ikke en mand, men jeg kan da godt savne, at der er nogen, der gør noget for mig. Det er mine veninder dog virkelig gode til.

Cecilie Beck

»Du kan ikke både selv tilrettelægge hele din tilværelse og samtidig indgå i en dyb relation med et andet menneske på sådan en tosomhedsmåde.«


Andre gange kan jeg godt tænke: »Åh… bare der lige var en, der kom og lagde mig i en ske«. Det kan jeg så faktisk også bruge mine veninder til, hvis det er meget påkrævet. Eller… nej, lige dér står de nok ikke til rådighed. Men hvis nu man er virkelig desperat, så kan man godt finde en ske et eller andet sted, ha, ha.

Lige nu kan jeg ikke komme i tanke om noget, jeg savner ved parforholdet. Jeg er så glad for den dér frihed. Men tro mig, hvis du kommer og spørger mig om to år, vil jeg helt sikkert kunne remse en masse op, men livet er jo også lidt af et kompromis. Du kan ikke både selv tilrettelægge hele din tilværelse og samtidig indgå i en dyb relation med et andet menneske på sådan en tosomhedsmåde.

Jeg er bare inde i en fase, hvor jeg giver mig selv lov til at være fri. Og jeg ved ikke… måske synes jeg også, at vi ofte fortolker den der tosomhedsmodel lige lovlig snævert. Men altså, når man er forelsket – og det, jeg siger nu, har jeg tænkt rigtig meget over – så er man i virkeligheden mest forelsket i sig selv. Det fedeste overhovedet ved at være forelsket er, at man elsker sig selv. Man synes jo wow, jeg er bare for hot, jeg for smart, for klog, for sjov. Fordi man hele tiden får responsen fra én, der også er forelsket.

»Jeg er bare inde i en fase, hvor jeg giver mig selv lov til at være fri. Og jeg ved ikke… måske synes jeg også, at vi ofte fortolker den der tosomhedsmodel lige lovlig snævert.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Efter et par år forsvinder magien, og så skal der lige pludselig arbejdes lidt mere. Og ups, pludselig er man ikke enige om det ene og det andet. Det kan jo virke utroligt sårende, når nu man så gerne vil definere det der »vi«. Og allerede der går det galt, for så bliver vi kede af, at vi ikke er i stand til at definere det der »vi«, som vi så gerne ville. Er det så dig eller mig, det er galt med? Man får pludselig hinanden til at føle sig forkerte og begynder at nedbryde hinanden. Det, synes jeg, er det sværeste at undgå i et parforhold.

Jeg siger ikke, det er sådan hele tiden, men at undgå de mekanismer er svært. Jeg har været fortvivlet mange gange, når jeg ved, at jeg lige nu ikke gør den anden noget godt. Problemet er, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre for ikke at være sådan. Lige det dér, det savner jeg i hvert fald ikke, og jeg tror, vi er en større gruppe mennesker, som har erkendt, at vi måske ikke egner os til den livslange tosomhed. Jeg beundrer dem, der kan, jeg kan bare ikke. Jeg mødte Carsten, som jeg har mine børn med, da jeg var 23 år. At tro, vi skulle udvikle os sammen i den samme retning resten af livet var måske ret ambitiøst. Jeg er nok bare ikke så god til at indgå alle de kompromiser, det kræver at være i et livslangt forhold, derfor bliver jeg nødt til at være…. seriel… ha, ha, ha.

Noget, som jeg synes er ret markant, når vi taler om samlivsformer, er, at mange selv skaber deres familier. Altså, hvor venner bliver til deres familie, sådan har jeg det også. Min familie er selvfølgelig min biologiske familie inklusiv min eksmand, som jeg har mine børn med, og hans kone, vi holder jul sammen. Så er der venner, jeg har kendt, siden jeg var teenager, mens andre er kommet til senere. På den måde har jeg et ret løst begreb om, hvem der er min familie. I hvert fald har det ikke meget med biologi at gøre.

Hvis jeg føler, jeg deler DNA med nogle venner, er de min familie. Der er ingen tvivl om, at der tidligere er blevet eksperimenteret med familiebegrebet, nok også mere radikalt i 60erne end i min generation. Jeg tror, den slags udspringer af opgangstider. Økonomisk set lever vi i en helt vildt rig tid, og det giver jo netop rum til eksperimenter. I krisetider strammer man til om de traditionelle kernefamiliemønstre.

»For første gang i mit 48-årige liv, kan jeg nu fuldstændigt selv styre min livsrytme, min døgnrytme, min morgenrytme, uden at skulle koordinere med nogen. Det er en kæmpe frihed.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Skrappe Cecilie«

Cecilie Beck begyndte sin karriere på TV 2 som reporter i 2001, senere blev hun studievært og kendt for sin kontante interviewteknik. Senest var hun ankerkvinde på de store debatter op til folketingsvalget, hvor hun bl.a. måtte sætte Lars Løkke Rasmussen grundigt på plads, da han to gange under partilederdebatten hev et papir op af lommen, som han mente var en dokumentation for det, han sagde. Men da Cecilie Beck får spørgsmålet - om hun er en skrap moster, også privat - reagerer hun ved at kalde på sine døtre.

»Fridaaa!«  (Cecilie Beck råber på sin yngste datter.)

»Er jeg skrap?«

Frida: »Jaaa ... jo ... Du er skrap, når det er nødvendigt.«

Cecilie: »Men er jeg generelt et menneske, hvor man vil tænke: Hun er sådan en skrap en. Synes dine venner, jeg er skrap?«

Frida: »Hmm…«

Cecilie: »Uha, det tager tid for hende at svare, nu kommer sandheden lige om lidt.«

Frida: »Nej, det er du ikke, i hvert fald ikke over for folk, som kender dig.«

Cecilie: »Tak. Astriiiid, kom lige, bare et hurtigt spørgsmål: Er jeg skrap?«

Astrid: »Nej, det synes jeg ikke, måske hvis folk ikke kender dig, men mine venner synes, du er rigtig sød.«

Cecilie: »Okay, så er den på plads, ha, ha. Måske er det bare fordi, der er nogle, som ser TV og som synes, jeg er rigtig skrap. Men jeg har prøvet at komme ind hos frisøren, hvor nogen så siger: »Jamen, gud, du er jo i virkeligheden sød.« Så får jeg lyst til at sige: Jamen, hvad forventer du? At jeg sparker døren ind hos frisøren og brøler: Stik mig lige shampooen og få det til at gå lidt kvikt! Nej, nej, sådan er jeg ikke. Men okay, jeg tror, at jeg på super-overfladen er ret skrap. På overfladen er jeg sød, og når du kommer helt ned under overfladen ... så er jeg skrap igen. Nej, seriøst, jeg kan da godt skære igennem.«