Hvorfor kigger du på MIG? Som om det er MIN skyld? Det er nu, hvor børnene er flyttet hjemmefra, at dynamikkerne i ægteskabet bliver meget tydelige. Og hvem er egentlig skyld i følelsen af, at man som par er rykket væk fra hinanden?
Nu står vi her, nu har vi udført opgaven. Givet børnene så god en opvækst, som vi har formået, passet vores arbejde og skabt en tilværelse.
Så hvad nu? Hvad er et godt samliv og et harmonisk ægteskab, når der ikke længere er børn eller bunker af arbejde at dække sig ind under i de perioder, hvor parforholdet ikke er så enkelt, som man kunne ønske sig?
»Det er jo det store tæppefald,« siger parterapeuten Martin Østergaard.
»Nu bliver de mange dynamikker, som er i alle parforhold pludselig meget tydelige. Med øget risiko for en konflikt, fordi der også kan være en følelse af tab og sorg forbundet med, at børnene er flyttet og man selv er blevet ældre. Som par kan man føle, man er rykket et nyt sted hen. At man er rykket længere væk fra hinanden. Hun siger: Lad være med at kigge på mig.
Han siger: Lad være med at kigge på mig. Og i det ligger en form for skyld, som ikke er ens egen, men ens partners. For hvad er indholdet nu, og giver det mening at blive sammen?«
Jeg beder ofte par om at kigge på hinanden, se hinanden i øjnene og bagefter også holde hinanden i hånden. Det kan lyde lidt langhåret, og folk kan også blive kejtet i begyndelsen.Martin Østergaard
»Samtidig er det et tidspunkt i livet, hvor mange har fokus på ægthed. Hvor andre mennesker, varme og ægthed får en større betydning,« siger Martin Østergaard.
»Det er en generation, som stadig føler sig unge, og som også er det. Med en forventning om, at parforholdet skal fungere, og at det skal fungere godt. Man har stadig store forventninger til hinanden.
I mange forhold bilder hver især sig ind, at de ikke længere vil det samme. At de med årene er gledet fra hinanden, og derfor skubber sig endnu længere væk fra sin partner. Men mange af de par, jeg har som klienter, er ikke så langt fra hinanden, som de selv tror eller forestiller sig. De vil gerne hinanden, men tror ikke på forholdet for alvor.«
»Jeg beder ofte par om at kigge på hinanden, se hinanden i øjnene og bagefter også holde hinanden i hånden. Det kan lyde lidt langhåret, og folk kan også blive kejtet i begyndelsen.
Det er en meget simpel øvelse, men samtidig også en meget kompliceret øvelse. For med årene er der kommet buler, blå mærker og pletter fra fortiden. Der kan være sår, som ikke er helet og stadig klør, selv efter mange år. Men hvis man rækker ud efter hinanden, vil mange opdage, at afstanden ikke er blevet så stor, som de gik og troede.«
