Anders Matthesen: »Nej, du kan ikke alt, hvad du vil. Sådan fungerer virkeligheden ikke«

Manden, de kalder »Anden«, vil bruge sin fænomenstatus til at lære os, hvad virkeligheden er for en størrelse, og at vi alle sammen skal tage et større ansvar. »Saml' nu de popcorn op på gulvet i biffen!« Hans seneste film »Ternet Ninja« er blevet set af sensationelle knap 900.000 danskere. Lige nu er han i fuld gang med sin turné rundt i hele landet.

»Børn må gerne vide: Okay, jeg skal udnytte det privilegium, at jeg bor et fedt sted som Danmark, hvor jeg ikke hver eneste dag er nødt til at tage stilling til sult og terror.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Jeg siger ikke, at nogen skal løbe ud om natten i kapper og banke folk sønder og sammen. Men der er da nogle ting, man indimellem godt kan fikse, i og med, at vi er et stort antal i Danmark. Eller at vi måske oftere kunne sige: Det dér vil vi ikke have. Slut!«

Anders Matthesen taler om ansvar. Om selv at tage et ansvar, og om at sige fra.

Men vi begynder med successen. For den er umulig at komme uden om, også her i »Andens« personlige hovedkvarter.

Glem alt om kreativ rodebutik. Her er hvidt og så ryddeligt, at man skulle tro, at oprydningsguruen Marie Kondo havde lagt vejen forbi. Minimalisme på alle hylder! Ingen billeder, ingen hædersbevisninger, ingen plakater fra »Andens« mange film og shows. Det vildeste i det hvide univers er kaffekopperne i selvlysende neonfarver og den lyserøde T-shirt, han har på.

Her, i et klinisk ryddeligt baghus på Frederiksberg, har Danmarks største og mest succesrige komiker og multi-talent sin arbejdshule. Her skabte han filmen »Ternet Ninja«, hvis hovedperson som den eneste rekvisit fra Matthesen-universet er synlig på kontoret: Den lille ternede Ninja-dukke er med sit samuraisværd placeret på en hylde højt oppe under loftet. Den ÆGTE vel og mærke. Stjernen fra filmen – og ikke en af de mange ternede Ninjadukker, der nu sælges som merchandise til fans. Med sine store knapøjne stirrer den ud i luften, og havde den kunnet tale i virkeligheden, havde den sandsynligvis sagt:

»Det er MIG, der har solgt næsten 900.000 biografbilletter.«

Foto: Søren Bidstrup.

Anders Matthesens film er endt som en vaskeægte sensation, der har slået alle rekorder i billetsalg. Det er hele 34 år siden, at en dansk film er blevet set af så mange biografgængere og sidst, det skete, var med komedien »Op på fars hat«.

»Det gør mig glad, at »Ternet Ninja« er landet så godt, og det er ikke noget, jeg på nogen måde er ligeglad med,« konstaterer Anders Matthesen nøgternt.

»Men det betyder ikke så meget, at jeg vil bøje mig for at nå derhen, hvor folk kalder det, jeg laver, en succes. At jagte en succes som et resultat, det har aldrig været mig. Det er ikke sådan, jeg arbejder.«

Leder af et fængselskor i ny film

Han understreger, at det er helt uden falsk beskedenhed, når han siger, at han nok troede, nogle ville synes, »Ternet Ninja« var skæg, selv om der ikke er ret mange jokes, ingen hærg, ingen anarki eller gafler i øjnene. Men han tænkte samtidig, at endnu flere nok ville hate på filmen.

»Jeg havde alle paraderne oppe og var næsten sur på forhånd, da vi var færdige med filmen. Jeg var klar til kamp: »Jamen, hvad vil I ha'? Jeg kan jo for pokker ikke lave det samme hver gang!«

Men han er glad, indrømmer han.

»»Ternet Ninja« er blevet godkendt og anerkendt. Det er det vigtigste for mig.«

Med sin grundpalette af kommunefarvet hår og neutralt dansker-udseende er manden fra Albertslund kendt for sin evne til at forvandle sig selv og sin stemme. Gennem mere end 25 år har Anders Matthesen koblet humor med selvudleverende alvor, opfundet figuren Onkel Stewart og satireprogrammet »Jul på Vesterbro« og selv spillet hovedroller og lagt stemmer til de fleste figurer i sine animationsfilm.

Han har udsendt albums som rapper, liret komplicerede ordstrømme af sig, som den ordekvilibrist, han også er. Instrueret »Sorte kugler« og »Terkel i knibe«. Skrevet bøger, som folkeskolens ældste elever i dag fortolker og analyserer. (Han ville selv være dumpet flere gange, hvis han blev bedt om at finde alle de lag i sine historier, for de er ikke skrevet bevidst, siger han. »Så dygtig er jeg slet ikke ...«)

Anders Matthesen

»Og nej, gu' må I ej slå børnene, det er ikke det, jeg siger. Men lærerne må heller ikke give dem eftersidninger eller sende dem uden for døren. Hvad skal de gøre?«


Han har leveret standupkomik som ingen anden, og de seneste turneer har solgt flere end 100.000 billetter og fået anmelderne til hælde stjerner ud over ham. I Royal Arena stod han i efteråret på scenen foran 10.000 mennesker, der havde købt en billet i anledning hans 25 års jubilæum. Han har gennem årene været over det hele i den stand up comedy, som han selv har været med til at udvikle.

Og når der til sommer er premiere på den absurde komediefilm »De frivillige« af instruktøren Frederikke Aspöck, er det med Anders Matthesen i en bærende rolle som en indsat korleder i et fængselskor.

Virkeligheden skal der ikke drysses sukker på

Hvor begynder og slutter fænomenet Anders Matthesen?

»I de stille perioder, og dem er der jo også nogle af, støber jeg kuglerne. Nu har der jo været smadder på længe, så det kunne da godt være, at jeg snart skulle krybe ind i en bjerghule og sige: »Vi ses senere.« Men omvendt så er de ting, der kommer ud af det, jeg arbejder med, noget, jeg synes er sjovt. Jeg gør det hverken af desperation eller for pengene eller for berømmelsen eller for noget som helst andet. Jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være, meget længere er den ikke.«

Anders Matthesen er de næste seks måneder på turné rundt i Danmark. Han trængte til at lave klassisk standup igen efter flere år med store shows på Danmarks største scener. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Anders Matthesen er fan af virkeligheden. En virkelighed, han mener, børn har godt af at blive præsenteret for i stedet for få drysset sukker på af forældre, der foretrækker den form for virkelighed, der smager af noget sødt.

Hans komiske virke er på mange måder en hudfletning af den tvivlende curlingforælder i os alle. Inklusive i »Anden« selv. Som da han kørte sin søn til Nordjylland for at spille computerspil i en hal og måtte holde en paraply over sønnens hoved på vej fra bil til hal, så sønnen ikke risikerede at få for meget sol.

Ifølge Matthesen er det helt unødvendigt at lægge et filter på, som fjerner det værste snavs fra virkeligheden.

»Nogle mener, vi bare skal fortælle vores børn et eventyr, mens de er små. Alle er glade, og julemanden kommer også igen til næste jul. Det kan da godt være, det indimellem er lidt »nøjeren« at vise børnene virkeligheden, men ikke at gøre det er da for mærkeligt. Mange danske børn har rejst meget, det har mine egne også, og da de var på Maldiverne, sagde de:

»Ih ... Der er bare så skønt på Maldiverne, det er et af de bedste lande i hele verden, og folk her er SÅ søde.«

»Jah…«, sagde jeg. »Men de mennesker er fra Indien, og når de mennesker kommer med en Cola Zero til dig, så er det ikke dem, der bor her. Lige her, hvor vi er på Maldiverne, er ikke en del af virkeligheden.«

Vi kan bruge det til at fortælle vores børn, hvor privilegerede de er, mener Anders Matthesen.

»Børn må gerne vide: Okay, jeg skal udnytte det privilegium, at jeg bor et fedt sted som Danmark, hvor jeg ikke hver eneste dag er nødt til at tage stilling til sult og terror. Derfor skal jeg ikke gå og optage en plads for en anden dreng eller pige, hvis jeg ikke – i det mindste – er bevidst om mit privilegium.«

»The sky is the limit, du er fantastisk«

Da Anders Matthesen sidste år havde sine børn med til New York, passerede de mennesker, som boede og sov på gaden.

»Det brød børnene sig ikke umiddelbart om at se, det var lidt ubehageligt, og derfor mente de, at vi kunne gå en anden vej. Men jeg insisterede på, at vi fortsatte ad den vej, vi havde planlagt. Ikke at vi stoppede op for at stå og kigge på mennesker i soveposer, men børnene har godt af at opleve ret konkret, at et samfundssystem som det amerikanske har en konsekvens. Det kan man jo så tale med børnene om, uden at det behøver være en opfordring til at blive politikere som voksne.«

Anders Matthesen

»Man skal blive ved med at pudse sig selv med et stykke sandpapir og anholde sig selv i de ting, hvor man er lige ved at svigte et ansvar.«


Ifølge Anders Matthesen er især X-factor-generationen vokset op med, hvor fantastiske de selv er – og af samme grund behøver de ikke at være noget for andre. Og hvis andre ikke kan lide dig, er det de andre, der er noget i vejen med. I bedste X-factor stil har de fået at vide:

»Tro på dig selv, du kan alt, hvad du vil.«

»Men realiteten er: Nej, du kan ikke alt, hvad du vil. Sådan fungerer virkeligheden ikke, det er helt misforstået. Hvis der er noget, du gerne vil, så gå efter det og sats på det, men du skal ikke være så optaget af, hvad resultaterne er. Du skal gøre det, fordi det er dét, der gør dig lykkelig og glad. Måske kan skal man engang imellem spørge sig selv: Hvad er det, JEG gør forkert, hvis ingen kan lide mig? Børn skal vide, at de er gode nok, og at de ikke behøver at gøre noget ekstra for at blive elsket – men de skal ikke have at vide, at de er bedre, end de er.«

Ifølge Anders Matthesen er selvforståelsen især de seneste 20 år blevet lavet om til et ekko af det amerikanske mantra: »ALT kan lade sig gøre, hvis bare du vil det nok. The sky is the limit, og du er fantastisk.«

Arbejdshulen og hovedkvarteret, hvor meget af materialet bliver udviklet, ligger i et baghus i en baggård. Eneste synlige rekvisitet fra Matthesen-universet indenfor er Ninja-dukken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Noget af det, der gennemsyrer den tid, vi befinder os i, er manglen på selverkendelse og selvransagelse, mener han.

»Jeg går og sysler lidt med, om vi ikke skulle have nogle flere smileyer med lige munde. Når vi ser en opdatering fra én, som har taget et billede op af sig selv og skriver: »Sidder her og spiser morgenmad i solskinnet,« kunne man sende en smiley tilbage med en lige mund.

»Ja, det er registreret. Ikke andet, for det gør hverken fra eller til, at du sidder dér og spiser morgenmad i solen. Det er registreret. Slut! Lyder jeg lidt som en gammel, sur mand?« spørger Anders Matthesen pludselig og ser ud til at mene det alvorligt.

Tilbage til de gamle standupdage

Han har sluppet sig selv fri. For første gang i mange år. Lige for tiden svømmer Anders Matthesen rundt i et stort, brusende hav af frihed, mens han slår med halen som en selvlysende fisk af bar vellyst og nydelse, når han kører ind i Skælskør, Skive, Kolding, Herning, Esbjerg, Greve, Rønne og en lang række andre danske byer. Eller som i går, hvor han var i Odense og stod foran 1.700 mennesker. Han nød det.

I løbet af de næste seks måneder turnerer Anders Matthesen rundt i Danmark med et klassisk standupshow »Anden bringer ud«, som til sidst ender i Falconer Salen til august. Den store finale. Men det fedeste er faktisk provinsen, synes han.

»Det er ligesom at være tilbage i klubmiljøet fra de gamle standupdage. Jeg trængte til det efter i mange år at have været afhængig af en kæmpe logistik, typisk med en stor lastbil og ti mand indeni, der sad og spiste gullaschgryde. Så blev der spurgt: »Anders, hvornår har du tid til at lave lydprøve?« Og så videre. Det er sådan, det nu engang er med de store shows. Nu sætter jeg mig bare ind i en bil, måske sammen med et par andre stykker, og så kører jeg ud til spillestederne. Jeg har intet med mig, og jeg kommer næsten hoppende ud af bilen i nattøj og sandaler. På vejen er jeg måske stoppet ved en Burger King for at spise mig en burger. Præcis som vi gjorde helt i begyndelsen, da vi startede med at optræde med standup.«

Han har givet sig selv friheden til »at forfølge den energi, der er i rummet«, når han er rundt med sit show.  Det materiale, han har med, er udviklet gennem de seneste par år. Resten er bits og chunks, som han skriver fra dag til dag eller improviserer, når han står på scenen. Det får lov at flyde fra ham, og han elsker det.

Behovet for igen at være meget tættere på publikum har været stærkt, og det samme har uforudsigeligheden, forklarer han.

»Nogle af de steder, hvor jeg kommer, har der måske været en børneforestilling om eftermiddagen. Kulissen med store egetræer fra forestillingen står der stadig om aftenen, den bliver ikke flyttet. Jeg kommer bare ind på scenen i det, der nu er. Forinden er en fyr, jeg aldrig har mødt før, kommet hen til mig og har sagt:

»Jeg er lydmand, så du siger bare til, når du er klar. Jeg har lagt en reservemikrofon der, og så kan du bruge den taburet, hvis du vil. Jeg har også noget lys.«

Det er back to basics. Virkeligheden om man vil. Uden dikkedarer.

Århus skal man gøre sig fortjent til

Næste gang bliver Anders Matthesens show måske igen skarpere og større. Men han har trængt til at komme væk fra det meget konceptuelle. Fra den store scenografi, den store iscenesættelse med storskærme, rock'n'roll, lysshow og kaskader af konfetti. Fra alt det, som er planlagt minutiøst, og i stedet genfinde det »fuldstændigt uforudsigelige«. På landevejen og i de byer, han ikke har optrådt i længe. I mange år har han kun lavet shows af en størrelse, som det af praktiske grunde alene har været muligt at gennemføre på de fem-seks største scener i Danmark.

»Jeg ville være dumpet 17 gange, hvis jeg skulle fortolke »Ternet Ninja«, jeg kan slet ikke selv se de lag,« siger Anders Matthesen om bogen, der bruges af folkeskolens ældste klasser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Han elsker spillestedernes forskelligheder. Og byernes. I Århus skal man for eksempel gøre sig lidt fortjent til at optræde, når man kommer fra København.

»Der er ligesom et lag, man skal igennem.«

Esbjerg og Aalborg er han vild med. De byer minder ham om, når han optræder i sin hjemstavn, Albertslund.

»Her er en mere rough stemning, hvor publikum er sådan: »Ja, ja, mand, fedt mand.«

Herning kan være lidt svær på grund af den moderne svømmehalssal med de grønne, flydende biografsæder, der kan lægges ned. Det gør ikke noget godt for standupformen, at folk kan lægge sig. I Midtjylland er stemningen lidt mere »dirty«. Og forleden skrev en mand fra Ikast til ham, om Matthesen måske helt havde glemt Ikast på sin turné?

»Hvorefter jeg med stor fryd skrev tilbage til ham: »Jamen, har Ikast glemt mig?« Det er spillestederne selv, der booker mig, og jeg elsker faktisk Ikast.«

Han kalder den form for show den totale frihedsfølelse.

»Det er en frihed i den forstand, at jeg har det bedst, når jeg optræder. Jeg kan bedst lide en dag, hvor der har været et show. Så går jeg ind og er fuldt koncentreret om det i halvanden time, og så kører jeg hjem til familien og hele væddeløbet bagefter.«

Puds dig selv med et stykke sandpapir

»Hvis ikke JEG gør noget, så er der ingen andre, der gør.«

En sætning som gentages nogle gange i forskellige scener og situationer i »Ternet Ninja«. Det er Anders Matthesens egen stemme, hans eget budskab og ikke bare en replik, han giver sine karakterer. Men et budskab som det på helt lovlig vis er tilladt at stjæle med sig ud fra biografen, eller når Ninja-bogen er læst.

»Det handler om ansvar,« siger Anders Matthesen.

»Jeg tror virkelig på, at man er nødt til at tilse sig selv og tage udgangspunkt i sig selv, hvis der skal ske nogle mærkbare ændringer overhovedet. At man skal blive ved med at pudse sig selv med et stykke sandpapir og anholde sig selv i de ting, hvor man er lige ved at svigte et ansvar. Også i det helt små.«

Når han er i biografen med sine børn, og de ikke vil rydde op efter at have tabt popcorn på gulvet, fordi det kommer der nogle andre, som arbejder i biografen og gør, siger han:

»Det handler ikke om, hvad de kan gøre, men hvad du selv kan gøre. Heller ikke om hvad der er ret og rimeligt. Men om at sige: Fordi hele verden er lavet af lort, skal du jo ikke være det. Du skal være noget særligt, for så bliver det noget med at at tage en opgave på sig med ære og dermed også tage et ansvar.«

Er der et argument, Anders Matthesen er træt af, er det:

»Jamen, hvorfor skal jeg, når de andre ikke skal?«

»Det er et tema, som jeg har arbejdet med at få tydeligt frem i for eksempel »Ternet Ninja«. Men samtidig også at give det elementet af, at helten jo altså også kommer til at gøre noget forkert indimellem. Den slags temaer, synes jeg, druknede lidt i »Terkel i knibe« i lidt for meget blod og lidt for lange arme.«

Han fortsætter:

»Hvis du spørger mig lige på og hårdt, om jeg for eksempel går ind for selvtægt, og at børn selv skal tage affære, når noget går galt, er mit svar nej. Det må nogle voksne fikse. Jeg kan da godt tænke, at hvis der er så mange problemer i et område, jamen hvorfor er der så ikke nogen af dem, der bor i området, som tager affære? Jeg siger ikke, at nogen skal løbe ud om natten i kapper og banke folk sønder og sammen. Men der er da nogle ting, man indimellem godt kan fikse, i og med at vi er et stort antal i Danmark. Eller at vi måske oftere kunne sige: Det dér vil vi ikke have. Slut!«

Når det handler om det store ansvar, som lærerne i folkeskolen bliver bedt om at tage, bliver de i høj grad svigtet, mener Anders Matthesen.

»I mange skoler er lærerne jo fuldstændigt magtesløse og kan ikke gøre noget ved de problemer, der er. Man kan jo ikke give lærerne et ansvar, uden at der følger sanktioner med. I må ikke slå børnene. Og nej, gu' må I ej slå børnene, det er ikke det, jeg siger. Men lærerne må heller ikke give dem eftersidninger eller sende dem uden for døren. Hvad skal de gøre? De har intet at true med, hvis børnene kravler op og ned ad væggene. Nogle gange kunne det være fedt, hvis nogen sagde: Det dér, det vil jeg ikke være med til. De regler, som I har stukket ud, dem vil jeg ikke følge, og så må I bare fyre mig. Så kunne det være, at der var flere lærere, der også sagde fra.«

Han kalder den form for show den totale frihedsfølelse: »Det er en frihed i den forstand, at jeg har det bedst, når jeg optræder.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Men det er lidt med ansvaret som med virkeligheden, mener Anders Matthesen. Hvis der er noget, vi ikke bryder os om, lukker vi øjnene eller prøver at gå udenom.

»Det er som om – og det gælder ikke bare lærerne – at alle i øjeblikket bare følger med. Det kan virke som om, at verdens måde at rulle på bestemmer, hvor vi allesammen skal hen – og at ingen for alvor vil tage et ansvar eller sige fra,« siger han, før han igen stiller det åbne spørgsmål:

»... lyder jeg nu som en sur gammel mand igen?«