Drømmen om København har fået dødsstødet: »Corona bliver et vendepunkt«

Det kræver trafikal fingerspitzgefühl og gode bremser at cykle gennem København i morgenmyldretiden. Alle ved, at de andre er utilregnelige, dødsforagtende og dårlige til at se sig over skulderen. Bare ikke nu.

Nok er der mennesker på den cykeltur, jeg normalt tager for at nå ind til Berlingskes redaktion i Pilestræde i Indre By, men de er smurt tyndt ud. Bremselængden bliver i den grad hjulpet på vej af angsten for de andres partikler.

Angsten har også lukket de fleste af byens tilbud. Og de andre er ikke en ven, du endnu ikke har mødt. De er potentielle smittebærere. Det er uvist, hvornår appellen ved at dele rum med mange andre kroppe og mulige lydløse, usynlige viruspartikler vender tilbage. Søndag sagde Kåre Mølbak, faglig direktør på Statens Serum Institut, i et interview med Berlingske, at social distancering skal fortsætte i måneder eller år, før danskerne kan leve livet som før coronakrisen. Det bliver vanskeligt for københavnerne.

»Corona bliver et vendepunkt for København,« siger fremtidsforsker og direktør for Center for Fremtidsforskning, Jesper Bo Jensen.

»Det her med at vi skal holde afstand, tænke på virus, og der pludselig er en fare ved at være mange mennesker samlet, vil gøre, at flere flytter ud,« siger han.

Corona kan altså blive enden på mere end 100 års drøm om København fyldt med lyse nætter, brune værtshuse, stjålne kys, tilfældige møder, teaterforestillinger, biografmørke, restaurantmåltider eller helt jordnært muligheden for at være tæt på studie eller job.

Helt praktisk har mange gennem flere uger klaret deres arbejde på afstand. Teknologien har givet mange københavnere en arbejdsdag med telefonmøder og videoopkald. Selv tager jeg kun cykelturen fra mit hjem på Amager og ind til Indre By for at se byens tilstand. Jeg har ikke sat mine ben på avisens redaktion siden 11. marts. Arbejdet er klaret hjemmefra. Transporttiden til kontoret er annulleret. Kollegaer og chefer forstyrrer mindre. Og kunne vi i virkeligheden ikke bo på 250 nybyggede kvadratmeter i Thy, Tølløse eller Tibirke til en brøkdel af prisen for en toværelses på Vesterbro?

Storbyens manglende magi

Men det var jo i Kongens Have, jeg engang var på en katastrofal blind date. Det var på en kaffebar på hjørnet af Larsbjørnsstræde og Studiestræde, at jeg første gang drak kaffe med min mand. Jeg har grædt på H.C. Andersens Boulevard. Grinet i Toldbodgade. Kysset min nyfødte datter på et tæppe i Det Kongelige Biblioteks Have. Byen og dens rum består af strenge, der fyldt med minder og muligheder væver sig ind og ud mellem hinanden. Men alt det var før corona.

Nu er storbyen måske allerede begyndt at miste noget af sin magi. Der er netop kommet nye tal for bolighandler i marts, og her er der store fald på antallet af solgte ejerlejligheder i de store byer.

»Det er ikke første gang, at vi er flyttet væk fra byen. Det gjorde vi også under koleraepidemien i slutningen af 1800-tallet, hvor vi endte med at få kloakering og en ny type boliger som for eksempel Kartoffelrækkerne. Og da parcelhusene kom i 1960erne, tømte det også København,« siger Jesper Bo Jensen.

Den teknologiske udvikling gør en forskel. Ikke mindst at både medarbejdere og chefer nu ser, at mange kan arbejde uden at være til stede på et kontor.

»Det betyder, at man kan bosætte sig, hvor man vil. De senere år har vi set flere børnefamilier flytte til Bornholm og så pendle til København en gang om ugen eller en gang om måneden. De får rigtig mange goder – billigere boliger og et andet naboskab – ved at arbejde på afstand. Og hvis der næste år heller ikke er noget Distortion, hvad skal vi så med storbyen? Der er dyrt, der er fyldt, og man må ikke noget af det sjove,« siger Jesper Bo Jensen og understreger, at flere faktorer trækker i samme retning. Allerede inden coronakrisen var der en tendens til at flere flyttede fra København. Det er indvandring og fødselstal, der har gjort, at byen har oplevet en fortsat vækst af beboere.

»Priserne vil især falde på lejlighederne i de store byer. De er allerede faldet lidt siden 2018, men nu vil det blive langt mere udtalt,« siger Jesper Bo Jensen.

Det vil have en effekt på et boligmarked, der siden finanskrisen har set kvadratmeterpriserne klatre længere og længere op.

»En del mennesker vil ikke længere have de friværdier i boligerne, som de har haft før. Det er de unge familier og dem, der har købt inden for de sidste to til tre år, der bliver hårdest ramt,« siger Jesper Bo Jensen og tilføjer:

»En dag vil vi se tilbage og sige, det var her, det toppede.«

Byen findes ikke nu

På Skindergade må jeg hoppe af cyklen og trække. To anarkistisk parkerede varevogne blokerer trafikken, mens de læsser af. På fortovet løfter en trenchcoatklædt kvinde blikket. For hvem skal gå først på det smalle fortov? Det bliver hende. Den form for kontakt er ikke helt uvant. Men frekvensen af den har siden 11. marts haft samme stigning som den røde kurve på Søren Brostrøms planche.

»Det er storbyens paradoks, at man her kan være alene og anonym. I modsætning til i en lille by, hvor alle kender hinanden. Men lige nu er den blaserthed, der kendetegner storbyen, væk. Når man nu ser en på 100 meters afstand, så får man øjenkontakt. For hvem går ud på cykelstien?« siger Jesper Pagh, der er adjunkt i byplanlægning på RUC.

Han bor midt i København og har oplevet de seneste seks ugers ændringer i første parket.

»Alt det, der i den klassiske litteratur udgør byen, er væk lige nu. Dermed bliver byen irrelevant. Den findes slet ikke nu,« siger Jesper Pagh.

Men han understreger samtidig, at »byudvikling ikke er fremtidsforskning«.

»De største fejltagelser, der er sket med vores byer, er lavet på baggrund af, hvordan man tror, byerne vil blive. Det er enormt svært at svare på, hvad det her kommer til at betyde for København på længere sigt,« siger han.

Tendensen til, at et stigende antal københavnere skifter lejligheder i de lave postnumre ud med hus og have et sted, hvor kvadratmeterprisen er nemmere at fordøje, vil ifølge Jesper Pagh sandsynligvis blive stærkere.

»Vi kan kun gisne om, hvorfor nogle københavnere vælger at flytte. Men det er sandsynligvis, fordi de vil ud og have hus og have. Det er attraktivt, når man kan veksle sin københavnerbolig til noget, der er større og bedre uden for byen. De ting, der sker lige nu, vil sandsynligvis forstærke den virkning,« siger han.

Nutidens København er ifølge Jesper Pagh et produkt af, at man i starten af 1990erne arbejdede på at få vidensarbejdspladser til byen i stedet for industri.

»Det lykkedes helt vildt godt. Det har betydet en massiv befolkningsudskiftning. I 1990 var det studerende og pensionister, der boede i København. I dag er det fortsat studerende, vidensarbejdere med lange uddannelser og høje indkomster og folk fra udlandet med tårnhøjt uddannelsesniveau,« siger Jesper Pagh.

Mens en stor andel af 3Ferne stadig må møde fysisk op på deres arbejde, er Københavns indbyggere og deres arbejdsformer blandt dem, hvor digitaliseringen og de teknologiske fremskridt gør en stor forskel.

»Mange har opdaget, at der er mange møder, man ikke behøver holde, eller at de kan klares over telefonen. Derfor er der en chance for, at vi kan rykke ud af byen og skabe mere lighed. Det er muligvis den mest interessante udvikling, der kan komme ud af det her,« siger Jesper Pagh.

Byen er sejlivet

Efter at have raslet mig over brostensbelægningen i Indre By, cykler jeg ud over Langebro. En tidlig onsdag morgen. Bilerne har plads omkring sig. Der er tre andre cyklister på cykelstien. Jeg cykler ned ad Thorshavnsgade på Islands Brygge. Her levede jeg ni år af mit liv. Fysisk tæt på andre mennesker, men anonym nok til at gå i Fakta uden at behøve at hilse på nogen.

»Jeg tror ikke, at coronakrisen vil betyde, at folk flytter væk fra byen. Byen handler jo om mange ting: Nærhed til kultur, mangfoldighed, og at man slipper for at have en have,« siger Niels Bjørn, der er urbanist og ph.d.

Som han ser det, er det ikke kun de nu lukkede teatre og biografer, der har tiltrukket folk.

»Det er også byrummene og arkitekturen, der er tiltrækkende. Jeg kan være optimistisk, fordi vi har været dygtige til at lave byrum, der inviterer til besøg og ophold. Og vi må heldigvis stadig gerne være udenfor,« siger han.

I 10-20 år er byplanlægningen blevet formet på en måde, så byerne blev steder, hvor folk mødtes og var aktive.

»Vi har skabt flere aktiviteter inde i bymidten, og vi har i årtier knoklet for at fortætte byerne og placere funktioner, som genererer byliv. Dermed bliver det her en kæmpekrise for byplanlægningen. Men hvis jeg skal være optimistisk, så tror jeg ikke, at København bliver så hårdt ramt som andre steder,« siger Niels Bjørn og tilføjer:

»I København bygger vi i fire til fem etager og med luft imellem. Jeg er mere bekymret for globale storbyer for eksempel i Kina, hvor byggerierne og byrummene er i dårlig kvalitet. Der kan man virkelig få dårlige livsvilkår, og det kan ende i noget meget grimt slum.«

Set i et byplanlægningsperspektiv er coronakrisen indtil videre dog kun en parentes.

»Vi arbejder med langsigtede planer. Det tager 50 år at bygge by. Det er langsomt, og derfor skal vi ikke handle overilet og begynde at ændre byplanlægningen, fordi der nu kommer en Coronakrise ind fra sidelinjen. Lige nu ved vi ikke, hvordan bylivet kan foregå om to år eller fem år,« siger Niels Bjørn.

Vandet i Københavns Havn funkler. Træerne rækker de første neongrønne skud mod aprilsolen. Selv Røde Mellemvej på Amager virker tiltalende. Det utiltalende ligger i baghovedet og i nærheden med de andre.