Birgitte Borup: 90er-festen fortsætter, mens dansegulvet vibrerer af savn

»Den tid, hvor en selfie krævede en selvudløser, forekommer at være ren zen midt i en zeitgeist, der mest består af zappen« skriver Birgitte Borup om vores fælles 90er-nostalgi.

Birgitte Borup, weekendredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Man skulle tro, at TV-serien »Venner« forlængst var yt, og at alle vi gennemdigitaliserede globalister havde fundet noget mere moderne at få skærmtiden til at gå med. Men for nylig betalte Netflix svimlende 100 millioner dollars for rettighederne til fortsat at vise den legendariske 1990er-saga, for vi kan tilsyneladende ikke få nok af den endeløse kaffeslabberads på Central Perk eller Ross og Rachels udødeliggjorte »We were on a break!«. I en verden, hvor vi har frit underholdningsvalg på alle digitale hylder, er det bemærkelsesværdigt, hvordan vi stadig dyrker et epos fyldt med fastnettelefoner, VHS-afspillere og utidssvarende jokes.

Her 19 år efter, at vi bevægede os ind i det nye årtusindes myriade af muligheder, er 90erne blevet det nostalgiske fælleseje, vi samles om. Det kommende års koncerter minder om den samlede popkirkegårds genopstandelse, og vi, der engang vrælede kærestesorgerne ud til Take Thats bløde melodier, kan nu genopleve fortiden direkte ved scenekanten. Alle, lige fra Spice Girls til Phil Collins, har grebet momentet og tager nu tidsmaskinen tilbage fra dengang, vi shoppede Levi’s jeans i Cowboyland og drak Pisang Ambon lørdag aften.

Spice Girl er blandt de 90er-bands, der rider med på bølgen og er taget på turné igen, dog uden »Posh« Victoria Beckham. Fold sammen
Læs mere
Foto: Toby Melville.

Det er hverken nyt, at tiderne skifter, eller at vi længes efter dét, der var engang. Begrebet nostalgi blev lanceret af de gamle grækere, der skabte ordet af nostos (hjemrejse) og algos (smerte). Siden Odysseus har mennesket svælget i en fortid, der ofte fremstår mere lyserød og rosenduftende end den grådunsede nutid, og der er en grund til, at de store klassikere ofte kredser om det tabte paradis og det savn, der så ubarmhjertigt følger med at have levet og elsket. Filmen »Casablanca« fra 1942 indrammer smukt vores evige splittelse mellem dét, der venter, og dét, der er passé, i scenen, hvor Humphrey Bogart kigger Ingrid Bergman dybt i øjnene og siger: »We’ll always have Paris«. De fleste af os har vores personlige version af Paris, og for mange af os, der engang rendte rundt med samme frisure som Kelly fra Beverly, ligger Paris placeret et sted mellem 1990 og årtusindskiftet.

Det årti, som vi husker for alt fra Buffalostøvler til Balkankrig og Bill Clinton, er så intenst til stede i nutiden, at det virker som andet og mere end en almindelig retrobølge. 90erne klæber til os som en ekskæreste, vi ikke kan slippe, og det store spørgsmål er naturligvis, hvad det er, vi længes efter. Er det den optimisme, der prægede årtiet, der begyndte med Jerntæppets opløsning og fortsatte med Danmarks sensationelle europamesterskab i fodbold, altmens Poul Nyrup Rasmussen lovede »gang i 90erne«? Eller savner vi ubevidst det fællesskab, vi havde, før den digitale tsunami skyllede ind over os og gjorde os til kulturelle individualister?

Dengang levede vi stadig under monokulturens store fællesparasol, hvor vi i store træk alle så, hørte og oplevede det samme. Vi spidsede ører, når radioen spillede den nye med Ace of Base eller Nirvana, for vi vidste ikke, hvornår vi ville høre den igen - medmindre vi gik ned i Expert og købte hele CDen, inklusiv alle de numre, vi ikke gad. Vi levede, helt uden at vide det, i den sidste tidsalder, der aftvang tålmodighed, og hvor vi pænt måtte vente en uge på at finde ud af, om Mike blev kærester med Lotte i »Taxa«. Vi var tvunget til at investere os selv, hvad enten det var i et TV-program, et parforhold eller i momentet, fordi noget, der var mere interessant, potentielt kunne være evigheder væk.

Vores 90er-nostalgi er muligvis et udtryk for bagsiden af af nutidens privilegium: Uendelig valgfrihed. I USA taler man om at være outchoiced. Det danske ord findes ikke endnu, men det må være på vej. I hvert fald tyder noget på, at vi er fladvalgte. Midt den digitale forlystelsespark, hvor alt er tilgængeligt, og hvor vi kan realisere os selv med speederen i bund på mulighedernes motorvej, længes vi efter noget, der er givet. Den tid, hvor en selfie krævede en selvudløser, forekommer at være ren zen midt i en zeitgeist, der mest består af zappen. Både digitalt og in real life.

Derfor fortsætter 90er-festen med uformindsket volumen, mens vi mærker et udefinerbart savn som en vibration i dansegulvet. Vi lever midt i det paradoks, at muligheden for hele tiden at kunne få fat i alle ikke nødvendigvis har bragt os tættere sammen. Og i en tid med uendelige valgmuligheder, lever vi med en voksende erkendelse af, at dem, der tør vælge, vinder. For i sidste ende vil vi alligevel helst have noget - eller nogen - som vi kender og elsker. Derfor søger vi tilbage mod vores eget Paris. Eller genser et afsnit af »Venner«.