Spice Girls samles igen: »Dengang hed det girl power, i dag det hedder #metoo«
For mange var Spice Girls det ultimative billede på 1990erne. Popgruppen samledes igen for et par uger siden, men er gruppen og deres girl power stadig relevant i disse #metoo-tider?
Spice Girls-barbiedukker, Spice Girls-postkort og Spice Girls-lookalike-konkurrencer. I 1990erne var popbandet Spice Girls umulige at undgå. Gruppen advokerede for en blanding af girl power, ekstrem kommercialisering og en neoliberal drøm om, at man kunne blive lige, hvad man havde lyst til.
De viste, at piger og kvinder gerne må råbe højt og insistere på deres ret til at gå i, hvad de vil, og udtrykke sig, som de vil; at man ikke skal være underdanig og underlagt en mand.
Elise Ligaard
I starten af februar samledes alle fem tidligere medlemmer af Spice Girls og deres tidligere manager. Det var højst usædvanligt, for gruppen er ikke set samlet siden dens optræden til afslutnings-ceremonien for OL i London i 2012, og straks gik spekulationer i gang om, hvorvidt gruppen blev gendannet. I en udtalelse oplyste gruppen, at »tiden føles nu rigtig til at udforske nogle utrolige, nye muligheder sammen,« og at de kiggede på nogle muligheder, »der kan omfavne den oprindelige essens af Spice Girls og forstærke vores budskab om at give styrke og selvtillid til fremtidige generationer af kvinder.«