Medier skal kunne tåle kritik. Også uden automatisk at gå i forsvarsposition. Det er en af grundene til, at Berlingske gennem de seneste uger har bragt en række debatinterviews om mediernes troværdighed i denne sektion. Medier og journalister er som alle andre fejlbarlige, og de sidste 20 års digitale medieudvikling har udfordret mange af de måder, journalistik traditionelt er blevet til på.
Jeg bruger som chefredaktør en stadig stigende del af min tid på at besvare kritik fra borgere, kilder, medieforbrugere via alle mulige platforme – mails, telefonopkald, sociale medier. Det synes jeg er fint. Jeg tror, at vi medier vinder troværdighed ved at være tilgængelige over for kritik og ved at være mere åbne og ærlige i forhold til, hvorfor vi disponerer journalistisk, som vi gør. Det er med den tilgang, jeg nedenfor vil forsøge at svare på nogle af de konkrete kritikpunkter mod medierne, som interviewserien har rejst.
Jesper Lau Hansen, professor i jura: »Min fornemmelse er, at (journalist) miljøet bevidst eller ubevidst stadig er præget af venstreorienterede holdninger, hvor f.eks. finans, militær og rigdom ses som suspekte størrelser, der er negative og syndige.«
SVAR: Flere målinger viser, at journalister som de fleste andre grupper i kreative og musiske erhverv gennemsnitligt er mere venstreorienterede end befolkningen som helhed. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at journalistikken alle steder er det. Journalister er mennesker. Men de er også professionelle. Jeg oplever ikke i det daglige arbejde på Berlingskes redaktion, at der generelt er en journalistisk bias vendt mod f.eks. finans, militær og rigdom, som er de tre nævnte eksempler. Men det er rigtigt, at en del medier stadig er for præget af særlige prismer: Skattelettelser er noget, »de rige« får, ikke penge de får lov at beholde. De alvorlige sager, f.eks. om hvidvask som Berlingske har afdækket, får nogle medier og mediefolk til at tegne et billede af, at hele bankverdenen er pilrådden. De automatperspektiver vil vi på Berlingske gerne være med til at bryde op i, samtidig med at vi selvfølgelig ikke dækker hverken finansverdenen, forsvaret eller folk med penge ukritisk.
Flemming Rose, forfatter: »Journalistiske arbejdspladser, som mange andre, har en tendens til at blive konsensuspræget, let forudsigelige og konforme.«
SVAR: Det tror jeg, at Flemming Rose kan have en pointe i. Det gælder alle brancher, også mediebranchen, at der kan opstå nogle automatismer, sædvaner og måder at gøre tingene på, som betyder, at man ikke altid i tilstrækkeligt omfang får stillet grundspørgsmål ved det bestående, udfordret vanetænkning eller set den anden vej eller andre og derved får sat en moddagsorden i mediebilledet. Det kan alle medier blive bedre til, og journalistikken ville blive rigere og mere mangfoldig af det. Det gælder f.eks. i dækningen af velfærdsstaten og dens indretning, men også når det gælder andre emner. Omvendt er journalister meget lidt autoritetstro og opdraget til altid at være kritiske og spørge tæt ind til dem, de interviewer. Med det mål at få de bedste svar frem. Det er en del af journalistikkens kultur, og det hører med i en nuancering her.
Mogens Jensen, medieordfører (S): »Man kan da konstatere som et faktum, at et flertal af de landsdækkende medier er erklæret borgerlige, og det præger ledersider, debatsider, og så kan man spørge, om det også præger journalistikken? Det mener jeg, at det gør. Den enkelte journalist kan gøre et udmærket arbejde, men der er en borgerlig tendens, og det synes jeg, er tydeligt. Så der bør være plads til et medie som Pio.«
SVAR: Det er meget sjovt: En af de øvrige kritikere ovenfor, professor Jesper Lau Hansen, skoser journalisterne for at være for venstreorienterede. Mogens Jensen skoser journalistikken for at være borgerlig. Alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser. Jeg synes ikke, at medierne og journalisterne er for borgerlige i deres udgangspunkt og vinklinger. Tværtimod, som jeg skriver i svaret på kritikken fra Flemming Rose, har der særligt i forhold til velfærden og den offentlige sektor (og tidligere udlændingepolitikken) snarere været en tendens til, at medierne og journalistikken på grund af vanetænkning ikke ofte nok får stillet spørgsmål ved det bestående, men snarere med en grad af tunnelsyn fokuserer for snævert på de tabere og ofre, der altid vil være, når nogen vil lave det bestående om. Det er også vigtigt at skille tingene ad: News og views er ikke det samme. På Berlingske er vi meget tydelige i forhold til at sige, at vi laver journalistik til en borgerlig målgruppe – med hvad det indebærer. Vi laver ikke borgerlig journalistik.
Søren Schultz Jørgensen, medieforsker: »Selvkritik og åbenhed må være præmissen, og der har vi ikke været gode nok. Det er jo en selvfølge for videnskabsfolk, og samme åbenhed kan man ikke lægge ned over journalistikken, som skal producere nyheder også til i morgen, men pointen er bare, at vi i højere grad bliver nødt til at vise, ud fra hvilke kriterier vi vælger historierne.«
SVAR: Det er jeg meget enig i. Alle fag og brancher er givetvis præget af en form for beskyttelsesmekanisme, når man udsættes for kritik. Alt hvad medierne gør foregår i offentligheden. Derfor er medierne også konstant til diskussion, og reaktionen på kritik har for ofte været præget af forsvarsmekanismer og for lidt vilje til at lytte til, om kritikken f.eks. kunne fortælle os, som medier, noget om, hvorvidt vi leverer journalistik, som borgerne finder relevant – eller ej. Vi skal også i højere grad være åbne om kriterierne for vores redaktionelle valg. Det er derfor, Berlingske har indført Bag om Historien-formatet: For at tvinge os selv til at være mere åbne og transparente.
Henrik Dahl, folketingsmedlem (LA): »Meget journalistik og speciel politisk journalistik handler ikke om Danmarks egentlige problemer. Det handler om ligegyldigt fnidder fra Christiansborgs gange, der ikke har nogen betydning og ofte baserer sig på løse rygter.«
SVAR: Jeg synes på den ene side, Henrik Dahl er en smule uretfærdig i sin kritik: Meget af journalistikken, også den politiske, handler om indhold og diskussionen af Danmarks substantielle problemer og udfordringer, i hvert fald i aviserne. Men det er rigtigt, at Christiansborg skal være opmærksom på ikke at blive en boble, hvor politikere og medier for ofte går i selvsving på en måde, der for borgerne føles fjern eller uvedkommende. Den 24-timers nyhedscyklus har bidraget til det: Alle forløb dækkes, mens de foregår, ikke blot bagefter. Her har vi som redaktører og journalister en stor opgave med at holde øjet på bolden og være vores opgave i demokratiet voksne. For vi kan ikke altid regne med, at politikerne løser den opgave i et mediebillede, hvor det ikke mindst på sociale medier fyger med skarpvinklede og spinnede påstande og kampagner og indbyrdes personangreb politikere og partier imellem.
Anna Libak, folketingskandidat for Venstre: »Dér, hvor det stadig halter, er, at journalister ikke åbent diskuterer de ubehagelige forhold som overrepræsentation i kriminalstatistikken og den slags med nydanskerne selv. Der er en berøringsangst, specielt når det drejer sig om muslimer, hvor man ønsker at fortælle den gode historie for ikke at fremstå racistisk.«
SVAR: Det var helt sikkert et problem engang. Jeg synes dog, at mange medier er blevet langt bedre til åbent at diskutere udfordringerne med indvandringen og integrationen. Herunder kriminalitetsrater og muslimsk fundamentalisme. Det har været omdrejningspunktet fra nogle af de store satsninger i Berlingske de senere år: Afdækningen af forholdene i parallelsamfundene og på de muslimske friskoler, for eksempel. Men også her kan medierne naturligvis blive bedre, især i den faktuelle journalistiske afdækning, som udlændingedebatten godt kunne beriges endnu mere af.
