»Man plejer jo med en skævt grin at sige, at hvis journalister fra Politiken skal til Jylland, så er det, som om de skal lave reportage fra Afrika«

Mogens Jensen blev godt sur, da Socialdemokratiet blev kritiseret i bl.a. Berlingske, fordi partisekretariatet havde opfordret sine medlemmer til at abonnere på den socialdemokratiske netavis Pio. Det fik Mogens Jensen til at skrive i Berlingske, at han fandt det mærkværdigt, at man på Berlingske førte kampagne mod Pio:

»Helt ærligt. Det er Berlingske, der underminerer mediernes demokratiske rolle ved at føre kampagne mod Socialdemokratiet og et helt legitimt medie, der opfylder alle betingelser for at få mediestøtte. Netavisen Pio er hverken ejet eller redigeret af Socialdemokratiet.«

Mogens Jensen, mener du, at danske medier har et troværdighedsproblem?

»Ja – det skal man jo bare se på diverse troværdighedsmålinger for at konstatere. Medier er i samme kategori som politikere og bilsælgere. Hvorfor det forholder sig sådan, er der ikke et enkelt svar på, men der er næppe tvivl om, at den måde, mediebilledet har ændret sig på, er en af årsagerne. I gamle dage var der partipresse med læsere, der havde stor tillid til netop deres avis. Derfra har vi nu en anden situation, hvor vi ikke længere har medier med samme trofaste opbakning, og en medievirkelighed med deadlines 24 timer i døgnet øger sensationspræget. Det har givet en voksende troværdighedskløft.«

Så tidspresset gør medierne mere effektjagende og vel også mere overfladiske?

»Ja, presset på medierne og selvfølgelig også på politikerne er steget, og der er ikke længere tid til grundighed og omhyggelig overvejelse. Det gør, at den politiske journalistik er blevet mere sensationspræget, personorienteret og procesbeskrivende, som vi særligt tydeligt ser det i TV, når mediekommentatorer dyrker proces og personer frem for den egentlige politiske substans. Der er selvfølgelig stadig medier, der går i dybden, men tendensen er klar.«

Har du oplevet denne udvikling som hastigt forværret?

»Det vil jeg sige, at jeg har. Og særligt de politiske kommentatorer fylder mere og mere i den politiske journalistik på en måde, der mange gange gør, at man mere oplever at være med i en kommenteret sportsbegivenhed end i et seriøst politisk forløb. Jeg vil næsten tro, at kommentatorerne får mere taletid end politikerne, og når de så beskriver politisk arbejde som en børnehave, så bidrager det til at sænke troværdigheden til både os og journalistikken.«

Men pressen har jo intern kritik, debatter og et pressenævn, der kan irettesætte medierne. Så det står vel ikke så dårligt til med selvkritikken?

»Jo, der er da selvkritik og et pressenævn, som vi også selv politisk har ønsket skulle spille en større rolle i forhold til den useriøse journalistik. Det er da også blevet bedre, synes jeg, hvor Pressenævnet nu oftere selv tager sager op og giver stærkere sanktioner. Men man mangler stadig muskler, og der burde være en stærkere og mere kritisk debat om de etiske standarder i medierne. TV 2 har »Presselogen«, hvor redaktører sidder og debatterer, men reelt er det jo medierne, der her sidder og bedømmer sig selv. Jeg savner nogen udefra, der kritisk kan være med til at evaluere mediernes gøren og laden. I et koncept som »Presselogen« er der simpelthen for meget rygklapperi mellem redaktørerne.«

Er der generelt for meget kollegialitet mellem medierne?

»Der er ingen tvivl om, at når vi som politikere rører ved det problem, at særligt tabloidmedier videregiver usandheder eller udstiller folk uden grund, så er der hver gang råben og skrigen om, at vi rører ved den frie presse og ytringsfriheden. Det er ikke i orden, at når vi forsøger at rejse en debat om mediernes rolle, så bliver det til en debat om ytringsfriheden, som om vi vil indskrænke den eller styre medierne. For det vil vi jo selvfølgelig ikke.«

Er journalisterne en storbyelite?

Valget i 2015 blev af iagttagere tolket som udtryk for, at Danmarks havde en ny politisk geografi. Landet var groft sagt delt mellem moderne byboere, der omfavner globaliseringen, og de mennesker, der frygter og lever med dens konsekvenser i de affolkede yderområder. Medierne sendte efter valget journalister til yderområderne for bedre at forstå den virkelighed, som de er langt væk fra i København.

Føler du, Mogens Jensen, at mediernes journalister i tilstrækkelig grad repræsenterer alle grupper i samfundet, eller er de for meget storbyelite?

»Man plejer jo med en skævt grin at sige, at hvis journalister fra Politiken skal til Jylland, så er det, som om de skal lave reportage fra Afrika. Det kan man måske med lige så stor ret efterhånden sige om Berlingske. Jeg har selv oplevet det i min valgkreds i Herning, hvor journalisterne opførte sig, som om de var kommet til et fremmed land. Denne fornemmelse ikke at se sig selv i medierne skaber selvfølgelig en afstand mellem borgerne og medierne og dermed en troværdighedskrise.«

Er det svært at komme igennem til de øvrige medier med partiets holdninger?

»Det synes jeg i kraft af det nævnte forhold, at journalistikken har udviklet sig, som den har, hvor det er svært at komme igennem med nuancerede politiske holdninger, fordi ordet bliver taget ud af munden på én efter 20 sekunder og fortolket af kommentatorer. Det tror jeg, er en oplevelse, mange har på tværs af partierne, og derfor søger flere partier i højere grad at kommunikere gennem egne kanaler.«

Sidder de borgerlige for tungt på meningsdannelsen?

»Man kan da konstatere som et faktum, at et flertal af de landsdækkende medier er erklæret borgerlige, og det præger ledersider, debatsider, og så kan man spørge, om det også præger journalistikken? Det mener jeg, at det gør. Den enkelte journalist kan gøre et udmærket arbejde, men der er en borgerlig tendens, og det synes jeg, er tydeligt. Så der bør være plads til et medie som Pio.«

Algoritmerne driver medierne mod det kulørte

Er Henrik Sass Larsen-sagen, hvor Ekstra Bladet skrev meget kritisk om ham, et symptom på den stadig stærkere tabloidisering af medierne?

»Det er det nok, men sagen er først og fremmest en kritik fra vor side af Ekstra Bladet, hvor vi mener, at man i dele af sin dækning går efter manden og ikke efter bolden. I iveren efter at sælge aviser bliver man meget aggressiv over for de personer, som de ønsker at hænge ud. Sådan kan vi ikke samarbejde, hvis det skal foregå på de præmisser, men man skal selvfølgelig ikke skære alle medier over en kam.«

Vil tendensen hen imod tabloidisering ikke også blive stadig stærkere for de andre medier i forsøget på at lokke kunder ind i butikken?

»Der er en kraftig tendens. Men medierne må selv tage hånd i hanke med de kriterier, som man vil redigere efter. Det, der sker på nettet, er for mange medier en stærk kommerciel prioritering og redigering styret af algoritmer, hvor det gælder om at lokke folk ind på netsiderne for derved at få flere annoncepenge. Men det må jo ikke være det styrende princip for mediernes egen redaktion. Medierne må tage skæbnen i egen hånd og være klar over, at algoritmestyringen i sidste ende kan betyde døden for den seriøse journalistik.«

Men hvad skal de gøre? Medierne er jo tvunget til at tjene penge i et stadig sværere marked?

»Jeg har ikke løsningen, men man kan jo se, at public service-medier har andre algoritmer, der ikke er styret af kommercielle interesser. Man må gøre det klart, at de private medier i højere grad end tidligere er underlagt markedskræfterne, og dette virker ind på deres journalistik. Skal man ændre på det, så må man se på forretningsmodellerne.«