Jesper Lau Hansen er professor i jura og ikke bleg for at blande sig i debatter. Den 18. februar i år skrev han en kronik i Berlingske om den såkaldte krigsudredning, der bl.a. behandlede Irak-krigen: »Mediernes dækning af krigsudredningen giver det indtryk, at udredningen har bekræftet, at politikerne løj om årsagerne til Irak-krigen, og at Folketinget blev vildledt. Men det er ikke tilfældet.«
De to forfattere bag udredningen tog senere afstand fra den vinkling, som medierne havde foretaget, og udtalte i Universitetsavisen 25. februar:
»Vi har alene forsøgt at beskrive og illustrere, hvordan de her beslutninger bliver taget. Og det mener jeg, man bør forholde sig til, i stedet for at begynde at tale om vildledning og løgn.«
Berlingske har spurgt ind til de sager, hvor Jesper Lau Hansen har kritiseret medierne, for at få hans syn på medierne og en evt. troværdighedskløft.
Eksempler på fejl og forkerte historier
Jesper Lau Hansen, mener du, at medierne har et troværdighedsproblem?
»Ja, ikke generelt, men for ofte. Når jeg læser medierne, sidder jeg for ofte tilbage med den fornemmelse, at der i beskrivelsen af f.eks. finansielle sager, som jeg kender til via mit fagkendskab, er tale om faktuelle fejl, og at gengivelsen er et godt stykke fra den virkelighed, som jeg kender. Og når man oplever det, så mister man tilliden, for så er der muligvis også fejl og skævheder i resten af artiklerne. Medierne er i mange år blevet betragtet med mistro, men det nye er, at hvor man tidligere havde både utroværdige medier og medier, man stolede på, så er billedet nu mere broget, og mistroen til de såkaldte seriøse medier er stigende.«
Hvorfor er det sket?
»Jeg tror, at en af årsagerne er det, man kalder new journalism, der tilstræber at fortælle en god historie hellere end en redelig og nuanceret fremstilling af virkeligheden. Det skaber en konform historiefortælling med nogle klare gode og onde kræfter og en konfliktpræget dramatik, som går ud over troværdigheden. Virkeligheden er jo mere kompliceret, og der er sjældent klart gode og onde typer. Det så vi for nylig med Mueller-rapporten, der afviste det samarbejde mellem Trump og Rusland, som de fleste medier havde lagt til grund. Den slags fører til tillidstab.«
Kan du give andre eksempler på den slags?
»Jeg kan nævne den såkaldte Plame-sag fra 2002 til 2009 i USA, som bl.a. handlede om, hvorvidt det var rigtigt at mistænke Saddam for at være interesseret i uran fra Niger. Den påstand blev allerede i Butler-rapporten fra 2004 fastslået som sand, men de etablerede medier var dengang aggressive over for Bush-regeringen og fremstillede det som bevidst løgn, hvilket vel at mærke skete, længe efter at Butler-rapporten var udkommet. Det fik mig dengang til i en kronik i Berlingske at konkludere, at medierne ikke evner kildekritik og er fyldt med faktuelle fejl.
Er der aktuelle sager?
»Ja, en aktuel sag er banksagen omkring Capinordic. De anklagede i banksagen blev dømt i Højesteret til en kæmpe erstatning på 90 millioner, men fra politikere og i medierne var fortællingen alligevel, at disse »banditter i habitter« gik fri for ansvar. Men dommen var faktisk hård, hvilket offentligheden derved ikke fik indtryk af. Jeg måtte på grund af den skæve beskrivelse skrive i Berlingske, at de anklagede faktisk var stillet til ansvar med en hård dom til følge.«
Sagen om Irak-kommissionen kørte af sporet
Og hvad med sagen om krigsudredningen i år?
»Udredningen angik både Kosovo, Afghanistan og Irak, men blev af medierne begrænset til Irak, som længe har været et politisk brandbart emne, fordi dele af oppositionen beskyldte Anders Fogh Rasmussen-regeringen for at have vildledt både Folketing og befolkning og endda bevidst løjet. Der foreligger efterhånden mange officielle rapporter fra udlandet, der har afvist, at der blev løjet, og krigsudredningen lægger sig i forlængelse heraf i sin påvisning af, at regeringens holdning var den samme som den militære efterretningstjenestes (FE, red.), og at FE ikke var blevet presset til at indtage denne holdning. Alligevel blev udredningen spidsvinklet til at give offentligheden indtryk af, at der alligevel blev løjet og vildledt.«
Hvordan klarede Berlingske sig i dette forløb?
»Berlingske var desværre ikke bedre end de andre, da alle medier kørte i hegnet på den sag, men de var trods alt heller ikke værre. Der var en uhyggelig konform enighed om at spidsvinkle sagen og påstå, at det nu var påvist, at der var vildledt og løjet, og jeg så da gerne, at medierne overvejede, hvordan man var nået frem til den konsensus.«
Men du fik dog stillet spalteplads til rådighed?
»Ja, og det tjener Berlingske til ros.«
Har der efterfølgende været journalister eller indlæg, der forsøgte at korrigere den forkerte fremstilling, som var blevet givet?
»Nej, ikke mig bekendt. Og denne mangel på reaktion kan jo undre og bekymre, for medierne gik vældig meget op i udredningen, så længe de mente, at den afslørede Anders Fogh Rasmussens vildledning og løgn, men tabte næsten omgående interessen for historien. Hvis det virkelig havde været sandt, at der blev løjet og vildledt, så ville det jo være naturligt, at medierne fulgte op og krævede en rigsretssag. Men i stedet er medierne blot hurtigt gået videre til andre ting, nok fordi man efterfølgende indså, at der alligevel ikke var hold i historien.«
Faktuelle fejl og tillid
Jesper Lau Hansen giver udtryk for, at de faktuelle fejl i medierne og den forsimplede virkelighedsgengivelse har alvorlige konsekvenser. Mediebrugerne får ikke, hvad de betaler for, siger han. Ifølge Jesper Lau Hansen er den alvorligste konsekvens, at offentligheden får det indtryk, at der er skandaler uden konsekvenser.
»Man påstår at afsløre banditter i habitter og andre typer, som medierne gerne stempler som mistænkelige, men ofte går disse mennesker fri for ansvar, fordi de faktisk ikke har begået noget kriminelt. Det skaber en fornemmelse i offentligheden af, at systemet er uretfærdigt, og at man ikke kan stole på autoriteterne, fordi ingen bliver dømt, selv om medierne med store overskrifter har udskreget dem som ansvarlige for alvorlige handlinger. Det skaber en frustration hos den brede befolkning. Det er den slags, der nærer de populistiske bevægelser, der vil rive hele samfundet ned, fordi det jo åbenbart er uretfærdigt og korrupt.«
Er der en politisk bias at spore?
»Den politiske virkelighed for en majoritet af journalister ligger til venstre for midten, som mange undersøgelser viser. Selvfølgelig er den gamle højre-venstre-skala stadig vanskeligere at anvende, men min fornemmelse er, at miljøet bevidst eller ubevidst stadig er præget af venstreorienterede holdninger, hvor f.eks. finans, militær og rigdom ses som suspekte størrelser, der er negative og syndige.«
Er det ikke os, gamle veteraner fra Den Kolde Krigs tid, der ser syner og har fordomme om journalister?
»Jo, den fejlkilde er der unægtelig, og især yngre journalister virker betydeligt mindre konforme end de ældre. Men det bliver et problem for medierne, hvis man glemmer objektivitet som mål og i stedet tilstræber at fortælle gode historier med tydeligt definerede helte og skurke.«
Nyder medierne tillid eller ej?
Er det rimeligt at dømme branchen på enkelte sager?
»Nok ikke, for jeg kender ikke nogen generel dokumentation. Men at journalisterne nyder en meget lav tillid, er dokumenteret ofte nok. Jeg foregiver ikke at være medieekspert og kan kun referere til min egen erfaring og de af mine kollegaer, som har samme oplevelse, som jeg har.«
At journalisterne nyder en meget lav tillid, er dokumenteret ofte nok.
En stor international undersøgelse fra 2018 fra opinionsinstituttet PEW tegnede et billede af Danmark, hvor 42 pct. svarede, at de mente, at medierne var meget vigtige for samfundet, og at 47 pct. havde tillid til medierne. Det vil sige under halvdelen af befolkningen. På den anden side viste en anden international undersøgelse fra 2018, udført af et par danske professorer i medievidenskab, at der er en høj tillid til de etablerede medier. Tilliden til nyhedsmedier generelt er på 56 pct. og tilliden til nyheder, som den adspurgte selv bruger, er på 62 pct. Modsiger det ikke din påstand?
»Jeg tror gerne, at de etablerede medier nyder en højere tillid, men den tillid er under angreb og måske heller ikke fortjent. Der spiller nok også en refleksvirkning ind. Medierne dækker væsentlige områder som USA, velfærdssamfundet og f.eks. bankerne på en måde, der afspejler en stor grad af konsensus mellem journalister om, at sådan er de ting – gode eller dårlige. Herved bekræfter de etablerede medier hinanden, hvilket opleves som troværdigt. Men det er ikke sikkert, at det nødvendigvis siger noget om dækningens egentlige kvalitet.«
Hvad skal medierne gøre for øge troværdigheden?
»For mig at se er det afgørende vigtigt, at de etablerede medier opgiver den dramatiske og simple fortælling om skurke og helte og vender tilbage til den faktabaserede virkelighedsbeskrivelse, som kan være kompliceret og måske ikke lokker så mange læsere ind, men som i længden vedligeholder mediernes troværdighed.«