Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nej, krigsudredningen dokumenterer ikke løgn og vildledning om Irakkrig

Medierne har meget at reflektere over efter krigsudredningen, der blandt andet viser, at politikerne ikke løj om årsagerne til deltagelsen i Irak-krigen. Der er heller ikke belæg for at tale om en »ulovlig krig«.

irakkrigen
Mediernes dækning af krigsudredningen giver det indtryk, at udredningen har bekræftet, at politikerne løj om årsagerne til Irak-krigen, og at Folketinget blev vildledt. Men det er ikke tilfældet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Formålet med den krigsudredning, som en gruppe forskere netop har afgivet, var at gøre os klogere på processerne forud for krigene i Kosovo, Afghanistan og Irak. I stedet gav den anledning til en hidsig dækning i medierne, der ligger forbløffende langt fra dens sobre og nuancerede indhold.

Et af de mere afdæmpede indlæg kom fra Berlingskes debatredaktør, der opfordrede til selvrefleksion. Og den opfordring bør tages op, for udredningen viser, at medierne har meget at reflektere over, navnlig påstanden om, at politikerne løj og vildledte. Den påstand er der nemlig ikke belæg for.

Jesper Lau Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Baggrunden for Irakkrigen

Optakten til Irakkrigen var præget af en indgående og offentlig debat. Det var kendt, at USA siden vedtagelsen af Iraqi Liberation Act i 1998 gik ind for regimeskift.

Denne holdning tilskrives ofte de neo-konservative, men det var generelt opfattelsen i amerikansk politik, blandt andet hos Clinton/Albright, at »den irakiske trussel kun kunne fjernes ved at eliminere dens årsag« (udredningens bind III.69). Efterfølgende er det da også dokumenteret, at Saddam Hussein opfattede masseødelæggelsesvåben som nødvendige for sin overlevelse og smed til sidst våbeninspektørerne ud. Irak blev herefter udsat for sanktioner, som Saddam Hussein ubarmhjertigt brugte til at sulte sin befolkning. Situationen blev stadigt mere uholdbar. Fastholdt man sanktionerne, kvalte man Irak; gav man op, kunne Saddam igen destabilisere området.

Da 9/11 viste, hvor sårbare vi er over for lavbudget terror, skærpedes ønsket om at fjerne Saddam. Problemet var blot, at uden våbeninspektører vidste man meget lidt om, hvad der foregik i Irak. USA og Storbritannien begyndte at argumentere for, at Irak havde bevaret sin kapacitet ved at fremlægge rapporter fra efterretningstjenesterne. Samtidig begyndte et slutspil i FN. Det er begrænset, hvor længe en moderne hær kan stå på feltfod, og USA/UK fik indtryk af, at Saddam trak tiden ud, blandt andet ved at tillade våbeninspektører igen, men samtidig nølede med samarbejdet. Til sidst angreb man Irak. Men først bombede man specifikt et sted, hvor Saddam opholdt sig, fordi man håbede, at krigen kunne undgås ved at dræbe ham (III.323). Forestillingen om, at USA for enhver pris ønskede krig, er noget vrøvl.

Hele dette forløb skete i fuld offentlighed, hvilket er vigtigt for vurderingen af, om der blev løjet og vildledt.

Løgn og vildledning

Krigen blev overraskende kort, og overraskelsen skyldtes, at man ikke blev mødt med de våben, som man havde forventet. Snart begyndte den påstand, at politikerne bevidst havde løjet for at få krig. Hvor alvorlig denne beskyldning er, kan man måske indse ved i al stilfærdighed at minde om, at det er direkte strafbart at lyve over for Folketinget, selv »bare« at vildlede det.

»Grevil fik fire måneder, hvorimod Berlingske blev frifundet, fordi dansk ret heldigvis går vidt for at friholde en kritisk presse – selv når den er ukritisk.«


I Danmark fik påstanden om løgn et særligt, og ulykkeligt, forløb, da Frank Grevil i foråret 2004 lækkede oplysninger fra sit arbejde hos FE. Han hævdede, at regeringen havde løjet i forhold til efterretninger fra FE, men da den første artikel (22/2 04) samtidig fastslog, at FE blot havde ageret »gummistempel« for de udenlandske efterretninger, og da disse var kendt i offentligheden, var løgn ikke videre sandsynligt. Alligevel kørte Berlingske historien, og under den efterfølgende retssag året efter blev det fastslået, at Grevil ikke havde gengivet efterretningerne fra FE korrekt og heller ikke afsløret noget. Det blev faktisk det bedste argument for at frifinde ham, men landsrettens flertal (5-1) lagde vægt på, at FE blev skadet ved lækagen, uanset at den ikke afslørede noget. Grevil fik fire måneder, hvorimod Berlingske blev frifundet, fordi dansk ret heldigvis går vidt for at friholde en kritisk presse – selv når den er ukritisk.

Stramninger

Udredningen viser, at politikerne »strammede« deres udtalelser i forhold til efterretningerne, som normalt indeholdt forbehold for den usikkerhed, der knytter sig til al efterretningstjeneste. Disse stramninger var ikke knyttet til Irakkrigen, men kan iagttages generelt også for Kosovo. Dette forhold, at politik udtrykkes klart, mens efterretninger er usikre, er ikke noget nyt. Det drøftes også i Butler-rapporten fra 2004, og drøftelsen heraf i udredningen er seriøs og udramatisk.

Det står i grel kontrast til mediernes dækning. Man får indtryk af, at udredningen har bekræftet, at der blev løjet, og at Folketinget blev vildledt. Hvis det virkelig var tilfældet, ville vi i dag have travlt med at forberede en rigsret mod Nyrup og Fogh; det er som bekendt ikke tilfældet. Udredningen slår derimod fast, i lighed med alle tidligere rapporter herom, at FE ikke blev presset politisk, men selv vurderede, at Irak havde forbudte våben, og at det »må også karakteriseres som en rimelig antagelse« (III.327). Ligeledes var politikerne i god tro, når de mere skråsikkert udtalte sig herom.

Hvad ligger der så i disse stramninger? Et eksempel er Foghs udtalelse om, at Irak havde forbudte våben: »Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det.« Det er imidlertid kun halvdelen af et længere citat, der i sin tid blev sakset i Berlingskes første artikel om Grevil, hvilket kunne give indtryk af, at Fogh her udtalte sig om FEs rapporter.

Men ser man på resten af citatet: »Irak har selv indrømmet, at de har haft sennepsgas, nervegas og miltbrand, men Saddam Hussein vil ikke afregne. Han vil ikke fortælle os, hvor og hvordan de våben er blevet destrueret. Det ved vi fra FNs inspektører, så der er ingen tvivl i mit sind« (III.320), fremgår det, at Fogh her taler om et logisk ræsonnement og henviser til sin egen opfattelse, der modsvarede opfattelsen hos FE. Som eksempel på de oplysninger, der ikke videregives til Folketinget, er viden om, at USA fandt det nødvendigt at fjerne Saddam Hussein for at afruste Irak, mens man kun talte om afrustning som krigens formål. Men da de to forhold som nævnt var uadskillelige, er det heller ingen vildledning. Det er en grov undervurdering af oppositionens intelligens at hævde, at de var uvidende om den usikkerhed og risiko, som fik dem til at stemme imod Irakkrigen.

Mediernes fokusering på disse forhold giver indtryk af, at man prøver at retfærdiggøre de uhyrlige påstande om løgn og vildledning, som man tidligere har bragt. Det burde man hellere lade være med. I et demokrati må man diskutere med sine modstandere. Det hører ingen steder hjemme at beskylde dem for at være løgnere, der skal straffes. I dag forbinder vi det mest med Trump, men barbariseringen af debatten indtrådte altså langt tidligere.

Folkeretten

Medierne har også jævnligt dyrket vinklen om den »ulovlige« krig, men som udredningen nuanceret redegør for, er folkeretten ikke så entydig, som medierne naivt fremstiller det. Det afvises blandt andet, at Irakkrigens begrundelse blev lavet i sidste øjeblik og i øvrigt var ulovlig (III.328). Hvis der var et folkeretligt problem, var det i relation til Kosovokrigen, hvor Nyrup-regeringen helt manglede et FN-mandat. Men her må det til forsvar siges, at krigen netop flyttede folkeretten i retning af at acceptere humanitære indgreb.

»Som udredningen nuanceret redegør for, er folkeretten ikke så entydig, som medierne naivt fremstiller det.«


Det er derfor tragisk, at vi efterhånden har hånet amerikanerne så længe for at være skydegale cowboys, at de ikke mere gider beskytte os eller bekæmpe diktatorer. At Danmark fulgte USA, når de kaldte, fremstår på den baggrund som særdeles fornuftigt. Desværre har krigsmodstanderne, personificeret ved Obama/Trump, fået overtaget. Der var måske lige efter Irakkrigen en tro på, at vi hellere burde lade diktatorer sidde og blande os udenom. Denne politik fik katastrofale konsekvenser i Syrien. Også her har udredningen en god anbefaling: Man skal nøje overveje, hvad alternativet er.