Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Sidste tirsdag kom den »uvildige udredning« af baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak. Næste dag havde aviserne fundet de store overskrifter frem. Journalisterne, der ikke havde haft en jordisk mulighed for at sætte sig ind i de fire binds over 2.000 sider, kastede sig over alt, hvad der kunne skabe tvivl om især VK-regeringens håndtering af Irak-krigen. Der skulle gå et par dage, før man fik en mere ædruelig og perspektiveret behandling af redegørelsen i Weekendavisen.
Redaktionerne burde bruge vinterferien på tvangslæsning af redegørelsen. Så kan de spekulere over, om de i deres iver efter at hænge nogen ud, var med til at undergrave selve formålet med at lave sådan en redegørelse. Nemlig at blive klogere på processer og konsekvenser.
Det ærgrer mig. For jeg vil gerne lære af forløbet omkring specielt Irak-krigen.
Ville træffe samme beslutning i dag
Da beslutningen om at indlede krigen blev taget – og Danmark valgte at følge USA – var jeg enig i begge beslutninger. Det ville jeg også være i dag, hvis beslutningerne skulle træffes på samme grundlag som dengang. Men hvis jeg dengang havde vidst, hvad vi ved i dag om situationen i Irak, ville jeg formentlig have ment noget andet.
Sådan er det jo, når den slags beslutninger skal træffes. Det sker på grundlag af, hvad man ved – eller mener at vide – i den aktuelle situation. Derfor ville det være konstruktivt, hvis man kunne lære af, hvad der skete. Men det er vanskeligt, når det hele skal pustes op til en politisk strid om ansvar, som bygger på myter.
Et eksempel: Vi skal igen-igen præsenteres for påstanden om, at Anders Fogh Rasmussen løj om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben med ordene »vi ved«, at han har dem. Men det er taget ud af en sammenhæng. Ordene faldt som henvisning til, at Saddam tidligere havde brugt giftgas mod kurderne (gengivet i redegørelsens bind 1, s.281). Alligevel skal vi igen-igen præsenteres for »løgnen om løgnen« i medierne. Også i Berlingskes bærende artikel i tirsdags.
Det hævdes også i medierne, at redegørelsen »afslører«, at vigtige oplysninger er holdt tilbage af den daværende regering. Det får flere politiske ledere fra dengang til at erklære, at de blev »snydt«. Sjovt nok er det politikere, som stemte imod beslutningen om dansk krigsdeltagelse i marts 2003 ...
Skal vi ikke lige se nærmere på de oplysninger, som skulle være holdt tilbage. Der er to punkter, som trækkes frem: Regeringen oplyste ikke, at efter FEs (Forsvarets Efterretningstjeneste) vurdering kunne et angreb på Irak føre til ustabilitet i regionen. Og regeringen hævdede, at formålet med et angreb var at afvæbne Saddam Hussein, mens amerikanerne ønskede at fjerne ham fra magten.
Det er altså et nummer for naivt! Enhver med en smule kendskab til forholdene kan sige sig selv, at et angreb vil destabilisere regionen. Ligeledes, at hvis man afvæbner Saddam, bliver han fjernet fra magten. Det er ordfnidder.
Det samme kan man sige om de lange redegørelser for, om der var »en FN-forankring« i krigen eller ej. Der har altid været forskellige opfattelser af, om et angreb på Saddam i 2003 havde opbakning i gamle FN-resolutioner.
Jeg har hele tiden ment, at de gamle resolutioner fra dengang, vi i 1990 sendte korvetten »Olfert Fischer« til Golfen, var anvendelige, og udredningen har ikke rokket ved denne antagelse. Den gør også omhyggeligt rede for, at da SR-regeringen i 1998 besluttede at bidrage til en militær aktion mod Irak, mente den, at de gamle resolutioner udgjorde et tilstrækkeligt retligt grundlag.
Tråden tilbage til, hvad der blev sagt og gjort under SR-regeringen, er i det hele taget væsentlig for, hvad der skete i 2003 – men det er der ikke mange, som har fanget.
Da det i efteråret 1998 blev besluttet at sende danske F16-fly til luftkrigen mod Serbien, var der ikke skyggen af FN-resolutioner at henvise til. Men det skete ikke desto mindre – og det stiller den senere pludselige finfølelse over for »FN-forankringen« i et pudsigt lys.
Det er også værd at notere sig daværende statsminister Nyrup Rasmussens erklæring efter angrebet på USA 11. september 2001: »Vi er med jer hele vejen«. Havde nogen forestillet sig, at den VK-regering, der kom til et par måneder senere, kunne eller ville svække dette tilsagn? Nej. Sporet var lagt.
Solidaritet med USA
Og så hører det med til historien, at Danmarks krigsdeltagelse i Irak blev nærmest symbolsk. Man opgav at sende specialtropper for ikke at ophidse socialdemokraterne hjemme. I stedet sendte man en ubåd, som skulle hjælpe med at lytte efter, hvad irakerne foretog sig. Der blev ikke løsnet ét dansk skud i krigen!
Der kom først danske soldater til Irak, da krigen var slut og der skulle opbygges en stabiliseringsstyrke i landet. Det besluttede et bredt flertal at støtte – også socialdemokraterne. Det var derefter, at danske soldater kom i kamp og led tab.
Det kom ikke til at gå, som vi havde håbet, hverken i Afghanistan eller i Irak. Danmark ydede en anerkendelsesværdig indsats. For det er rigtigt, som det antydes i udredningen, at der var noget i den nære fortid, der skulle lappes på. Vores troværdighed havde lidt alvorlig skade under »fodnoteperioden« i 1980erne, hvor Danmark svigtede sine allierede på grund af indre politiske kontroverser. Nu gjaldt det om at udvise solidaritet, især over for USA.
Hvor ville det være befriende, hvis vi kunne få en drøftelse af begivenhederne, så vi kan lære af dem – i stedet for at skulle ned i skyttegravene og kæmpe en krig på påstande og argumenter, som ikke bliver rigtige eller væsentligere af at blive gentaget igen og igen.
