Nyrup: Vi er med USA hele vejen

Terrorbekæmpelse: Statsministeren fik i går opbakning i Det Udenrigspolitiske Nævn til, at Danmark fuldt ud skal deltage i en global kamp imod terrorisme.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark står bag USA hele vejen i den forventede militære aktion, der ventes iværksat i løbet af kort tid som svar på terrorangrebene 11. september.

Det sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen efter, at han i går havde sikret sig opbakning fra et flertal i både Folketingets Europaudvalg og Udenrigspolitisk Nævn.

Poul Nyrup Rasmussen tilsluttede sig fuldt ud den amerikanske præsident, George W. Bushs, tale til kongressen, hvor han blandt andet krævede, at Afghanistan udleverer Osama bin-Laden og alle ledende personer i hans terrornetværk, al-Ouaeda, samt får adgang til alle træningslejre.

»Det er helt klare og berettigede krav. Danmark bakker fuldt og helt op om dem. Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne sige det igen til USA: Vi er med jer hele vejen,« sagde statsministeren.

De borgerlige partier roser regeringen for at have handlet resolut i terrorspørgsmålet.

»Vi giver fuld tilslutning til den linje, som regeringen har lagt,« sagde Venstres leder, Anders Fogh Rasmussen.

SFs formand, Holger K. Nielsen, er mere betænkelig.

Et militært angreb, der koster en masse civile livet, vil forstærke konflikten i de pågældende områder, advarer han:

»Bush har låst sig meget fast på at gå i krig nu, og det er meget, meget vigtigt, at de europæiske lande gør alt, hvad de kan for at dæmpe ham.

Selv om regeringen har nogle udmærkede grundsynspunkter, så har jeg en fornemmelse af, at regeringen har bundet sig meget kraftigt til at ville støtte USA og alt hvad de gør,« sagde Holger K. Nielsen.

Statsministeren vurderede i går, at taleban-styret næppe vil udlevere bin-Laden og hans folk, og at et angreb er på trapperne. Det bliver begyndelsen på en årelang kamp mod terrorismen, fastslog Poul Nyrup Rasmussen. En kamp, hvor der udover militær magt også vil blive brugt diplomatiske, efterretningsmæssige, politimæssige og juridiske midler. Også selve grobunden for terrorismen skal forsøges elimineret ved at udligne skellet mellem de rige og fattige lande.

»Det vil tage år at fjerne terrorismen fra vores verden. Det kræver en global alliance, der omfatter alle NATO-lande, alle europæiske demokratier og arabiske lande, så indsatsen bliver så effektiv som muligt. Danmark skal være med hele vejen fuldt og helt,« sagde Poul Nyrup Rasmussen.