Et uhyre kræver både dødsofre og omfattende ødelæggelser på det økonomiske plan for tiden.
Vi kæmper for en lille del af befolkningen og gør samtidig en stor del af befolkningen fattigere og hele velfærdsstaten svagere.
Platon ville nok have kaldt den pris for meget høj. Tænkeren fra Athen sammenligner stærke lande med sunde kroppe og ville have foretrukket den lille amputation i stedet for den store.
Han ville nok heller ikke have forstået forskellen på vores slatne holdning til vin og vores dramatiske holdning til virus.
Den antikke filosof drømmer om styreformer tæt på kommunismen og kan ikke forestille sig et større gode for staten »end dét, der binder den sammen og gør den til en helhed.«
Så han ville formentlig kalde vores langsomme selvmord med røg og druk fuldstændig lige så slemt som vores uagtsomme manddrab med smitte i bussen og derfor kræve samme indsats mod de to ting.
Det moderne demokrati vil fremdeles se forbrug af milde rusmidler som en ret privat sag og spredning af infektioner som et mere fælles anliggende. Men hvis demokratiets spidser havde planer om en lige så kostbar indsats mod røg og druk, så kunne de faktisk bare spille på almenvellet i Platons forstand.
Bureaukraterne kunne ganske enkelt liste en ny definition af sygdom ind i sproget og derefter flytte røg og druk væk fra bunken med private sager og over til bunken med »epidemier« – sådan som det faktisk allerede er sket med fedme nogle steder!
Den skjulte virkelighed
Filosofferne på Platons tid virker knap så fascineret af naturvidenskab som generationerne før. Sokrates har trukket faget i retning af en interesse for mennesker med deres tanker og følelser og forhold til verden.
Platon selv får både gigantisk indflydelse som Sokrates’ pennefører og som udvikler af den berømte idélære: Den synlige verden omkring os er efter hans opfattelse et forvrænget eller fordrejet genskin af den egentlige verden – lidt som hvis vi sad i en hule og kun så dyrene udenfor som skygger på væggen.
Grækeren udgiver en mængde værker om alt fra kosmos til kærlighed plus altså »Staten« omkring år 390 f.Kr. med dens stort anlagte utopier og tidlige tanker om almenvellet i en lidt brutal form.
Han ser også Diogenes tigge i Athen og sender ord som »hund« og »galning« efter ham. Den hjemløse søn af en falskmøntner vil ikke opfattes som barn af nogen bestemt by og finder på begrebet kosmopolit i stedet for.
Manden dalrer rundt stort set uden tøj på kroppen eller ejendele af nogen art og overnatter sommetider i en legendarisk lerkrukke. Han tilfredsstiller rask væk sig selv for øjnene af anstændige samfundsstøtter og efterlader sig ulækkert nok både tyndt og tykt på offentlige steder.
Og han opfatter langt det meste filosofi som forvrøvlet og Platon som bras. Diogenes elsker sit liv som hund og drømmer sig tilbage til naturen med dens fravær af modediller og forlorne følelser.
Han virker faktisk kun optaget af den lige så forhutlede Antisthenes fra Sokrates’ gamle klasse og dermed af manden bag aforismer som »hellere vanvittig end velnæret« og »du skal aldrig takke nogen for ros«.
Samtidens syn på Diogenes som kynikos eller »hundeagtig« har givet os ordet kynisk. Begrebets betydning i dag handler om noget hjerteløst og yder ikke nødvendigvis vagabonden fuld retfærdighed. Han har måske bare lignet en hån mod alle de selvgode rundt om i gaderne og sagt noget så ilde hørt som sandheden af og til.
Når han insisterer på en sentens som »det tager en klog mand at opdage en klog mand«, så er det måske nok et barsk synspunkt i manges øren – men måske også lidt rigtigt.
Vær sej
Diogenes kan som gammel mand se sin »kyniske« tilværelse efterlignet med en hel bevægelse til følge:
Krates og hustruen Hipparchia fra Theben bliver inspireret til et liv med kun de mest basale fornødenheder. Velhaverne placerer så vidt vides deres formue i en slags fond til glæde for børnene engang – forudsat de ikke vælger et liv som filosoffer!
Og parret får med årene købmanden Zenon fra Kition på det sydlige Cypern som ven af huset og kan nu følge deres liv i mådehold vokse til en større sag.
Zenon underviser ved templet Stoa poikile midt i Athen med et ambitiøst skema: Han samler filosofien til et helt system med henholdsvis etik, logik og naturvidenskab på programmet. Og han bløder lige så stille kynismens idé op og står nu med stoicismen og altså med en af antikkens mest omfattende bevægelser overhovedet.
Stoicismen skal faktisk blive lige så udbredt op gennem antikken som den kristne holdning et årtusind senere og genkomsten af den videnskabelige tilgang i dag.
En stoiker møder alle nedture med oprejst pande. Man tager ganske enkelt konsekvenserne af en pandemi som covid-19 til efterretning. Man oplever glæderne ved livet som møntens forside og udfordringerne som dens bagside.
Forudsætningen er ikke nødvendigvis forestillinger om en højere »mening« med det hele – bare en erkendelse af mørket og lyset som gensidigt afhængige. Rigtige stoikere ville veje den ellers miserable udsigt til indlæggelse på intensiv med iltmangel op mod den enestående chance ved livet i første omgang.
Den stoiske holdning får stor indflydelse på både kristendommen og nyere filosofi. Kristne tænkere bliver for eksempel optaget af den såkaldte teodicé om mysteriet bag mørkets eksistens.
For hvorfor har Gud overhovedet skabt et uvæsen som SARS-CoV-2 og dermed muligheden for tusinders død før tid? Hovedpersonen i Det Nye Testamente beder os endda vende den anden kind til og tager som bekendt også sin egen skæbne med stoisk ro.
Og kejseren Marcus Aurelius fra århundredet efter bliver meget engageret i stoisk filosofi og efterlader sig flere hundrede sentenser af typen »det bedste svar på vrede er tavshed«.
Materialisme med måde
Stoikerne med deres stærke rygrad møder af samme grund konkurrence næsten fra dag ét. Bedst som cyprioten Zenon har fået gang i sin skole mellem Athens søjler, åbner kollegaen Epikur fra Lesbos en skole få hundrede meter væk.
Han definerer lykke som et fravær af lidelse og kan inden længe se sine tilhængere kaste sig ud i orgier med både det ene og det andet. Eftertiden har derfor også opfattet Epikurs lære som noget med vellevned i form af dionysiske drikkegilder og hedonistisk hengivelse til livets goder generelt.
Grundlæggeren selv prædiker ellers mådehold i alt på grund af risikoen for bagslag og skal herunder have udnævnt tømmermænd til en fuldstændig unødvendig lidelse.
Men hans teoretiske overbygning kunne faktisk godt indbyde til et liv over evne. For epikurærerne trækker på teorier af Leukippos fra det 5. århundrede f.Kr. og berømte Demokrit og dermed på nogle rendyrkede materialister:
De to thrakere havde for første gang beskrevet en verden bygget af atomer i form af små kugler med tomme rum mellem hver kugle. Teorien hos Demokrit havde endda inkluderet sten bygget af én slags atomer og sjæle af en anden slags atomer og altså præsenteret ideen om grundstoffer.
Sådan et verdensbillede kan en epikuræer lige bruge. Han ejer absolut intet udestående med de højere magter og altså heller ikke noget helvede. Guderne har faktisk bolig mellem stjernerne ude i det uendelige univers og derfor ingen kontakt med os jordboere.
Og selv hvis guderne var tættere på, ville de slet ikke kunne høre vores bønner – simpelthen fordi de naturligt nok ikke ejer noget så uperfekt som ører!
Epikurs tanke om det uendelige univers bliver et hedt emne i sig selv. For det uendelige er ikke bare et sted med en vis størrelse og et vist antal år på bagen. Det uendelige er noget så vildt som åbent og ville kun kunne måles med noget så ufatteligt som målebånd og ure uden nul nogen steder.
Kort sagt: Hvis universet hos Epikur var skabt af guderne, måtte det være sket for uendelig lang tid siden – hvilket blasfemisk nok ville sige aldrig!
Oprøret er en realitet. Epikur har lige gjort tanken om skabende guder problematisk. Uendeligheden forbliver af samme grund kontroversiel meget længe og muligvis endda frem til i dag. Selv fantastiske Albert Einstein ser stadig kosmos som et »lukket« sted på størrelse med Mælkevejen og må først give sig midt i 1920erne efter observationer af andre galakser.
Det rene eller det søde liv? Det uendelige eller det lukkede univers? Tænkerne skal snart bruge filosofiens briller på de bibelske tekster med både fantastiske og frygtelige følger:
Hvis den gode Gud for eksempel er almægtig – hvorfor skulle han så bruge hele syv dage på verdens skabelse?
Berlingske Filosofikum fortsætter næste søndag med filosoffen Søren Schausers fortælling om manden bag de græske tænkeres vej til verdenssucces: Aristoteles.
