Du holder dig så vidt muligt inden døre for tiden. Men hvorfor egentlig?
Filosofferne i den klassiske periode har deres egen forklaring. Og den handler forrygende nok hverken om love eller dine gode hensigter.
Europas udvikling til åndelig stormagt var begyndt med den førsokratiske periode et par hundrede år tidligere. Tænkere som Pythagoras med trekanterne og Zenon med de berømte paradokser havde åbnet et vindue ud til verden: De havde opdaget naturen som et sted med hemmeligheder og vist videnskaben som et alternativ til gamle dages overtro.
Og de havde undervejs opfundet sjælen som forklaring på bevægelserne i et levende væsen og ville derfor også have set uhyrerne af arten SARS-CoV-2 som væsener med sjæl.
Forskere i dag ser knap nok virus som liv. Bakterier er levende og kan endda minde om både planter og dyr. Virus med de simple strenge af genetisk materiale i fedt ligner højst en klistret kusine til livets former.
Men de førsokratiske filosoffer ville lade evnen til bevægelse afgøre sagen og altså kalde virus for et stof med både liv og sjæl. For hvis de havde produktudviklet lidt mere på en opfindelse fra Pythagoras’ tid ved navn luppen, så ville de rent faktisk kunne se snylterne af familien Coronaviridae bevæge sig ind i ofrenes celler.
Hvorfor siger vi »politik«?
Overgangen fra den førsokratiske til den klassiske periode tegnes af sofisterne med Protagoras i spidsen.
Sofisterne er professionelle debattører med de græske bystater som arena og derfor direkte faddere til vore dages demokrati. Typerne rejser fra den ene bystat eller polis til den anden og holder foredrag om samfundsmæssige spørgsmål – hvorfor vi stadig taler om »politik«.
De kan være meget spidsfindige i deres argumentation. De kan så samtidig tærske langhalm på hvad som helst og ender derfor som nemme ofre for samtidens satire. Jeg kan endnu i dag være enten »sofistikeret« eller noget så trættende som »sofistisk« med overdreven ironi og flueknep.
Protagoras selv stammer fra landets østligste hjørne og bliver berømt for sin karakteristik af debattens væsen: At der til enhver holdning findes en modsat holdning.
Han huskes i dag mest som fadder til synspunktet Homo mensura med »mennesket er alle tings målestok« som berømt formulering: Vi ser verden gennem menneskelige briller og skal derfor ikke føle os alt for sikre på vores indtryk som objektive og dermed sande.
Gorgias fra samme generation tager et endnu større skridt ned i afgrunden. Den sicilianske skeptiker er elev af landsmanden Empedokles med tankerne om jord, ild, luft og vand som verdens fire rødder eller »elementer«.
Men han finder også filosofien helt ulidelig langhåret efterhånden og skaber omkring år 440 f.Kr. en meget omtalt afhandling om det umulige ved verdens eksistens.
Hvis den fandtes, kunne vi ikke vide noget om den. Hvis vi vidste noget om den, kunne vi ikke sige det videre. Og hvis vi så alligevel kunne sige det videre, ville ingen forstå det!
Forskerne i dag ser ikke hans tese som alvorligt ment: Gorgias gør nok bare grin med alle de andre sofister - lidt som Ludvig Holberg gør det i »Erasmus Montanus« mange år senere.
Analfabeten som geni
De sidste førsokratikere og de første klassikere tørner sammen under nogle legendariske seminarer i Athen omkring år 450 f.Kr.
Begivenhederne har ikke nødvendigvis fundet sted i virkeligheden. Vi kender dem stort set kun fra genfortællinger af klassikeren Platon og har måske bare fået bundet en historie på ærmet. Men ældre tænkere som Zenon og Protagoras kan godt have stået skoleret for et af historiens største genier og set den nye epoke tage form:
Sokrates er søn af en billedhugger og en jordemor og ellers gådefuld rent historisk. Grundlæggeren af klassisk filosofi efterlader sig for eksempel ikke ét eneste værk og har muligvis hverken kunnet læse eller skrive.
Hans knivskarpe debatter med sofisterne gør bare stort indtryk på vennen Platon og desværre også på magtfulde herrer i byens forvaltning. Resultatet bliver faktisk en radikalt anderledes tankegang over hele den vestlige verden og for bagmandens eget vedkommende en dødsdom og henrettelse med skarntydesaft.
For han gør alle dybt forvirret. Man ved hverken ud eller ind efter en aften med Sokrates på talerstolen! Tidens magthavere holder folk hen med blødt brød og sjove skuespil og har ikke brug for tvivl om den rette mås på taburetten.
Billedhuggerens søn slår hul i modstandernes argumentation og kan derefter se konklusionerne brase sammen: Han interviewer folk, jager dem rundt med lumske spørgsmål, får lige så langsomt deres præmis vendt på hovedet – hvorfor offeret til sidst mener det stik modsatte af sit udgangspunkt.
Den sokratiske metode kan lyde både ordinær og manipulerende. Men ingen filosof havde været i dialog med mennesker på den måde før. Folk indser selv det fejlagtige i deres præmisser og skifter selv standpunkt gennem forløbet. Og hvis man virkelig vil mene noget om noget, må man for resten også kunne stå på mål for sine holdninger.
Sokrates har altså forvandlet de førsokratiske tænkeres hjernespind hjemme i tårnværelset til et projekt med andre mennesker involveret og givet filosofien en afgørende drejning hen mod fællesskab og dannelse.
Han kan endda pynte sig med sin egen »uvidenhed« under dialogen! Ikke fordi manglende viden med ét er blevet bedre end indsigt i tingene. Men fordi han går ind i debatten uden fordomme og selv bliver mere oplyst undervejs.
Når vi i dag kan være »lige så forvirrede som før - bare på et højere niveau«, er det en arv fra Sokrates’ metode.
Piller eller bare mindre druk?
Teknikken fører så samtidig til en dramatisk forandring af folks fokus. De førsokratiske tænkere havde opfundet naturvidenskaben og haft iagttagelser af verden som afsæt. Sokrates taler hellere om mennesket og finder stort set kun naturen interessant for dens vekselvirkning med os.
Han bliver for eksempel spurgt om den bedste medicin mod hovedpine en dag og beder så staklen lokalisere sin smerte mere præcist og derefter tænke lidt over sin livsstil.
For hvor ligger nøglen til det lykkelige liv egentlig? Spørgsmålet står bøjet i neon over hele den klassiske epoke. Og de sokratiske dialoger ender ret konsekvent med samme svar:
Lykken er gammeldags nok en tilværelse med »dyden« i midten. Sokrates ville igen og igen spørge ind til det flinke ved folks anskuelser. Idealet kaldes for dydsetik og fokuserer altså på eksempelvis mod og retfærdighed som lykkelige egenskaber.
Man adskiller traditionelt dydsetikken fra to senere former for etik: En pligtetiker ville overholde vore dages forbud mod større forsamlinger af simpel kærlighed til lov og rammer. En nytteetiker ville overholde forbuddet på grund af det hensigtsmæssige for alle parter og efter nogles opfattelse af behov for ros.
Dydsetikeren er straks mere udfordret: Man overholder hverken forbuddet af pligtfølelse eller af hensyn til nogen som helst. Man overholder det som en konsekvens af arv eller opdragelse og dermed som noget helt selvfølgeligt.
Hermione i bøgerne om Harry Potter passer for eksempel hverken sin skole af glæde eller af hensyn til nogen – men ganske enkelt fordi hun er født som dydsmønster.
Platon er langt den vigtigste kilde til Sokrates’ tanker og har muligvis lagt mange ord i munden på sit forbillede. Men den atletiske aristokrat skal også vise sig som en stor tænker i egen ret og herunder udvikle dybt originale ideer om alt fra politik til virkelighed.
Aristoteles med det store hjerte for både logik og lovgivning skal undervise hærføreren Alexander den Store og dermed sikre udbredelse af idealerne til hele verden.
Og de store år i græsk filosofi skal kulminere med både askese og vild livsglæde og derefter tabe pusten til noget så eksotisk som hellenistisk filosofi med alle de farverige begreber:
Har du et »platonisk« forhold til din veninde? Ser du ret »kynisk« på coronaens konsekvenser? Tager du din karantæne hjemme hos guldfiskene med »stoisk« ro?
Du har så lige brugt udtryk fra hellenistisk tid og dermed smagt de græske filosoffers sidste og mest lidenskabelige kys før døden.
Berlingske Filosofikum fortsætter næste gang med filosoffen Søren Schausers fortælling om Platon, Aristoteles og hellenisternes generation.
