Mediekommentar: Vi er ikke evnesvage, Mette – vi har fattet det!

»Mor har sat sig ved katederet, og vi skal alle sammen tales til, som om vi skal begynde i indskolingen efter sommerferien«, skriver Birgitte Borup efter et pressemøde med en uendelighed af gentagelser og formaninger.

Birgitte Borup, redaktør, international kultur. Søren Bidstrup

Det er nok bare mig, men et kvarters tid inde i Mette Frederiksen stort anlagte pressemøde om Danmarks genåbning, var jeg lige ved at tage en blunder.

Jeg har ikke behov for retoriske krumspring så lange, at jeg kunne nå at se samtlige »Ringenes Herre«-film, før jeg får præsenteret det budskab, jeg venter på: Hvad åbner hvornår?

Der var ellers store ting på spil. Den fjerne udsigt til at få livet tilbage, bare nogenlunde som vi kender det. Venners latter. Gensyn med gamle forældre. Lange aftener på byens restaurationer, nu med ekstra plads mellem bordene. Eller bare en omgang »lyse tjavser«, som det hedder i Nordjylland, henne ved frisøren.