Anne Sophia Hermansen: Dansk kulturliv råber ikke højt nok og får derfor en lang næse igen og igen

I Italien skal folk stadig udfylde en formular, når de forlader hjemmet, skolerne er lukkede, og folk går med mundbind. Men nu lysner det også for italienerne. 18. maj åbner museer og biblioteker igen – og først 1. juni genåbner restauranter og cafeer. I Danmark er det lige omvendt.

Hvad det fortæller? Det fortæller jo ganske enkelt, at italienerne er mere optagede af at få puttet noget i hovedet end noget i munden. At kunst og kultur betragtes som en væsentlig del af dagligdagen, så selvfølgelig skal folk igen have adgang til bøger og kunstudstillinger, så de fortsat kan betragte sig selv som civiliserede mennesker.

Det fortæller os også, at i Italien er det ikke nødvendigt at kæmpe kulturens sag og forklare igen og igen, hvorfor det er væsentligt at have en åndelig udrustning og slå et slag for dannelsen. Den kamp er taget – og selvsagt vundet – og man er stolt af at have sat så indiskutabelt et aftryk på kunsthistorien, åndshistorien og litteraturhistorien. Det samme gør sig gældende i Tyskland.

Men i Danmark findes der ikke et eneste parti med en seriøs kulturpolitisk dagsorden, og derfor har ingen insisteret på, at danskerne snarest skal kunne komme på museum. Noget andet har hele tiden været vigtigere. Storcentrene, efterskolerne, løveparken i Givskud, Knuthenborg Safaripark, værtshusene, fodboldklubberne.

Vi har lært af coronakrisen, hvad vi egentlig godt vidste i forvejen. Danskerne er ret begejstrede for kultur, men det prioriteres ikke politisk. Vores kulturminister har også direkte fortalt os, at det er et politisk lavinteresseområde, og regeringens handlinger understreger det. Understøttet af oppositionen.

Men vi har også lært noget andet. Kulturen taler ikke med en særlig stærk stemme selv. Mens der på andre områder findes indflydelsesrige brancheorganisationer, er kulturen overladt til en gang organisatorisk impotens og mumlesnak.

F.eks. kom museernes brancheforening i sidste uge med en pressemeddelelse, hvori der stod: »Man kan jo blive helt bange for, om vi er blevet glemt i al hastværket« og så et pip om at være »forbløffet«.

Hvad er det for en underlig tam udmelding? Ja, undskyld mig, men hvis man ikke er i stand til at råbe op og slå i bordet, er man for nem at affærdige og skal ikke regne med at få noget. Det fik museerne så heller ikke, surprise.

Selv om kulturlivet har solid folkelig opbakning, og det ene museum efter det andet – under NORMALE omstændigheder – kan demonstrere flotte besøgstal, er det ikke museerne, der er blevet lyttet til i denne omgang. Måske fordi brancheorganisationen taler alt for lavt og ligegyldigt, og det samme gør de fleste af de andre småorganisationer.

Derfor havde teaterchef Jon Stephensen fra Aveny-T også fuldstændig ret, da han for et par uger siden sagde til Berlingske, at dansk kultur bør organisere sig i en stor, samlende organisation, som han slet og ret kaldte Dansk Kultur.

»Hvis man åbner TV 2 News eller Berlingske, ser man Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv hver eneste dag. Han taler konstant Dansk Erhvervs sag, men der er ikke nogen, der taler dansk kulturs sag,« sagde han.

Ville Brian Mikkelsen have lagt sig ned og sukket: »Vi er nok blevet glemt«, hvis hans medlemmer ikke var blevet tilgodeset? Næppe. Ville Lars Sandahl fra DI? Heller ikke.

Og et sidste spørgsmål:

Kunne man forestille sig, at italienerne først og fremmest ville insistere på at komme ud at se på giraffer i bil, mens deres museer bugnede af den kunst, der har vist os skønhed, og hvad det vil sige at være et civiliseret menneske? Nej, de ville da sparke døren ind til magthaverne og råbe »kulturkamp«! Åbn museerne nu.

Dansk kulturliv bør gøre det samme.