Er virus levende? Kan man gøre et menneskes liv op i penge? Skal vi forstå sygdommene som en hævn over vores livsstil – eller bare lade kineserne dække vores tab ved kasse et?
Den aktuelle pandemi har sat store spørgsmål på dagens orden. Vi står med en kamp på liv og død og en debat om meget grundlæggende ting.
Og når spørgsmålene er fundamentale, vil svarene altid være gamle. Flere mennesker har simpelt hen haft nøjagtigt samme udfordringer og gået med de samme overvejelser.
Tankerne findes måske allerede på de store hulemaleres tid. Vi skal bare lige have opfundet skriftsproget først og kender derfor ikke meget til dem. Så historiens store spørgsmål begynder i praksis med de »førsokratiske« filosoffer for bare 2.700 år siden.
Mændene dukker op et par hundrede år før Sokrates’ tid og vender op og ned på gængse forestillinger om verden:
De vil forstå naturen indefra. Folk havde indtil da set regnbuen som et tegn fra guderne og hudens bylder som en skæbne. Langt de fleste mennesker havde set forårets komme som det rene mirakel og måske ofret nogle jomfruer for en sikkerheds skyld.
Grækerne i 600-tallet f.Kr. kigger hellere på naturen selv og præsenterer altså verden for en opfattelse af viden som bedre end overtro.
Ingeniøren og børsmægleren Thales fra Milet ved Tyrkiets vestkyst forudsiger allerførst en solformørkelse og får tilsyneladende ret. Moderne forskere tror ikke så meget på den mærkelige hændelse og fejrer alligevel formørkelsen 28. maj 585 f.Kr. som videnskabens fødsel.
Anaximander med interessen for geografi er sandsynligvis Thales’ elev og dermed næste generation af den nye slags tænkere.
Den fremsynede astronom forudsiger ifølge skrønerne et jordskælv og har i så fald gjort filosofi anvendelig for almindelige mennesker. Han får muligvis også ideen til historiens første globus og har så godt som sikkert opfundet pinden i det moderne solur – for den skal jo stå i en helt bestemt vinkel.
Pythagoras fra tredje generation ender som den tidligste tænker på vore dages skoleskemaer.
Talentet fra Samos står formentlig selv bag ordet »filosof«. Han samler et broderskab af vegetarer omkring sig og kalder sig selv deres gud. Og han finder kosmos styret af simpel geometri og gør sig udødelig med den pythagoræiske læresætning om forholdene i en retvinklet trekant.
Men han blander sig skelsættende nok også i mere eksistentielle spørgsmål om både liv og død og trænger dermed langt ind på overtroens gamle territorium. De samme mænd med alle deres målinger og vejninger har altså bevæget sig fra naturen til et engagement i noget så flyvsk som livets mening og gjort »filosofi« til læren om det hele.
Liv og sjæl
For hvad er liv helt præcist? Tidlige tænkere ser evnen til fysisk bevægelse som afgørende. De må af samme grund spørge til motoren bag vores bevægelser og svarer med noget så moderne som sjælen.
Vores idé om en »sjæl« skyldes altså de gamle grækeres forklaring på bevægelsens mysterium og har kun omkring 2.500 år bag sig.
Thales med solformørkelsen oplever endda magneter som levende på grund af deres usynlige og derfor uforklarlige bevægelser. Sten med magnetisme og eksotiske grundstoffer som mangan og magnesium er et varmt emne op gennem antikken og har alle navn efter landskabet Magnesia på den græske østkyst.
Selv den lidt mystiske Pythagoras trekvart århundrede senere ser stadig sjæl i både mennesker, planter og dyr og taler meget tidligt om vores risiko for reinkarnation og om sin egen fortid som krigshelt og endda som konkubine!
Moderne læger betragter ikke virusser som levende og slet ikke som væsener med sjæl. Den klassiske virus er en simpel streng af arveanlæg med fedt omkring sig og mangler evnen til stofskifte. Arveanlæggene virker kun fjernt i familie med rigtigt liv og kan kun brede sig som et snylteragtigt stof på os andre.
Førsokratiske filosoffer ville have fundet spørgsmålet om liv eller ej meget interessant og ladet virussens mulighed for bevægelse afgøre sagen:
For stoffet skal nu engang finde vej til vores indre. Det kan for eksempel snyde sig ind på »stilladset« i vores celler. Det kan populært sagt sætte fødderne lidt akavet og klatre op i cellernes tove. Grækerne i 500-tallet f.Kr. oplever stort set alt med bevægelse som levende og ville altså være sikre på virus som liv.
De gamle ville til gengæld ikke interessere sig for uhyrets oprindelse endnu. Folk fascineres mere af arternes overfladiske eller konvergente fællesskab. En gammel græker ville for eksempel have fundet virussens »tilfældige« lighed med søpindsvin langt mere tankevækkende.
Den ulyksalige fedtkugle bag vor tids værste pandemi blev i parentes bemærket fundet lige ved siden af boder med søpindsvin.
Alt flyder
Den fjerde og sidste generation af førsokratikere er farverige herrer med stor popularitet i dag.
Heraklit fra Efesos kalder forandring for det eneste sikre i tilværelsen og bliver berømt for sine sentenser om emnet. Slagord som »alt flyder«, »modsætninger mødes« og »det samme menneske bader aldrig to gange i samme flod« har alle rod i hans poetiske tankeverden.
Parmenides fra Elea tæt ved Salerno ender omvendt som den første »rationalist« i europæisk filosofi. »Giv mig magt til at hæve din feber, og jeg skal kurere alle sygdomme!« lyder en af hans sentenser.
Han bliver kendt for sine opgør med Heraklits hippe relativisme og især for sin teori om bevægelsens umulighed:
Mennesket lever i en uforanderlig verden med alle hændelser inkluderet og kan altså ikke bevæge sig i nogen meningsfuld forstand. Hvis vi kunne tage bare ét eneste skridt, måtte det være ind i en verden uden for verden – og sådan en verden findes indlysende nok ikke.
Vores oplevelse af »bevægelse« alle vegne må derfor skyldes en blindhed over for nogle gådefulde egenskaber ved verden og i sidste ende en hallucination.
Den virkelige bombe ligger alligevel i hans argument og ikke konklusionen. Han har for første gang nogensinde opstillet en teori ved hjælp af logik og hjernespind alene! Princippet bliver gjort til grin med den berømte »Morlille er en sten« i Holbergs komedie om Erasmus Montanus mange år senere og skal altså skrive historie.
Og førsokraternes sidste stjerne kan meget vel have truffet Sokrates selv:
Zenon tager ifølge Platon til fagligt seminar i Athen sammen med Parmenides og møder en ung Sokrates på krigsstien. Filosoffen fra Elea er nære venner og muligvis kæreste med Parmenides og forsvarer hans tanker mod de konstante angreb fra nær og fjern.
Zenons metode bliver nogle meget berømte paradokser om det umulige ved bevægelse og har fascineret generationer af tænkere frem til nu:
Den toptrænede Achilleus skal for eksempel løbe om kap med skildpadden en dag. Skildpadden får så et lille forspring og vil nu helt overraskende nå over målstregen som den første. For stakkels Achilleus må jo først nå frem til dyrets startlinje og kan så se det have bevæget sig videre i mellemtiden!
Paradokset skal forvirre os og stimulere vores tanker. Men de unge mennesker omkring Zenon må også forstå vilkårene i en god debat:
Vi må ikke ødelægge paradoksets skønhed med vrøvl om løberens sikre sejr i den virkelige verden. Vi skal gå med på legen og gendrive andre menneskers påstande ud fra de givne præmisser.
Onde hensigter
Generationerne efter Zenon kaldes de klassiske filosoffer. De ville have set på argumentet om virus som levende med største alvor. For tænkerne med den spændende Aristoteles i spidsen udvikler ideen om alle væsener som entelekiske:
Levende væsener formes af en indre bestemmelse og vokser målrettet med det ene formål som skabelon. Nogle små kugler af arten SARS-CoV-2 er i så fald kommet til verden med onde hensigter og er dermed blevet en endnu farligere fjende.
Gys.
Søren Schauser er filosof, lektor og skribent på Berlingske. Han fortæller næste gang om græsk tænkning i den klassiske periode.
