RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Danske gymnasier fjerner Platon og Homer fra undervisningen

RokokoPosten: Danske gymnasieelever kan i fremtiden se langt efter Odysseen og Symposion. En lang række græske klassikere vil fremover ikke være at finde på læseplanen, efter at det er kommet frem, at de gamle grækere havde en forkærlighed for unge drenge.

Foto: Richard Mortel/Flickr. Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Ikke blot Michael Jacksons musik må lyttere af en række radiostationer undvære, fordi Jackson muligvis var lidt for glad for mindreårige drenge. Fra og med næste skoleår vil undervisningen i oldtidskundskab på danske gymnasier være renset for tekster skrevet af græske Homer og Platon. Det skriver foreningen Danske Gymnasier på deres hjemmeside.

Beslutningen er truffet som reaktion på nylige oplysninger om, at de gamle grækere som udgangspunkt ikke afstod fra at have samleje og anden kønslig omgang med unge drenge. Forholdene er blandt andet dokumenteret på talrige græske vaser og amforaer.

»Homer har helt sikkert haft enorm betydning for vores opfattelse af oldtiden og er en vigtig forfatter, hvis tekster har været skattet og er kendt af generationer,« siger Danske Gymnasiers direktør, Jenny Bøving Arendt.

»Men det lader sig altså ikke gøre at adskille kunst og kunstnere, uanset hvor gamle værkerne er. Derfor er det dybt bekymrende, at eksempelvis Platon skildrer sex med unge drenge som en god ting i den roste, men stærkt problematiske Symposion. Eller når Homer muligvis skildrer et homoerotisk forhold mellem Achilleus og Patroklos, hvor aldersforskellen kan være ganske markant,« fastslår hun.

Beslutningen glæder formand og talsperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Malte Sauerland-Paulsen.

»Vi har i mange år kæmpet for en modernisering af faget oldtidskundskab. At slette Odysseen og Symposion er et stort og vigtigt skridt, ikke mindst fordi de repræsenterer en forherligelse af en krigerisk og krænkende samfundsstruktur, der ikke har nogen relevans i en demokratisk orienteret tid. På samme måde er det herligt, at vi nu får gjort op med Platon, for han havde helt ærligt et ret tvivlsomt forhold til demokrati og pædofili,« siger han.