Hvad pokker stiller man som koncertarrangør og kunstner op, når publikum ikke må nærme sig hinandens intimsfære i en radius på to meter? Svaret er ikke enkelt. I musikbranchen står udfordringerne står i kø, og måske vil coronakrisen definere koncertkulturen længe fremover. For koncerter og festivaler har dårlige vilkår, hvis ikke mennesker må stå så tæt, at man svæver, når man løfterne fødderne fra jorden.
Esben Marcher er sekretariatschef i brancheforeningen Dansk Live, som varetager interesserne for de danske koncertarrangører. Han ser med lige dele forhåbning og alvor på den fremtid, der venter netop koncertarrangørerne. Coronakrisen har lukket Fanden løs i musikbranchen – og ofrene kan blive store, hvis ikke kulturlivets kreative hjerner formår at tjene penge på løsninger, der er opstået under coronakrisen. Der er lige nu ingen penge i udsigt, når musikere på sociale medier holder live-sessions for at underholde det publikum, der er parkeret i sofaen derhjemme.