Tara Reade ligner et problem fra helvede for »Creepy Uncle Joe« og #MeToo-bevægelsen

Kommentar: Et videoklip fra arkiverne giver medvind til Tara Reade, der påstår, at Joe Biden begik et seksuelt overgreb på hende i 1993. Hun ligner mere og mere et ubekvemt dilemma for både Demokraternes præsidentkandidat og #MeToo-bevægelsen.

Tara Reade anklager Joe Biden for et seksuelt overgreb, da han var senator i 1993, og hun arbejdede på hans kontor. Joe Biden afviser, at det har fundet sted. Max Whittaker

Indtil for nylig levede Tara Reade et almindeligt liv i Californien, hvor den 56-årige, jurauddannede kvinde blandt andet arbejder som frivillig rådgiver for voldsramte kvinder.

Nu er hun på få uger blevet kendt som kvinden, der har placeret Joe Biden midt i #MeToo-projektørens insisterende lyskegle; Tara Reade påstår, at USAs tidligere vicepræsident og Demokraternes præsidentkandidat udsatte hende for et seksuelt overgreb i 1993. Hverken Tara Reade eller de medier, der har gransket hendes historie, har været i stand til at fremlægge en smoking gun. Alligevel ligner hun mere og mere et problem for både Joe Biden og for #MeToo-bevægelsen.