Aydin Soei: »Jeg var ekstremt bange for at blive som min egen far«

Sociologen Aydin Soei skrev fire bøger, før han lærte rækkefølgen på alfabetet.

Som barn af iranske flygtninge fik han ikke indøvet remsen derhjemme, så det var først, da han selv blev far, han lærte den at kende.

»I den forstand har det givet mig enormt meget at blive far. Det har sat mig i kontakt med min tvivl og mine følelser, og det har gjort mig mere forankret her i landet. Selv om jeg har boet her, siden jeg var fire år, var det først, da Adam blev født, at jeg for alvor følte,at jeg hørte til i Danmark«.

Aydin Soei er ikke bare en dedikeret far, han er også selv del af en bredere tendens i det, han selv kalder »den største skjulte integrationsssucces, vi ser i Danmark i disse år«. Betegnelsen står i bogen »Fædre - fortællinger om at blive til som far,« som Soei udgiver i dag.

Bogen går tæt på den generation af fædre, der er opvokset med patriarkalske, autoritære og mere eller mindre fraværende fædre, men som selv søger en anden rolle. De deltager, når døtrene skal køres ind i børnehaven, de opdrager deres børn til at sige deres mening og til at have en stemme.

»Det er en kæmpe forandring, for det betyder enormt meget for de værdier, de kommende generationer vokser op med,« siger Aydin Soei.

En dårlig far gør dig ikke voldelig

Dette er egentlig ikke Aydins Soeis historie, men lad os alligevel begynde her i den nørrebrolejlighed, som han deler med sin otte-årige dreng, der bor på skift her og hos sin mor. På bordet vidner en fremsat Matadorplade om en uafsluttet match for to. Der er familieportrætter på væggen.

Et klassisk hjem, der dog bygger på noget andet.

»Da jeg skulle være far, begyndte jeg at læse bøger om forældreskab. Det gjorde jeg, fordi jeg var ekstremt bange for at blive som min egen far. Tænk, hvis nogen trykkede på en knap, og jeg pludselig var sådan en figur, der ikke kunne styre mit temperament,« siger Aydin Soei, der selv voksede op med en voldelig og fraværende far.

»Det var en enorm lettelse at opdage, at sådan var jeg ikke. Den der Hollywood-fortælling om, at hvis du selv har haft en dårlig far, så bliver du det også selv – det er en falsk fortælling. Der er jo kun én person, der bestemmer, hvordan du er som far, og det er dig selv,« siger Aydin Soei, der medgiver, at det er nemmere at gøre godt, hvis man har samme erfaringer i bagagen.

Men lige nu viser en ny generation, at man sagtens kan ændre tingene selv. Aydin Soei har mødt dem i sin vennekreds og under sit arbejde som sociolog, og han undrer sig over, at deres fortælling fylder så lidt. Det er en historie af enorm betydning for det danske samfund, mener han.

»Et af de største skift, vi har set i den vestlige verden i de sidste to årtier, er skiftet af far-idealet fra én, der skal forsørge familien, til én, der skal være omsorgsfuld. Det betyder, at vi får nu en generation af mænd, der er opdraget med, at du gerne må vise omsorg. Det er sket på ganske kort tid. Jeg er selv 38 år, og når jeg møder mænd i midt-20erne, er de meget bedre til at tale om følelser. På bare et årti er der sket et vildt skift,« fortæller Aydin Soei, der har valgt at fokusere på mænd i etniske mindretal.

Omsorg i form af tilskud

Historierne om de voldsomme fædre i  indvandrermiljøet er velkendte. Den nyligt afdøde digter Yahya Hassans far var næsten forfatterskabets voldsomme omdrejningspunkt. Det enøjede monster er trods alt en undtagelse, understreger Aydin Soei. Til gengæld er mange i minoritetsmiljøet opvokset med en fraværende far.

Det er der en grund til.

»Disse mænd kommer fra lande, hvor man har været under økonomisk pres. Faderen har haft rollen som den, der skulle skaffe penge. Han har ofte ofret alt for børnene, til gengæld har der ikke været meget samtale«.

Aydin Soei nævner Asim Latif, chef for Fædrenetværket Baba under Fonden for Socialt Ansvar, som eksempel. Hans far var fåmælt, og var der ballade, fik børnene slag og skældud. Men faderen brugte al sin tid på at knokle som fabriksarbejder og gik med aviser ved siden af, så han fik råd til at sende sine to ældste sønner på elitekostskole i Pakistan.

Som Asim siger. »Jeg har aldrig haft en reel samtale med min far, til gengæld tror jeg heller aldrig, at jeg ville kunne ofre så meget for min far, som han gjorde«.

Også Aydins far traf vigtige beslutninger for sin dreng. Det var ham, der besluttede at forlade Iran og søge mod Danmark.

»I dag kan jeg se, at han var en dybt usikker far, der var i vildrede om, hvordan man var sammen med et barn. Samtidig med at han var ekstremt voldelig, var han også usikker.  Da jeg var syv år gammel, boede jeg med min mor på et krisecenter, og min far mulighed for at tilbringe en dag med mig. Før vi mødtes, ringede han rundt til sine venner for at spørge, hvad man skulle lave med et barn. De sagde, at vi kunne gå i biografen og så gjorde vi det. Han var i virkeligheden bare på bar bund. Nogle af de tilbud, der er i dag, hvor du kan komme på fædrekursus, ville have været gode for ham.«

Han var vel aldrig taget derhen?
»Sikkert ikke. Han gav ikke udtryk for sin usikkerhed. Han sad fast i den typiske manderolle, hvor du skal kunne håndtere alting. Men hvis det bliver mere og mere normalt, at en mand må give udtryk for sårbarhed, kan man ændre det«.

Men den forandring gælder vel også de danske mænd. Min farfar kunne dårligt koge et æg, mens min kæreste som en naturlig ting tager del i sine døtres liv?
»Bestemt. Det her er ikke kun etnisk kulturelt betinget. Det er en forskel på generationer. Når jeg har valgt at fokusere på mændene i minoritetsmiljøerne, er det, fordi her er en dobbelt-bevægelse. Der er en generationsforskel, og så har vi at gøre med mænd med fædre, der rejste fra nogle af de samfund, der havde de mest autoritærer faderskabsidealer, til det land, Danmark, der har det mest eftergivende opdragelsesideal overhovedet.«

VI mangler stadig underklassen

Soei understreger, at de fem mænd, der taler i bogen, er en del af middelklassen. De bruger masser af tid på at lave legeaftaler og smøre børnene ind i svanemærket solcreme. I de lavere socialklasser bliver børnene stadig placeret foran fjernsynet.

»Hvis vi skal have dem med, må vi også bryde tabuet. Der er et paradoks i, at det er de mest højtuddannede, der bruger mest tid på deres børn, selvom det også er dem, der arbejder mest og burde have mindst tid. De lavest uddannede, der burde havde mere tid, de tilbringer mindst tid med børnene. Det handler om kultur, men det handler også om overskud.«

Handler det ikke også om mandeidealer? Der er stadig mænd, der mener, at det er »umandigt« at tilbringe tid med børn?
»Jeg synes, at det er så ynkeligt med mænd, der ser det som et svaghedstegn at være følsom og omsorgsfuld. Jeg ser det som et tegn på, at de selv er dybt usikre. Det bliver også i højere og højere grad dem, der er på bunden af samfundet, der har det sådan. Køn er en sikker skanse, hvis du er usikker i dit eget liv. Hvis ikke du har andet, er det rart, at du som mand har status blot i kraft af dit køn«.

Aydin Soei laver en parallel til de kriminelle bander, som han selv har arbejdet meget med.
»Det er formentlig den subkultur i Vesten, der har de mest opskruede mandeidealer, men mange af de mænd føler, at de er meget lidt værd uden for bandens fællesskab. De kan bruge den stereotype opfattelse af at være »en rigtig mand« som et helle, fordi de i virkeligheden har lavstatus i samfundet«.

Så hvordan får du fat i de mænd, der holder fast i den traditionelle, fraværende far-rolle?
»Du kan ikke forvente, at alle agerer som middelklassen. Den største udfordring ligger stadig hos mænd, der aldrig får en uddannelse og har en usikker arbejdssituation og så forfalder til en manderolle, hvor de bare skal være forsørgere. Du kan ikke sige til dem, at de skal være mere nærværende fædre og forvente, at de forstår, hvorfor det kan have en værdi i sig selv. Men du kan forklare, at hvis de er nærværende, så højner det muligheden for at deres egne børn får en uddannelse og holder sig ude af kriminalitet. Det budskab vil være nemmere at få igennem«.