Velfærdsstatens døtre drømmer om lækre IS-krigere: Spændende serie stiller skarpt på kvinder, der opsøger deres undertrykkelse

Hvad får velfærdsstatens sødmælksbørn til at rejse til Syrien som Allahs døtre? Netflix' serie »Kalifat« giver et rystende indblik i en ungdom, hvor den sejeste modkultur udgøres af puritansk konservatisme. Det er skræmmende og dramatisk – ikke mindst fordi problemet står og venter på os, når coronavirussen ikke længere fylder hele vores verdensbillede.

Johan Paulin/Netflix

Der er ting, vi næsten ikke taler om længere. Som radikalisering, had og terrorisme. Begreberne findes stadig, de er bare fortrængt af coronavirus. Ikke desto mindre er der stadig grupperinger, der drømmer om at ødelægge os. De virker tilmed sært tiltrækkende på folk, der bor rundt om hjørnet.

Siden verden første gang hørte om Islamisk Stat, har en lind strøm af unge, vestlige kvinder forladt deres hverdag til fordel for et styre, der bygger på en blanding af religiøs fundamentalisme og kvindeundertrykkelse.