ASH: Hvem er det, der har bildt os ind, at vi skal være lykkelige? Det er jo en folkesygdom

Det er en tanke værd, hvorfor så mange er ved at fortvivle over, at de trods deres mange privilegier og samtalekøkkener ikke er særligt lykkelige.

a
»Jeg ved ikke, hvem det er, der har solgt os den løgn, at livet skulle være en døgnåben forlystelsespark. Men jeg kører personligt ikke rundt i pariserhjulet og forventer den ene steroide lykkeoplevelse efter den anden.« Fold sammen
Læs mere

Vi ved det godt. Vi lever i den måske bedste af alle verdener. Vi har fine uddannelsesmuligheder, stemmeret, Kongens Have, worklife-balance, udendørsservering, velfærdsstat, hygge og Copenhagen Dreaming. Men mange af os lider under den vildfarelse, at vi derfor også skal være lykkelige.

Jeg har den seneste tid talt med flere, der ikke er specielt euforiske over tilværelsen. Privilegerede, veluddannede, veloplyste kvinder og mænd med egen ejerbolig og spændende job – alligevel mangler de »noget«. Hvad dette »noget« er, er som regel lykke.

Selv er jeg ikke specielt lykkelig. Jeg kan da godt se, at mit liv ikke er et skodliv, men jeg går ikke rundt og tænker på mig selv som udpræget lykkelig eller ulykkelig. Jeg måler mit livs værdi i, om det giver mening.

Har du resigneret, bliver jeg spurgt, når jeg siger det. Og næ, det har jeg ikke. Jeg køber bare ikke den forestilling, at vi konstant skal aspirere til at være verdens lykkeligste.

Udover at en hypet survey hvert år kårer et folk som verdens lykkeligste, hvorfra stammer den forestilling så, at vi skal vælte os i lykke?

Vi er dels blevet hjemsøgt af den positive psykologibevægelse i årevis. Tænk positivt, prædiker den, selv om vi har fået kræft, er gået konkurs eller har børn, der er skyllet væk under en tsunami. Helt naturlige følelser som sorg og nedtrykthed sygeliggøres og kategoriseres som udtryk for, at man tænker forkert.

Og den går naturligvis ikke. Det kan også nedsætte arbejdsglæden, hvis ikke man jubler nok på arbejde. Derfor findes der virksomheder med såkaldte chief happiness officers, lykkechefer, som skal sikre »strategisk lykke« på arbejdspladsen. For tænk, hvis man bare af og til er godt gammeldags træt af sin chef eller arbejdsopgaver – hvor forkert tænkt!

Endelig bliver vi fra barnsben syltet ind i lykkeforestillinger, og vejen dertil hedder Den Store Kærlighed. Vi fyldes med datingprogrammer, »Gift ved første blik« og film, hvor det naturlige endepunkt er ægteskabet. Ikke engang en ellers progressiv TV-serie som »Sex and the City« kunne finde ud af at efterlade dens personer andre steder end i favnen på en mand. Uden er man jo ulykkelig. Dameblade har også travlt med at fortælle den samme historie, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet spurgt ind til mit kærlighedsliv og personlige lykke.

Meningsrevolution

Men en modbølge til lykkebesættelsen er i gang. Mange af de senere års bøger modsætter sig den romantiserede forestilling om livet som en lang lykkeorgasme. I stedet insisterer de på det samme som Platon, Aristoteles og de præsokratiske filosoffer, nemlig at lykke ikke er en tåbelig gang navlepilleri, en kernefamilie, gods eller guld, en bullshitagtig ledelsesdisciplin eller beror på evnen til at tænke lallende positivt.

»Første dag på Institut for Filosofi på Aarhus Universitet sagde en af mine undervisere, at vi skulle nyde dagen i dag og vide, at det herfra gik ned ad bakke. Det er nemlig sådan, at jo mere du ved, desto mindre lykkelig bliver du.»Lev med det,« sluttede han.«


Glem lykkejagten, siger de. Vær i stedet glad, hvis du oplever lykken i glimt og prøv resten af tiden at opføre dig som et ordentligt menneske, der gør det gode og ikke piner sig selv og andre med meningsløshed.

Af nyere udgivelser, der insisterer på mening, kan nævnes Morten Albæks »Et liv, en tid, et menneske«, Svend Brinkmanns bøger, »Meningen med det hele« af Jakob Holm, »12 regler for livet – en modvægt til kaos« af Jordan B. Peterson, »Pseudoarbejde« af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen, Pia Søltofts Kierkegaard-bøger og Anders Dræbys »Livskunsten – filosofien om at vågne op til livet«.

Kan man ligefrem tale om en meningsrevolution? Muligvis ikke, men stadig flere skriver sig op imod den perverterede forestilling om hverdagslykke såvel som mod konkurrencesamfundets bestandige insisteren på optimering og suboptimering.

Og vel er bøger om meningen med livet en uopslidelig genre, men det er mere end bare en tanke værd, hvorfor vi lige nu ser så mange af dem.

Ligesom det er en tanke værd, hvorfor så mange i min generation er ved at fortvivle over, at de trods deres mange privilegier og samtalekøkkener ikke er særligt lykkelige. Det var jo nu, at livet burde være så godt, og så er det bare fra kl. 9-17 og hjem igen.

Jeg ved ikke, hvem det er, der har solgt os den løgn, at livet skulle være en døgnåben forlystelsespark. Men jeg kører personligt ikke rundt i pariserhjulet og forventer den ene steroide lykkeoplevelse efter den anden.

Måske fordi jeg allerede i 90erne fik en solid dosis desillusion. Første dag på Institut for Filosofi på Aarhus Universitet sagde en af underviserne, at vi skulle nyde i dag og vide, at herfra gik det ned ad bakke. Det er nemlig sådan, at jo mere du ved, desto mindre lykkelig bliver du.

»Lev med det,« sluttede han.