København er en by i hastig forandring. Byen har fået havnebade, broer over Københavns Kanal, nye bydele og vidunderlig arkitektur - og desværre også det modsatte: Regulære arkitektoniske skampletter.
Berlingske udpeger her de fem mest grelle eksempler på fejlslagen arkitektur, som man kan undre sig over er blevet godkendt og bygget. De glæder kun meget få i dag og vil om 100 år stå tilbage som monumenter over dårlig dømmekraft. Hvis de da stadig eksisterer til den tid og ikke er blevet erstattet af andre, mere gennemtænkte og forskønnende bygningsværker - man har lov at håbe.
1. Østerport II. KHR Arkitekter
Vi lægger ud med Østerport II, der for tiden er et af hovedstadens store hadeobjekter.
Østerport II er den bygning ved Østerport Station, der ser ud, som om en færge er sejlet fuldstændigt galt og helt op til Oslo Plads. Lynet slår ikke ned samme sted to gange, hedder det. Men reglen ser nu ud til at blive brudt på nabogrunden til Østerport Station. Bygningen, der lå der tidligere, var grim. Den nye ser ud til at blive endnu mere monstrøs.
Den er godt nok ikke færdig. Måske er det en grim ælling, der springer ud som en svane, når stedet ikke længere er en byggeplads. Indtil videre er det vanskeligt at bevare optimismen og se for sig, at her rejser sig en let, elegant, transparent kontor-og butiksbygning (gerne med nogle store træer eller en lille bypark), der finder sin harmoniske plads i et kryds af København, hvor naboerne er henholdsvis den nationalromantiske stationsbygning, når den engang bliver færdigrenoveret, og det historiske område Kastellet. Og genboerne er – skråt overfor – Nyboder – og lige over for – Den Frie Udstillings Bygning tegnet af J.F. Willumsen. Længere ude Østerbros imposante ejendomme – indtil endnu en arkitektonisk katastrofe: De Forenede Staters ambassade.
2. Kalvebod Brygge. Diverse arkitekter.
Det lignede en gevinst for København, da en række industrier forlod havnen. Nu skulle indbyggerne få let og uhindret adgang til vandet – og nogle steder er det da også lykkedes at skabe indbydende promenader og pladser. Ikke på Kalvebod Brygge.
Næppe havde den sidste industriarbejder stemplet ud, før den ene tillukkede erhvervsbygning efter den anden blev banket ned ved havnefronten og gjorde den brutalistiske postterminal til en helt renfærdig bygning.
Fikse påhit med skæve vinduer kunne ikke rette op på indtrykket af en mur af afvisende moderne erhvervsbyggerier, og det nyttede hverken med ansatser til kanaler, Kirkeby-skulpturer eller patetiske beplantninger. Kalvebod Brygge er en ucharmerende strækning ved Københavns havn, der blev en del af prisen for, at hovedstaden kunne komme videre ved at sælge grunde til bygherrer, der tilsyneladende ikke følte et ansvar for at gøre Kalvebod Brygge til et indbydende sted for andre end medarbejderne. En fordel er der dog: Kan man lide at gå sin tur langs med havnen alene, er der gode chancer ved Kalvebod Brygge.
3. PFA Marina Park. Arkitekt: Bent Saks.
Ret skal være ret. Det er ikke kun nutidens erhvervsbyggeri, der er goldt, afvisende, kedsommeligt og ligefrem grimt. 1980erne var heller ikke en guldalder i dansk arkitektur. Dels var årtiet præget af en del postmodernistisk stuk, altså huse fantasifuldt pyntet og muntert farvesat, og dels er der en så kedsommelig bygning ved Nordhavn som PFA Marina Park.
Den er ikke ene om at se billig ud med sine påklistrede mursten og sine lameller. Den måde at bygge på har været en hel epidemi. Når især dén falder i øjnene, er det på grund af dens fremtrædende placering ved havnen og dermed en ikke særlig lovende optakt til den nye københavnske bydel på og ved vandet. Som det på den anden side alligevel vil tage en generation eller to at gøre til egentlig, fortættet by.
Måske skal Bjørn Nørgaards tumlinge-skulpturer foran Marina Park tjene som kommentarer til arkitekturen og forsøge at skabe lidt liv på stedet, men de understreger i virkeligheden kun Marina Parks æstetiske fallit. Arkitekturelskerens eneste trøst i denne sammenhæng er, at tegnestuen Aarstiderne skal stå for en større renovering af byggeriet.
4. Bohrs Tårn. Vilhelm Lauritzen Arkitekter, CCO, COBE, EFFEKT og Nord Architects.
Bortset fra de mennesker, der jages ud af København, fordi deres arbejdspladser af politiske grunde skal flyttes væk fra hovedstadsområdet, strømmer det til med nye beboere. København vokser.
De nye indbyggere skal også have et sted at bo – og det er derfor nærliggende at bygge i højden. Det løser nogle problemer – og det skaber andre. For eksempel ved de høje strukturers fødder. Er det i grunden rart at være på pladserne mellem bygningerne? Er der liv mellem husene?
Et andet problem er bygningernes slagkraft i landskabet. Det må man give Bohrs Tårn. Den 100 meter høje bygning syner godt i landskabet, kaster sine skygger og bliver pludselig et mørkt punktum for Istedgades lys. Engang havde byens huse murstensfacader eller var pudsede. Så kom modernismens ofte hvide huse og lovede modernitet og fremskridt. På et tidspunkt opstod den mani, at bygninger skulle være mønstrede i geometriske tern. Nu skal huse være mørke og dystre. Trænger vi ikke til en menneskevenlig arkitektur?
5. BLOX. Arkitekt Rem Koolhaas.
Sidste bud på Københavns fem grimmeste bygninger er sidste års hadeobjekt nr. 1:
BLOX ved Christians Brygge og dermed Københavns inderhavn. Havde bygningen endda ligget i Københavns Nordhavn, havde det været fint. Der skal vel også være en vægtig kulturinstitution, hvis den nye bydel med på sigt 40.000 indbyggere skal udvikles og være attraktiv?
BLOX er stort og voldsomt og stikker af i forhold til bygninger og miljøer i det historisk følsomme område centralt i København. Men der er en plus-side. BLOX har så store potentielle udviklingsmuligheder i sit indre, at vi en dag glemmer dens grimme ydre.
