Østerbro er i oprør, og med god grund. Bydelen, som har været mit hjem i en årrække, er blevet belemret med et byggeri, som ikke bare er mareridtsfremkaldende grimt, men også aldeles uundgåeligt for øjet. De tusindvis af københavnere, der dagligt bevæger sig ind og ud af bydelen, vil de kommende årtier skulle bivåne den rædselsfulde skabning, der med rette er blevet udråbt til byens største øjebæ og ligner det ultimative monument over manglende sammenhæng mellem vision og udførelse.
Lå bygningen så endda hengemt i en klynge af andre rædsler, hvor den stak mindre ud, men ak! Den ligger lige dér, hvor Kastellet på den ene side breder sig som et stykke dansk fæstningshistorie, pakket ind i en af byens smukkeste, grønne oaser - og hvor Østerport Station på den anden side troner i nationalromantisk stil og vækker mindelser om dengang, Statsbanerne havde egen hovedarkitekt. Det var dengang, at arkitektur, der viste sig at være mere end langtidsholdar, ironisk nok blev tænkt ind i en midlertidig sammenhæng. Stationsbygningen blev i 1897 opført med bindingsværk, fordi man ville gøre bygningen nedrivningsvenlig og flytbar. Man ikke var sikker på, om det ville blive nødvendigt at ændre stationens beliggenhed, efterhånden som tognettet blev udvidet.
