»Det ligner en alien. Et aggressivt rumvæsen. Et fremmedlegeme, der uretmæssigt er landet. Alt for stort og ufølsomt. Som et overdimensioneret sofabord i blåt glas fra 1960erne.« Sådan beskrev teaterchef Jon Stephensen for et halvt år siden om Københavns nye byggeri BLOX. Og han har helt ret. Byggeriet er en skandale og en skamplet og giver beskueren følelsen af at være havnet i en parallelvirkelighed, hvor børn i sukkerchok og evnesvage voksne har spillet Minecraft hele natten.
Men det er desværre virkelighed, og rumvæsenet har ikke tænkt sig at tage hjem. Det har tænkt sig at blive liggende i et af Danmarks kulturhistorisk mest følsomme områder og minde os om en ting: At arkitekter kan være de rene serieforbrydere. Også såkaldte stjernearkitekter.
Bag bygningen står den hollandske tegnestue OMA, grundlagt af arkitekten Rem Koolhaas, og meget tyder på, at man er blevet så duperet over det navn, at man helt har glemt sin sunde fornuft og æstetiske sans og provinsielt tænkt, at stjernearkitekter altid tegner stjernehuse. Det er så ikke tilfældet.
Hvis bygningen var blevet opført som ny havneterminal i Rotterdam, havde ingen løftet et øjenbryn. Dens computeragtige former passer perfekt ind i en verden af containere - og kranerne er alligevel ligeglade.
Det er københavnerne til gengæld ikke. Hvis det i sin tid vakte furore, at Poul Gernes dekorerede Palads, så bygningen lignede en lagkage på syretrip, bør BLOX opfordre til, at man indklager de mennesker, der har takket ja til og skudt penge i projektet, for en æstetisk menneskerettighedsdomstol.
For hvad er det, pengetanken Realdania, der har finansieret rædslen, har tænkt på? Har den haft for mange overskydende milliarder og for lidt smag? Realdania har tydeligvis glemt sit eget hovedformål: at skabe livskvalitet inden for det byggede miljø. At støtte byen, byggeriet og bygningsarven. At tjene almenvellet. Man må bare konstatere, at mange penge og en hæderlig formålsparagraf ikke er garant for gode resultater.
Hvis man skal sige noget pænt om bygningen, og det forsøger Berlingskes arkitekturanmelder Torben Weirup, så er det, at den kan få betydning for, hvad Søren Kierkegaards Plads hen imod Det Kongelige Bibliotek kan udvikles til, for det er en plads - på størrelse med Rådhuspladsen - der aldrig har fungeret.
Skiftende socialdemokratiske overborgmestre har ikke haft fantasi til at bruge området til andet end parkeringspladser - nu var der omsider en mulighed for, at det kunne blive en levende del af byen. Man kunne dog have undet københavnerne, at de ikke skulle indtage deres kaffe i skyggen af et oversize glas-sofabord fra 60erne og ikke mindst Søren Kierkegaard, at den plads, der bærer hans navn, ikke blev besat af et rumvæsen fra en galaktisk containerhavn.
Men sådan blev det, og man kan undre sig over, at der ikke er en ansvarlig borgmester, som har taget byen alvorligt nok til at blokere for projektet.
