Forleden læste jeg noget sjovt på Svend Brinkmanns Facebook-side. Han skrev, at han var fuldstændigt ligeglad med, hvordan politikere lever deres liv. Hvor meget de flyver, om andre skal betale for deres øl, om deres børn går i privatskole. »Jeg skal jo ikke giftes med dem, men have dem til at løse samfundets problemer,« fastslog han og indkasserede lynhurtigt masser af likes.
Dermed distancerede han sig fra de verserende debatter om Alternativets politikere, som mener, at vi skal flyve og forbruge mindre, men selv flyver mere end gennemsnittet og tager let på parolerne om økonomisk bæredygtighed.
Brinkmann skrev videre, at man godt kan »køre 130 km/t. på motorvejen, hvor det er tilladt, og alligevel have et legitimt politisk ønske om at begrænse hastigheden alle steder til 110 km/t. Der er ingen modsætning i det«.
Jamen dog. Man kan ellers argumentere for, at Alternativet – for at blive i eksemplet – ikke nøjes med at drømme om lavere hastighed. Sagen er, at partiet fortæller andre, at de ikke skal køre 130 km/t., hvorefter de selv har sømmet i bund.
Sagen er også, at Mette Frederiksen fortalte andre, at det var asocialt at droppe folkeskolen – hvorefter hun selv puttede sine børn i privatskole. Sagen er, at Niko Grünfeld prædikede bæredygtighed, men selv foretrak spritnye møbler. Og sagen med Anders Samuelsens møbelindkøb for 340.000 kr. er, at han igen og igen har argumenteret for at nedbringe de offentlige udgifter. Undtagen udgifter til udenrigsministerens egen kontorindretning.
Og nej, ingen af dem gør noget kriminelt, men hvis man moraliserer på andres vegne og så selv gør, hvad det passer én, gør man sig skyldig i hykleri.
Det er også hykleri, når René Gade fra Alternativet sidder i Radio24Syv og forklarer lytterne, at han flyver til Bornholm, fordi han ikke gider tage toget. Han har jo en familie, der skal passes! Modsat andre mennesker, underforstået. De må tage toget.
Klima-aflad og økologiske gulerødder
I udgangspunktet har jeg stor sympati for et parti som Alternativet, der tør tænke nye tanker og endda opstille utopier.
Den amerikanske økonom Milton Friedman forklarede engang i et essay, hvorfor begge dele er nødvendige. Kun kriser skaber virkelig forandring, skrev han, og når vores virkelighed forandrer sig, skal vi bruge ideer til at forstå den. Derfor er det til alle tider en opgave at udvikle politiske alternativer, insistere på nye tanker og holde dem i live, indtil det politisk umulige bliver politisk uomgængeligt.
Især Alternativet har forstået denne pointe. Her har vi et parti, der insisterer på, at der kan sættes en ny dagsorden, og at ting kan tænkes på en – om ikke bedre, så i al fald – anden måde.
Måske minder partiet i virkeligheden mere om en tænketank end et politisk parti, og det har selvfølgelig affødt reaktioner, at partiet tror, det kan forandre verden med klima-aflad og økologiske gulerødder.
Men de har jo fat i noget. For 30 år siden var de fleste ved at krepere af grin over biodynamiske grøntsager – i dag boomer salget af økologi. Engang var det cool at have travlt – i dag er man en sølle konkurrencestatssoldat, hvis man elsker jobbet mere end ægtefællen. For få år siden kerede de færreste sig om klimadagsordenen – i dag er den rykket frem i de flestes bevidsthed, ikke mindst efter en historisk varm sommer.
Problemet med Alternativet er ikke tankerne, men medlemmernes selvforståelse og den måde, ideerne udformes politisk. Man ønsker ikke at få realpolitisk smuds på hænderne, men at sælge drømme til en vælgerskare, som stemmer på det, der føles lækkert.
Problemet med Alternativet er heller ikke, at mange ikke genopstiller – for hvem kender i virkeligheden Pernille Schnoor? Roger Matthisen? Ulla Sandberg? Og René Gade – for andet end ikke at gide tage toget? Problemet er, at det er politikere uden gennemslagskraft.
Og i denne uge kom der så en ny mand på banen med endnu et politisk luftkastel. Asbjørn Ammitzbøll Flügge har bebudet, at politikere skal lægge et regnskab frem for, hvad de spiser, og om deres mad er klimavenlig. »Så vi kan få en åben debat om politikernes forbrug,« siger han. Det skal nok blive muntert. Husk at skrive bøfferne på, tak.
Hvis det bliver tilfældet, kan Brinkmann skrive på Facebook, at han er ligeglad med politikeres kødindtag. At Elbæk sagtens kan have munden fuld af tatar, mens han fremsætter et helt legitimt politisk ønske om at få nedbragt kødproduktionen.
»Der er ingen modsætning i det.« Nej, slet ikke.
