Efter Grünfeld-sag og Elbæks flyveture: Alternativet-kandidat ønsker offentliggørelse af rejser og frokostmenu

To folketingskandidater i Alternativet vil have mere gennemsigtighed i partiet. Blandt andet skal alle rejseformer og -priser være offentligt tilgængelige.

topbillede
Politisk ordfører og folketingsmedlem Carolina Magdalene Maier (ALT) mener, at forslagene er fine. Dog mener hun ikke, at det skal være offentligt, hvad politikere fra Alternativet spiser til frokost. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP

Offentligheden skal fremover kunne følge nøje med i Alternativets politikeres valg af rejsetransport og øvrigt forbrug i embeds medfør.

Det mener folketingskandidat i Storkreds København Asbjørn Ammitzbøll Flügge (ALT) og folketingskandidat i Østjylland Birgitte Kehler Holst (ALT). Derudover skal det også være offentligt, hvilke lobbyister partiet afholder møder med, mener de. Både på kommunalt plan samt på regions- og landsplan.

Og står det til Asbjørn Ammitzbøll Flügge, skal offentligheden også kunne følge med i, hvad Alternativets politikere spiser i embeds medfør, og om maden er klimavenlig.

Udmeldingen kommer i kølvandet på sagerne om tidligere kulturborgmester Niko Grünfelds borgmesterkontor, samt Carolina Magdalene Maiers, Uffe Elbæks og Rene Gades omdiskuterede flyrejser. Alternativet skal altså tage det ekstra skridt mod vejen til mere gennemsigtighed, mener de to folketingskandidater.

Folketingskandidat i Storkreds København Asbjørn Ammitzbøll Flügge (ALT) mener, at alle bilag, der giver mening, skal offentliggøres. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

»Tilliden til politikere er historisk lav. Det er blandt andet, fordi de siger det ene og gør noget andet. Vi skal blive bedre i Alternativet til at gøre det, vi forventer af andre. Derfor mener jeg, at vi bør offentliggøre alle rejseformer og -priser og offentliggøre, hvilke lobbyister Alternativet afholder møder med,« siger Asbjørn Ammitzbøll Flügge.

Alternativet mener jo også, at vi skal spise mindre kød af hensyn til klimaet. Skal det så også være tilgængeligt, hvad Alternativets politikere spiser i frokostpausen i embeds medfør?

»Ja, det mener jeg, vil være et fornuftigt tiltag. Jeg tænker, at alle folkevalgte politikere skal fremlægge de bilag, som giver mening, således vi kan få en åben debat om politikernes forbrug.«

Er det alle bilag, der skal offentliggøres?

»Ja. Alt, der giver mening.«

Mere gennemsigtig, men uden at overdrive

Folketingskandidat i Østjylland Birgitte Kehler Holst (ALT) er enig langt hen ad vejen. Hun mener dog, at forslaget om offentligheden skal kunne se, hvad politikerne spiser til frokost, er at gå for langt.

»De steder, vi er valgt ind, skal vi bruge til at løfte agendaen om gennemsigtighed i Alternativet. Jeg mener, vi skal arbejde på større gennemsigtighed, i forhold til hvilke lobbyister vi eventuelt afholder møder med samt vores forbrug. Men jeg mener ikke, vi skal plastre verden ind i unødig bureaukrati,« siger Birgitte Kehler Holst og påpeger, at Alternativet allerede er langt i processen mod mere gennemsigtighed.

Hun henviser til, at Alternativet blandt andet offentliggør al partistøtte over 1.000 kroner og laver mediedeklarationer, som på »alternativsk« betyder, at de åbent fortæller, hver gang de giver en historie til et udvalgt medie.

»Jeg er generelt stolt over den høje barre i Alternativet, når det handler om gennemsigtighed. Dog mener jeg også, at det vil være fint, hvis alle folkevalgte politikeres rejser lå tilgængeligt for alle. Men for mig er det vigtigt, at det også fremgår, hvem der har truffet beslutningen om at vælge at flyve frem for f.eks. at tage toget, fordi det ikke altid er op til den enkelte at beslutte.«

Politikerne har vel også selv en indflydelse på, om de vælger at flyve eller tage toget?

»Ja, men hvis du skal til Beijing, er det jo svært at gøre andet end at flyve, eller hvis programmet er således, at anden transport ikke kan få én frem i tide. Det handler om sund fornuft. Jeg mener, vi skal fremlægge vores flyrejser til offentligheden, men man skal huske at se på konteksten af rejsen også.«

»Selvfølgelig skal vi i Alternativet stræbe efter at efterleve vores principper. Men vi er også bare mennesker. Jeg ved godt, at vi ofte vil blive målt på en anden målestok pga. den moralske kæphest, vi bliver sat op på. Men jeg synes sommetider, det er ude af proportion.«

»Ideerne er ikke dårlige«

Politisk ordfører og folketingsmedlem Carolina Magdalene Maier (ALT) er enig med de to kandidaters forslag om, at alle rejser bør være offentligt tilgængelige, og at der skal være gennemsigtighed i partiets samarbejde med lobbyister.

»Hvis de synes, det er en god idé at gøre de oplysninger tilgængelige, synes jeg, at de skal stille forslaget på et landsmøde, således at beslutningen kan blive truffet. Jeg synes, at ideerne er fine. Dog tror jeg ikke, at der vil være særligt meget at komme efter, eftersom vi ikke rejser særligt meget i regi af Alternativet,« siger hun.

Carolina Magdalene Maier mener også, at ideen om større åbenhed med, hvilke lobbyister partiet holder møde med, er fornuftig. Hun hæfter sig ved, at Alternativet i Folketinget har foreslået, at partierne i Folketinget vedtager et lobbyregister. Det er der dog ikke flertal for.

Forslaget om, at offentligheden skal kunne følge med i frokostmenuen hos politikerne, synes hun er for ekstremt.

»Jeg kan godt forstå hans pointer, men det bliver jo et bureaukrati uden lige. I praksis vil det ikke være muligt, og man har også ret til privatliv, i forhold til hvad man putter i sin mund.«

Et hypotetisk eksempel: Hvis Uffe Elbæk hver dag spiser en rød bøf til frokost, er det så okay?

»Det må han gøre op med sig selv. Der kommer vi for tæt på privatlivet, men det er klart, at han bør have sine egne moralske overvejelser, ligesom jeg også skal have med mine flyrejser.«