Alt andet end »Vild med dans«: Alle ser ud, som om de hellere ville være et andet sted

Musicalen »Vild med dans« er en dårligt udført dårlig idé. Håbløst, skriver Berlingskes anmelder Jakob Steen Olsen.

Mille Gori højt hævet over »Vild med dans« i musicaludgave på Østre Gasværk Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo

Ingen gør det, de er gode til i musicalversionen af TV 2s populære dansekonkurrence »Vild med dans«.

Naturligvis vil man kunne bruge den fornyede danseinteresse, seermagneten har sat gang i, til at skabe en teaterforestilling, der er en eksplosion af danseglæde i alle afarter. Men de professionelle dansere i den stort opsatte nye musical på Østre Gasværk Teater – heraf tre – Michael Olesen, Morten Kjeldberg og Asta Björk Ívarsdóttir – hentet fra virkelighedens program, får kun lejlighedsvis lov til at slå sig løs, for de skal hele tiden slæber rundt på de nydansere, der slet ikke på samme måde kan sætte fødderne, som de skal.

»Musikforestillinger uden kalorier kan ses andre steder. Det er en kommerciel, smådesperat idé, der burde være kommercielt sat i verden uden for støttesystemerne. «


Skuespillerne får heller ikke lov til at spille skuespil, for det manuskript, man har stykket dem i hænderne, signeret Thomas Markmann, er så nødtørftigt og tynget ned af klicheer, at det er en tristesse at overvære.

Skal vi lige ridse op?

Ideen bag musicalens handling er, at almindelige mennesker for første gang har kunnet melde sig til programmet. Både bag kulisserne og foran kameraerne følger vi karrierekvinden (Iben Dorner), der naturligvis skal lære at overgive sig selv til kontroltabet og blive en virkelig kvinde i hænderne på den mand, der fører. Håndværkeren med de enkle følelser (Niels Ellegaard), der gennem dansen forsøger at genvinde sin ekskones (Camilla Bendix) hengivenhed  – hun er tilfældigvis også producent på showet. Og endelig den unge pige (energiske Lise Kofoed), der bare vil være berømt for enhver pris.

Men ellers er det som at se programmet: Vi følger dansernes vej fra de første spæde trin til den afgørende finaledans – dommerpanelet, der vel ellers kunne levere lidt dramatik, har man mærkeligt nok klippet ud og erstattet med en publikumsopvarmer (Troels Thorsen), mens en værtinde (Mille Gori) stadig går rundt og surmuler i pæne kjoler og introducerer tango og cha-cha-cha som et andet talende Wikipedia-opslag.

Håbløse skabeloner

»Vild med dans« virker som en idé, ingen rigtigt har vidst, hvad de skulle stille op med. Når nu man kaster »almindelige« mennesker ind i foretagendet, så udfold da deres skæbner, så vi føler med dem, græder over dem eller hepper på dem!

Nu får vi håbløse skabeloner. En karrierekvinde må være følelsesforskanset, en håndværker småalkoholiseret, en ung kvinde af i dag udelukkende opmærksomhedssøgende bimbo. Men kommer vi overhovedet i nærheden af noget, der ligner almindelige mennesker? Lykkes det på nogen måde at skabe den følelsesmæssige forløsning, dansen som den store befrier skal lede til? Får den fortalt en engagerende historie om drømme og forhåbninger?

Skuespillerne kæmper, så godt det nu kan lade sig gøre – men ingen i denne forestilling ser ud, som om de længere tror på den. Navnlig Troels Thorsen er helt ladt i stikken med sine umorsomme, gumpetungt håndterede publikumsoplæg, der skal få publikum til at klappe og grine.

»Vi forventer kamp til stregen, drama og lidenskab«, siger programværtinden undervejs  i et oplæg til konkurrencen. Det gør vi også som teaterpublikum. Det kommer bare aldrig.

Hele ideen om en historie står i vejen for den danseglæde, der aldrig for alvor får lov til at slå ud i fuldt flor. Desværre ikke engang synderligt opfindsomt koreograferet, når den endelig skal komme, hvor dygtige og karismatiske danserne end er. Den fuldfede, smittende danseekstravaganza, der var vidunderligt for meget af det gode, bliver »Vild med dans« aldrig, selv om det tydeligvis er det, den også gerne vil.

Musikken klinger i det hele taget så underligt hult i gasværkets store beholder med knalddygtige Gry Trampedach og en slukøret James Sampson, der ikke rigtig kan finde smilet frem, som sangere i det orkester, der kyndigt får det hele til at lyde ens – præcis som i TV-programmet. »I had the time of my life«, synger de undervejs i en af de mange pophits, der danses til. Men ingen lader til at mene det længere.

Prætentioner

Tilbage står spørgsmålet: Er der noget i teaterudgaven af »Vild med dans«, der kan forsvare den som en offentligt støttet teaterforestilling? Hvorfor synes det tvingende nødvendigt, at den finder sted på et teater, der er holdt oppe af skattemidler?

TV-programmet findes, se det der. Musikforestillinger uden kalorier kan ses andre steder. Det er en kommerciel, smådesperat idé, der burde være kommercielt sat i verden uden for støttesystemerne. Så havde den sikkert også været bedre udført og ført anderledes til dørs. Så havde danseglæden ikke skullet tynges ned af teatermæssige prætentioner om en handling, der skal føres til ende, selv om guderne skal vide, at den ikke fører til noget som helst, og en instruktør (Rolf Heim), der helt har opgivet ævred. Nu placerer den sig tungt mellem så mange stole, der på skift er blevet trukket væk undervejs, at den sætter sig på røven.

Det er meget muligt, at glimmerkanonerne skyder guldregn ud over forestillingen, da en vinder kåres, og det hele er slut, uden forsøg på megen opsamling, og historien forlængst er feset ud. Men det kan ikke skjule, at »Vild med dans« er én stor misforståelse, et afdansningsbal uden vindere.

Vild med dans

Manuskript: Thomas Markmann. Iscenesættelse: Rolf Heim. Scenografi: Karin Betz. Koreografi; Peter Friis. Kapelmester: Mikkel Gomard. Østerbro Teater, Østre Gasværk Teater. Til 26. april.

Karrierekvinden og hendes dansepartner (Iben Dorner og Michael Olesen) finder hinanden gennem musikken og dansen, men hvem er egentlig interesseret? Lige meget, hvor mange fjer, man sætter i halen på musicalen »Vild med dans«, nytter det ikke noget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo .