Et sted i Camilla Bendix´liv

Skuespiller Camilla Bendix husker bedst sit sønderjyske barndomshjem for duften af regnvejr, lyden af leg og følelsen af at være tryg.

Familien fotograferet foran barndomshjemmet i 1993. Fra venstre: Camilla Bendix’ søster, Karen, hendes søster Malene, faderen Georg, søsteren Loa og Camilla Bendix selv yderst til højre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Privatfoto

Hun kan bedst med åbne vidder.

Og åbne vidder fik hun masser af som barn.

Fra Camilla Bendix blev født, og til hun fyldte 11 år, boede hun på husmandsstedet Hindballe ved Rødding i Sønderjylland med sine forældre og tre ældre søstre:

»Mit barndomshjem lå langt ude på landet. Så langt væk, at man kunne høre stilheden. Det var med til at give mig en fascination af stilhed og af himmel. I det flade Sønderjylland synes himmelen kæmpe stor. Rummet er ligesom uendeligt for én.«

Læs også:

Barndomshjemmet var også beriget med en skov som nabo. Et sted, der med sit mørke og sine krogede stier var en diametral modsætning til himmelen. Og et område, der var et oplagt gemmested for et lille, trodsigt barn:

»Det betød meget for mig, at hvis jeg ville, så kunne jeg gå ind i skoven og være helt alene. Jeg kunne sidde i timevis og kede mig, mens jeg pillede i en gren og sad i egne, små barnetanker. På den måde kunne jeg lukke af for verden, samtidig med at jeg lukkede stilheden ind i mit liv.«

Når den unge Camilla Bendix ikke lod sig overvælde af den høje himmel eller søgte ly i skoven, var hun en del af en myldrende søskendeflok. En samling piger, der ofte havde venner på besøg og som sjældent kedede sig:

»Vores store røde hus med den hvide længe havde et sort tag. Og der valgte vi unger at rende rundt. Vi kravlede rundt og legede tagfat oppe på taget. Jeg ville dø, hvis mine børn gjorde det i dag.«

Rundt om husmandsstedet snoede der sig en have fuld af blomster, og udenfor haven græssede køer på marken. Fluerne summede, kornet bølgede og Camilla Bendix mindes især somrene på landet:

»Jeg husker duften af regnvejr og vådt græs. Og lugten af gylle, der skærer én i næsen. Andre gange var det den nypløjede jord, jeg kunne indsnuse. Så duftene på Hindballe var ofte en særlig blanding af de skønneste dufte og den værste stank af gylle. Men når regnen falder på en sommerdag og gør luften helt frisk, vender jeg i tankerne tilbage til somrene i Sønderjylland.«

Også haven var en del af søskendeflokkens legearena:

»Vi hev gerne en vandslange frem og holdt den fede stråle, så man kunne løbe ind under. Vi hvinede: »Nej, du må ikke sprøjte« og »Jeg gider ikke være våd,« mens vi jublende sprang omkring i haven og mest af alt håbede på at blive oversprøjtet med vand. Det var barneland for mig.«

På et tidspunkt flyttede Camilla Bendix’ forældre dog fra Hindballe. De var begge lærere, og da faren fik tilbudt arbejde som forstander i en anden landsdel, måtte de lægge det lille husmandssted bag sig. I dag er er hendes far dog flyttet tilbage til det røde hus, så når muligheden byder sig, kigger Camilla Bendix forbi.

Og når hun genser huset, markerne og skoven er det med erindringen om barndommens tryghedsskabende erfaringer i frisk erindring:

»Jeg lærte, at skoven ikke var uhyggelig, men et sted man kunne søge ly. At taget ikke var farligt, men et sted man kunne balancere. Og jeg lærte, at verden ikke er et farligt sted. Det, synes jeg, er meget vigtigt.«

»Vores store røde hus med den hvide længe havde et sort tag. Og der valgte vi unger at rende rundt. Vi kravlede rundt og legede tagfat oppe på taget. Jeg ville dø, hvis mine børn gjorde det i dag.«

Læs også: